I går havde vi svigerforældrene på besøg, og her startede vi med en hjemmekomponeret Barbiedrink. Den skal jeg helt sikkert have en anden gang, for den var ret lækker. I det hele taget var maden kraftigt inspireret af, hvad jeg lige syntes, der skulle pilles af i krydderurtebedet, men det er bestemt ikke et dårligt udgangspunkt med det lille fine udvalg, vi har. Som forhapser fik vi nogle små kiks med anderilette og friske merianblade på, som jeg havde fra en venlig sjæl, og det er vist første gang, jeg smager det. Meget fin og spændende smag, men sikke det dog mætter! Vi har stadig noget tilbage i dåsen, så den slags er drøjt i brug. Jeg må altså huske at prøve at lave rilette en gang til efteråret eller vinter, for det er en interessant spise.
Barbiedrink
– et skvæt hvid rom
– hjemmelavet rabarbersaft
– knuste isterninger
– lidt vand
Hæld først et skvæt hvid rom i et glas med knust is. Hæld rabarbersaft i, rør rundt og smag den så til ved at tilsætte koldt vand.
Note: Klart blandt mine yndlingsdrinks. Og selvom jeg normalt ikke er til lyserød, så har Barbiedrink en pivflot farve!
Til forret fik vi lidt pil-selv-rejer, som havde marineret i 15-30 minutter i lidt hvidvin og knust ingefær. Så fik de en kort tur på en pande på grillen, inden de blev serveret med en lille kiks, citronbåd samt lidt mayonnaise rørt med citronsaft og salt. Fin lille hyggespise.
Soyamarinerede champignons
4 personer
4 store champignons
4 kviste frisk merian
4 spsk soya
2-3 spsk sirup
lidt salt
Vask champignons grundigt og stik et lidt bredt hul igennem hver – for eksempel på et træspyd. Træk en meriankvist igennem Læg svampene i en skål og overhæld dem først med soya og så med sirup. Drys lidt salt over. Træk en pose over skålen og lad dem marinere mindst en halv time i køleskab, inden de steges kort på grillen.
Note: Soyaen giver faktisk en del smag til svampen, uden at champignonsmagen af den grund forsvinder. En fin ny måde at få champignons på har set lyset i vores hjem!
Kyllingefileter med sennep, salve og bacon
4 personer
4 kyllingefileter, ikke for tykke
2-3 spsk dijonsennep
8 store friske salvieblade
2 pakker bacon i skiver
Kyllingefileter smøres på hver side med sennep og et salvieblad lægges på hver side. Bacon snøres omkring. Kyllingerne dækkes til og marinerer i køleskabet, inden de steges på grillen – sørg for at skære en af den over undervejs for at tjekke, om kødet har fået nok.
Note: Jeg afholder mig normalt fra at grille kylling, da jeg er lidt hys mht. om det bliver gennemstegt, men disse her blev helt perfekte (tak til gemalen for at være god til at grille), ligesom sennepsmarinaden var med til at gøre kødet utrolig mørt og saftigt – meget, meget lækkert!