Restaurant Ramón Freixa
Der er ikke så længe til, at jeg får sommerferie, og jeg vil benytte lejligheden til at bringe den sidste restaurantanmeldelse fra foråret – nemlig Restaurant Ramón Freixa. Vi spiste der på ferien i Madrid, og jeg har faktisk ingen god undskyldning for, hvorfor jeg har ventet så længe med at bringe anmeldelsen. Meeen det skyldes nok alle de billeder, jeg skulle kigge igennem og gøre klar til bloggen. For der var temmelig mange retter på menuen…
Ramón Freixa er en to-stjernet Michelin-restaurant i det centrale Madrid, der er opkaldt efter chefkokken selv. Michelin-restaurant lyder dyrt, men prisen for restaurantbesøg i Spanien er ca. det halve af, hvad man giver i Danmark. Jeg mener, at vi skulle give 160 euro for en menu eller 200 euro for menu + vinmenu – og vi valgte det sidste.
Ligesom så mange andre højgastronomiske restauranter så valgte Ramón Freixa at lægge ud med en række mindre appetizers.
Den første var en smuk anretning, der lignede et stykke af en skovbund. Her bestod appetizeren af en slags trøffelkugler lavet på foie gras, æble og ål! En ret usædvanlig kombination men sødmefuld og lækker.
Vi fik en anden servering på samme tid – et slags tyndt kræmmerhus fyldt med et par rejer – men det var så bøvlet at fotografere, at jeg opgav det.
Den næste var til gengæld yderst simpel, for det var sprødt kyllingeskind toppet med friteret hvidløg.
Så kom der en lille drink på bordet! En meget lille en endda (og nej, det sorte er ikke et mini-sugerør men en plastikpind). Det var en Negroni lavet på tomatsaft og vermouth, og det var en frisk lille sag.
Dernæst fulgte verdens mindste croissant – eller i hvert fald tæt på. Den var lavet på søde kartofler og kombineret med kaviar og creme fraiche. Sjov, anderledes og meget lækker (og sikke et pillearbejde at anrette…).
En fin ægge-anretning kom på bordet. Her var æggeskallen fyldt med en creme lavet på søstjerne, trøfler og svampe. Jeg er ikke så god til søstjerne (alt for jernholdig smag), men den var heldigvis ikke dominerende i smagen.
De fine anretninger fortsatte. Her lignede serveringen tatar, men vi havde godt på fornemmelsen, at det var noget andet, selvom smagen var meget lig oksekød. Det viste sig dog at være langtidstilberedt tomat (muligvis vendt i lidt oksefedt?). En velgennemtænkt og smukt anrettet sag.
Så var det tid til sidste appetizer, som bestod af en lille kiks toppet med røget tomat og blomsterblade. Glimrende uden dog rigtig at skinne igennem i forhold til de øvrige appetizers.
Mens vi ventede på den første ret, blev vi naturligvis tilbudt lidt kuvertbrød (sammen med en skøn olivenolie). Vi valgte hver især to forskellige brød, så vi kunne deles om at smage så meget som muligt.
De smukke præsentationer var heldigvis ikke forbeholdt appetizers men fortsatte i resten af menuen. Første ret bestod af en dekonstrueret aspargestærte med grøn aspargessauce og stegt asparges. En ret, der smagte af forår, og hvor de hvide og grønne asparges rigtig fik lov til at fylde.
Den næste ret var mindst lige så frisk og forårsagtig, for den bestod af små lækre ærter kombineret med et stykke stegt torsk samt mynte-hollandaisesauce til. Aldeles fremragende!
Den næste rets udseende kom næsten til at virke primitiv og sjusket, for det var en noget anden stil. Her lå et stykke konfiteret svinekød under et tyndt gelélag (lavet på frugtsaft så vidt jeg forstod) og i en dejlig fyldig sauce. Anretningen var ikke køn, men heldigvis betød det ikke noget for smagen!
Sidste salte ret var et stykke havaborre toppet med brøndkarse og serveret i en sauce lavet på blandt andet hvid chokolade og østers. Simpel og kompleks på samme tid – en skøn og nuanceret ret.
Og så passede det ikke helt – der var faktisk to små appetizers inden desserten. Den ene – til venstre – var en krydret fiskehale (ja, det er lidt svært at se), og den anden var en friteret kugle, som jeg mener bestod af blandt andet kartoffelmos.
Og så kom desserten. Og selvom den var anrettet på en imponerende guldtallerken, så kom den næsten til at virke for enkel i forhold til mange af menuens øvrige retter. Den bestod af en forsølvet chokoladeskal, en trøffel, en mælkeis og lidt kørvel. Og det var ganske vellavet, men jeg savnede lidt mere vildskab eller vovemod i enten smag eller anretning.
Vi bestilte et par kopper cappuccino og søreme om der ikke fuldte lidt sødt med. Der var forskellige slags chokolader… (også en lille skål, jeg ikke fotograferede)…
… samt lidt fyldte chokolader.
Pyha. Det var lidt af en omgang – men sikke en! Fantasifulde, nuancerede og velsmagende retter, hvor intet faldt igennem, men hvor et par serveringer godt kunne have haft et ekstra twist, så de var på højde med de øvrige anretninger. Vinmenuen passede dog godt til maden.
Servicen var naturligvis fænomenal. Det skal den jo være på en restaurant med to Michelinstjerner, og når det er i udlandet, så er det også lidt mere formelt, end hvis du spiser på en af Michelin-restauranterne herhjemme. Meget behagelige og opmærksomme tjenere. Vi blev naturligvis lidt starstrucked da selveste chefkokken kiggede forbi vores bord både før og efter maden (og så elskede jeg, at han gik rundt i knaldgule sneakers til sit kokke-outfit! Den slags kan man kun slippe afsted med den slags steder, hvis det er chefen selv…).
Restaurant Ramón Freixa var heldigvis lige så fremragende, som jeg havde håbet på. Jeg ender på fem stjerner med pil op til den gode restaurant i Madrid.
