Jeg havde fødselsdag for et par dage siden, og det skulle naturligvis fejres. I første omgang tog jeg denne brombær-cheesecake med til mine meget kageglade kolleger, og den faldt heldigvis i god jord – men hvem kan ikke også lide en dejlig fløjlsblød cheesecake med bær oven på?
Min brombær-cheesecake er inspireret af den jordbær-cheesecake, jeg før har blogget om – selvfølgelig bare med brombær i stedet for jordbær. I dette tilfælde blev chokoladesmåkagerne til bunden dog udskiftet med Oreos, som en af mine kolleger havde udfordret/opfordret mig til at bruge i en kage på et tidspunkt, ligesom jeg justerede på et par af målene og tilføjede lidt citronskal til flødeostecremen.
Brombær-cheesecake
14-16 personer
Kiksebund:
275 g Oreos, hakkede
100 g blødt smør
Ostecreme:
400 g flødeost – IKKE LIGHT
5 dl fløde
2½ dl flormelis
2 tsk vaniljepulver
fintrevet skal fra ½ økocitron
7-8 blade husblas
Brombærtopping:
350 g brombær
3 dl vand
2 dl rørsukker
3 blade husblas
Læg husblassen, som du skal bruge til flødeostecremen, i blød i koldt vand. Rør de finthakkede Oreos sammen med det bløde smør til en ensartet masse. Fordel blandingen i en springform på ca. 28 cm i diameter – dæk gerne bunden af formen med bagepapir først, så det er lettere at skære kagen bagefter. Rør flødeost, flormelis, citronskal og vaniljepulver. Når husblassen har ligget i vand i ti minutter, tager du den op og klemmer let, så det overskydende vand drypper af. Smelt forsigtigt husblassen over et vandbad eller ved lav varme i mikrobølgeovnen. Når husblassen har samme temperatur som din lillefinger, kan du piske den i flødeostemassen. Pisk fløden til skum og vend det forsigtigt i flødeostecremen. Hæld blandingen over kiksene i springformen, sørg for at smøre ostecremen ud, så overfladen er helt glat, og stil kagen på køl i mindst en time.
Når du vil lave toppingen til din brombær-cheesecake, lægger du husblassen i koldt vand i ti minutter. Mos 50 g brombær i en lille kasserolle og hæld vand og sukker i. Lad det koge op, så sukkeret er opløst, og tag så gryden af varmen. Lad det køle af et par minutter, inden du tager de moste brombær fra. Dem kan du evt. røre sammen med de øvrige brombær. Opløs de bløde husblas i den varme brombærsaft og vent dernæst på, at den køler så meget af, at den har samme temperatur som spidsen af din lillefinger. Hæld et tyndt lag ud over cheesecaken og fordel derefter brombærrene ud over kagens overflade. Stil den i køleskabet en halv times tid. Tag derefter din brombær-cheesecake ud igen og varm forsigtigt brombærsaften op, så den er flydende og får samme temperatur som spidsen af din lille finger. Hæld derefter forsigtigt resten af saften ud over kagen og stil den tilbage i køleskabet, hvor den skal trække i mindst tre timer og gerne natten over.
Note: Blød og cremet brombær-cheesecake med frisk bærsmag fra brombærrene. Det er en kage, der mætter godt, så den rækker langt.
OBS – det er lidt svært at se kiksebunden ordentligt på dette billede, da kagen stadig står på bunden af springformen, men den sorte Oreosbund var rigtig flot sammen med det mørkerøde bærlag.