I sidste uge grublede jeg over, hvad jeg skulle lave til aftensmad, da jeg sad i toget på vej til arbejde, men det løste sig hurtigt, da jeg nåede frem, eftersom en kollega havde sendt mig en vegetaropskrift, han mente, at jeg skulle prøve. Total god service!
Han anbefalede blandt andet at skrue op for mængden af kartofler og karry i forhold til den oprindelige opskrift, hvilket jeg også gjorde. Derudover undlod jeg ingefær men brugte ekstra tomater, da jeg ikke ville have en halv dåse tomater stående i køleskabet, ligesom jeg udelod kokosmælk, da jeg ville skrue lidt ned for kalorierne. Det kan dog generelt anbefales at bruge kokosmælk, for det giver sådan en lækker, cremet konsistens og en god, rund smag.
Blomkålskarry med kartofler
2 personer
Ca. 275 g blomkål, skåret i mindre stykker
Ca. 275 g kartofler, skrubbede og skåret i mindre stykker
Et stort løg, hakket
Olie til stegning
3 fed hvidløg, pressede
1 tsk gurkemeje
½ tsk chili
1½-2 spsk karry
½-1 dåse flåede tomater
evt. ½ dåse kokosmælk
salt, peber, sukker og evt. citronsaft
Evt. tilbehør:
naanbrød
drænet yoghurt
Varm olien på en stor pande og svits løg på mediumvarme, indtil de bliver bløde. Tilsæt krydderierne og vend dem grundigt i løgene. Tilsæt derefter kartofler, blomkål og tomater og rør godt rundt. Læg låg på og lad det simre i 45-60 minutter. Rør i det undervejs og tilsæt evt. lidt vand, hvis du synes, at retten er ved at blive for tør. Smag til med salt, peber, sukker og evt. citronsaft.
Denne blomkålskarry kan spises, som den er, men er du godt sulten, så servér den sammen med naanbrød og drænet yoghurt.
Note: Denne blomkålskarry er en god, fyldig ret med masser af smag. Sørger du for at skrue godt op for krydderierne, som jeg gjorde, så giver den også lidt ekstra varme her i den kolde vinter.