Restaurant Fænøsund

Restaurant Fænøsund

I sidste uge var vi i Middelfart, hvor vi spiste på Restaurant Fænøsund om aftenen. Det er et spisested, der har over 100 år på bagen, hvilket er ret imponerende i den branche. Det var dog i højere grad menukortet samt udsigten, der lokkede, for restauranten ligger med fin udsigt ud over vandet. Desværre var vejret gråt og regnfuldt den aften, så det fik vi ikke udnyttet.

Restaurant Fænøsund har en treretters menu til 395 kr, og den valgte vi begge. Jeg snuppede vinmenuen til 325 kr, men det er også muligt at vælge en vinmenu med to glas til 225 kr.

Tjeneren kom med en kurv med de sødeste små muffinformede kuvertbrød lavet på skyr og græskarkerner. Og naturligvis smør til. Det krævede lidt selvbeherskelse ikke at tømme kurven, for de var saftige og velsmagende.

restaurant Fænøsund, restaurant i Middelfart, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Fyn

Forretten havde forårsfornemmelser, for den lignede en grøn rede! Den var lavet på rimmet torsk med urtecreme, croutoner, små stykker af agurk og godt med karse. Midten blev fyldt med en kærnemælkssauce med ørredrogn og dild, og på toppen var en nydelig ’blomst’ af meget tynd dej. Det var en frisk og mild servering, som var meget fint afstemt.

Jeg var lidt spændt på hovedrettens størrelse efter den forholdsvis storev forret, men her blev jeg alligevel overrasket, da hovedretten viste sig at være en minimalistisk servering bestående at kalvemørbrad med ramsløgssauce, jordskokkecreme, bagte jordskokker og tynde skiver af friske jordskokker. Naturligvis med en liflig ragoutsauce til. Jeg kunne godt savne lidt grønt til for at give lidt flere smagsnuancer, men jordskokke-tilbehøret smagte dejligt sammen med kødet.

Desserten havde også forårsfornemmelser, for den bestod af rabarberkompot med vanilje-iscreme og hvid chokolade. Igen en ret toppet med samme snørklede pynt, hvilket ærlig talt tog lidt af magien af præsentationen. Det ser pænt og elegant ud første gang, men det fremstår lettere fantasiløst anden gang i en treretters menu. Når det så er sagt… så var det en virkelig dejlig dessert! Den syrligsøde kompot spillede perfekt sammen med vanilje-iscremen.

Vi fik en meget venlig og behagelig betjening, og de søde tjenere kompenserede fint for den lidt golde indretning i restauranten, hvor der godt kunne have været lidt mere støjdæmpning.

Alt i alt et ganske glimrende måltid med beherskede portionsstørrelser og dejlige råvarer i sæson. Vinmenuen var desværre ret anonym. Vinene var udmærkede men gjorde ikke noget væsen af sig.

Jeg ender på fire stjerner til Restaurant Fænøsund. 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *