Cicchetti på Nørrebro
På den første varme forårsaften spiste jeg på Cicchetti sammen med en af mine venner. Cicchetti er en ret ny restaurant på Nørrebro, hvor fokus er på små lette italienske retter, og det er jo perfekt her i varmen.
Vejret kaldte jo på drinks, så jeg snuppede en negroni – en dejlig kraftig sag med lidt sødme og en god bitterhed.
Cicchetti serverer som sagt små retter, og de anbefaler, at man vælger 5-7 stk. Vi bestilte 5 hver, for så var der måske også plads til en lille dessert til sidst.
Vi valgte begge to burrata – en dejlig fed friskost – og begge portioner blev derfor serveret på én tallerken, så vi selv kunne dele. Jeg er virkelig forfalden til denne servering – den er simpelthen så lækker og saftig.
Min ven tog skinke, og her var portionen så stor, at vi delte den.
Bagefter kom der tre små retter på samme tallerken. Forrest var den friterede squashblomst og en den friterede riskugle, som jeg havde bestilt, og bagerst var min vens servering – jeg mener, at det var en form for friteret fisk med en krydret mayo til, men jeg er ikke helt sikker. Alle tre smagte godt og var ikke for tunge, selvom de var friterede. Men nu var de hver især heller ikke så store, så det havde jeg heller ikke frygtet.
Bagefter fik vi hver en crostini. Min kom med lun kyllingelevermousse og fennikel, mens min ven havde valgt en vegetarudgave. Begge var syndigt lækre!
De sidste retter var henholdsvis en stor kødbolle i en sød og dejlig tomatsauce (min vens) samt en blød polenta med… nu bliver jeg i tvivl, om det var agerhøne eller fasan, der var oven på? Ikke desto mindre var jeg ikke så vild med denne ret. Polentaen var for blød og nærmest suppeagtig, mens kødet var ret sødt og manglede noget syrlighed som modspil. Rigtig ærgerligt når nu de øvrige retter var gode.
Der var søreme også plads til en lille dessert til sidst, og her valgte vi begge en enkel panna cotta toppet med jordbær. En mild og venlig ret, der var meget blød. Det skal en panna cotta også være men jeg havde gerne set, at den havde været en lille smule fastere i det.
Der var godt gang i den lille restaurant, da vi besøgte Cicchetti, og det forstår jeg godt. Der er et fint udvalg af små lækre retter, og da menukortet skifter tit, er det en god undskyldning for at kigge forbi med jævne mellemrum. Samtidig er prisen ganske rimelig – retterne koster mellem 30 og 70 kr stykket, så hvis du holder dig til 5-6 retter, er det en glimrende aftensmadsløsning på en hverdagsaften. Men altså kun hvis du ikke er alt for sulten, for i så fald bør du nok spise et sted med større og fyldigere retter.
Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg kunne finde på at kigge forbi Cicchetti igen. Servicen var god og hjælpsom, og selvom vi sad tæt, og rummet var lille, så føltes det ikke ubehageligt eller irriterende. Det bliver til fire stjerner med pil op herfra.