Kentucky Fried Rabbit

Kentucky Fried Rabbit

Du kender sikkert Kentucky Fried Chicken men hvad med Kentucky Fried Rabbit? Det er mere eller mindre det samme – men med kaninkød i stedet for kylling.

Det er ikke så udbredt at spise kaninkød i Danmark, hvilket er ærgerligt, da det både smager godt og er bedre for miljøet end oksekød. Herhjemme koster en halv kanin 80-90 kr i supermarkedet (hvilket desværre er det dobbelte i forhold til Sydeuropa, hvor det er langt mere almindeligt at spise kanin), men for nylig faldt jeg over nogle pakker, der var nedsat til 40 kr, fordi de nærmede sig sidste salgsdato. Og lige der var jeg da glad for, at det ikke er så almindeligt at spise kanin herhjemme 🙂

Jeg skelede til en opskrift på Kentucky Fried Rabbit hos Just a Pinch, men justerede på flere af målene. Du behøver ikke nødvendigvis at lade kaninen ligge i kærnemælk i længere tid (det er mest nødvendigt, hvis man bruger kød fra vilde kaniner), men jeg gjorde det for en sikkerheds skyld.

Kentucky Fried Rabbit

3 personer

½ kanin, skåret i 3-4 stykker
2-3 dl kærnemælk
2 fed hvidløg, pressede
2-2½ dl hvedemel
1 tsk timian
1 tsk paprika
1 tsk oregano
1½ tsk cayennepeber
1 tsk løgpulver
lidt salt og peber

Derudover:
½ l rapsolie til friturestegning

Læg kaninstykkerne i en frostpose og hæld kærnemælken i. Luk posen og sørg for, at kødet er dækket af kærnemælk. Læg derefter posen i køleskabet natten over.

Tag kødet ud af posen og lad det dryppe af. Hæld olien i en lille, dyb pande og varm olien op, indtil den er klar (test om det bobler, hvis du stikker den ikke-svovlklædte ende af en tændstik i olien). Rør melet sammen med krydderierne og vend kødstykkerne i det. Steg to kødstykker i olien og vend dem undervejs. De er færdige, når de er meget gyldne (ca. ti minutter).

Kentucky Fried Rabbit serveres varmt – og gerne med en kraftig chilisauce til.

Note: Kentucky Fried Rabbit er en dejlig saftig ret. Du kan tilføje mere cayennepeber eller chili til melet, hvis du vil have en kraftig krydring, men ellers kan du styre chilistyrken med den eller de chilisaucer, du serverer til. Vil du have en mere sprød version, så prøv at udskifte lidt af melet med rasp.



4 thoughts on “Kentucky Fried Rabbit”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *