Tag: kalvekød

Königsberger klopse

Königsberger klopse

Königsberger klopse må være den tyske form for mormormad! Retten består af kødboller, der serveres med en hvid kaperssauce samt knödel eller kogte kartofler. Det er på alle måder en rigtig rar ret – mild, lækker og mættende. Og så passer den jo perfekt ind 

Røget kalvemørbrad med grillede grøntsager og kærnemælksdressing

Røget kalvemørbrad med grillede grøntsager og kærnemælksdressing

I går inviterede jeg træningsmakkeren med hjem efter træning, for gemalen og jeg havde tænkt os at udsætte ham for en omgang texansk mad. Denne gang stod den på røget kalvemørbrad, for vi havde stadig et stykke tilbage af den kalvemørbrad, som også blev brugt 

Nordisk julefrokost

Nordisk julefrokost

I lørdags holdt vi julefrokost, og da det var ret begrænset, hvor meget jeg var hjemme i dagene op til arrangementet, købte jeg de fleste af fiskeretterne og koncentrerede mig i stedet om de varme retter samt desserterne (!).

Nu er danskerne ikke alene om at have et veldækket julebord – både svenskerne og nordmændene kan også være med her, og derfor var det oplagt at lave en nordisk julefrokost. Der er selvfølgelig en del gengangere blandt retterne hos de tre lande, men jeg fandt dog en række svenske og norske retter, som jeg syntes kunne være sjove at indlemme i den ellers ærkedanske julefrokost.

Fra Sverige serverede jeg Janssons fristelse – en ret enkel ret, der er baseret på kartofler, løg, ansjosfileter og fløde. Jeg var dog – oh ve oh skam – løbet tør for fløde, så jeg brugte letmælk i stedet, og det fungerede fint, men fløde vil selvfølgelig gøre det endnu bedre. Jeg har set flere forskellige udgaver af retten – både hvor kartoflerne er i skiver eller lavet til mos – og jeg valgte at lave skive-udgaven.

Janssons fristelse, kartofler, løg, ansjoser, fløde

Janssons fristelse

1 kg kartofler
2 mindre løg
130-150 g ansjosfileter
2-3 dl fløde
peber
evt. salt

Skræl kartoflerne og skær dem i meget tynde skiver. Pil løgene og riv dem på et rivejern eller hak dem meget, meget fint. Læg kartofler, løg og ansjosfileter i lag i et fad ligesom i en lasagne og drys lidt peber over til sidst. Hæld fløden over og bag retten i ovnen ved 200 grader i ca. en time.

Note: Det her er en ret, jeg har undret mig over flere gange, og det var rart endelig at få prøvet den, så konceptet blev ‘afmystificeret’. I bund og grund er det en omgang flødekartofler med ekstra salt i form af ansjoser, men den er alligevel anderledes. Jeg var positivt overrasket over, at ansjoserne ikke var så dominerende, men jeg må nu indrømme, at min hofret bliver det nok ikke.

juleskinke, skinke, sennep, mørk farin, svensk juleskinke

En anden klassisk svensk juleklassiker er juleskinken, som også passer godt ind på det danske julefrokostbord. Hvor mange danskere spiser and juleaften, så er det juleskinken, der står på svenskernes juleborde den 24. december.

Juleskinke

1 røget og saltet skinke på ca. 1 kg
4 spsk dijonsennep
2 spsk brun farin

Kog skinken i en gryde, indtil den når ca. 70-73 grader. En røget skinke skal typisk koge ca. 40 minutter per kilo. Tag skinken op af vandet og læg den i et fad sammen med lidt af væden. Puds skinken af for fedt, og bland derefter sennep og farin og smør det ud over skinken. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader og lad den brune i 15-20 minutter.

Note: Nu er glaseret skinke en dejlig enkel ret, der både fungerer fint som aftensmad eller til frokost, og denne ret fik da også en del ros.

Norge blev også repræsenteret til julefrokosten. Nu indgår der desværre en del specialvarer i flere af de norske juleretter, men da jeg faldt over medisterkaker på en norsk hjemmeside, blev jeg nødt til at lave dem. I princippet er det frikadeller, der er lidt mere krydrede og friske i smagen. Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift og justerede mængderne og sammensætningen lidt.

medisterkaker, frikadeller, hakket svinekød, hakket kalvekød, æg, svinekød, kalvekød, løg, mælk, kartoffelmel

Medisterkaker

900 g hakket svine- og kalvekød
4 æg
2 løg, finthakket eller revet
2½-3 dl letmælk
3 tsk salt
5 spsk kartoffelmel
½ tsk peber
½ tsk stødt muskat
½ tsk stødt ingefær

Rør en fars af det hakkede kød, løgene, æggene, lidt af mælken samt kartoffelmelet. Tilsæt lidt mere af mælken og rør det godt ind i farsen, indtil du tilsætter mere. Bliv ved, indtil al mælken er optaget i farsen. Tilsæt krydderierne og rør dem godt ind i farsen.

Smelt en god klat smør på en pande og form ‘frikadeller’ af farsen med en spiseske. Steg dem gyldne på hver side og servér dem lune.

Note: Medisterkakerne blev stegt i rigeligt smør, hvilket måske er lidt utroværdigt set i lyset af smørmanglen i Norge. Men bortset fra det var de norske dunser ganske gode. Jeg kunne godt lide den friskhed, som ingefæren tilførte smagen, og de blev da også spist op.

Udover de svenske og norske indslag var der også følgende til vores julefrokost: karrysild, svenske kryddersild, gravet laks med hjemmelavet rævesovs (dog kun med halvt så meget sennep som i den oprindelige opskrift), æbleflæsk (dog med bacon i stedet for flæsk, da det var et spontant indslag) og en ribbenssteg, der først var marineret i saften og den revne skal fra to øko-appelsiner i 3-4 timer, dernæst ‘piercet’ med en masse nelliker, drysset med salt og derefter stegt i ovnen. Meget lækker udgave hvor appelsinen tog lidt af den fede svinesmag og i stedet gjorde stegen mere julet og frisk. Mmm!

Der var også et par salater – en rødkålssalat, der bestod af fintsnittet rødkål, tørrede tranebær, smeltet ribsgelé, hindbæreddike og hakkede valnødder – og nedenstående enkle salat, der bestod af fintsnittet radicchio-salat, sharonfrugter i tern samt lidt hindbæreddike.

Jeg nævnte i starten af dette blogindlæg, at jeg også lavede desserter til vores julefrokost – dem blogger jeg om i morgen!