Da jeg tidligere på ugen faldt over frisk løvstikke på tilbud, vidste jeg, at det skulle kombineres med en af de fennikelknolde, jeg havde på lager. Nu jeg var i gang, fik jeg lyst til at lege lidt med flere af de tang-produkter, jeg efterhånden har anskaffet mig og brugte dem derfor i denne romanesco salat. Jeg er ellers ikke specielt god til tang, men jeg kan kun blive bedre til det ved at spise mere tang og vænne mig til smagen. At jeg så er ret pjattet med den speltspaghetti med tang, som jeg også bruger her i retten – ja det tyder måske på, at mine smagsløg er ved at makke ret.
Romanesco salat med løvstikke og speltspaghetti
2 personer
1 fennikel
olie
½ bundt frisk løvstikke
en håndfuld økologisk speltspaghetti med tang
islandsk tangsalt
tangolie
citronolivenolie
1/3 romanesco-kål delt i små buketter
Skær fenniklen i tynde både og steg dem ved middelvarme på en pande sammen med lidt olie. Kog imens speltspaghettien efter anvisningerne. Hæld romanesco i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem trække, mens du laver resten af salaten færdig. Når fenniklen er begyndt at blive mør – men stadig har lidt bid – hælder du fenniklen op i en skål og vender det med ½-1 tsk tangsalt og en sjat tangolie. Løvstikken hakkes og vendes i, inden spaghetti og romanesco også puttes i salaten. Smag din romanescosalat til med lidt citronolivenolie og servér den med det samme.
Note: Romanesco salat er en hurtig og enkel ret – og lige noget for mig. Romanesco er en af de smukkeste grøntsager, du kan opspore og gør sig rigtig godt i salaten, og kombinationen af fennikel og løvstikke var lige så god som forventet. Tangsaltet er fra Urtekram og kan købes i Kvickly. Jeg ved desværre ikke, hvor du kan købe tangolien, men den kan også erstattes med citronolivenolie.