Restaurant Kuoco

Restaurant Kuoco

Da vi var i Madrid i sidste måned, spiste vi på Restaurant Kuoco. Jeg faldt over den på Tripadvisor, da jeg ledte efter spændende spisesteder, og det kreative fusionskøkken og de flotte anmeldelser fik mig til at booke bord. Det kom vi ikke til at fortryde.

Restaurant Kuoco, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Madrid

Vi snuppede hver en cocktail (der kostede 10 euro stykket og bestemt var pengene værd), og de var virkelig lækre! Jeg lokkede gemalen til at prøve en Oxaca Mule med jalapenos, som nok ville være for stærk til mig. Ooog den var virkelig spændende (og krydret!). Selv snuppede jeg en Pisco Nikkei, der var mere cremet og mild – men også havde en flot nuanceret smag.

Vi var desværre ikke sultne nok til at snuppe en tasting menu men efter fin vejledning fra tjeneren fik vi sammensat vores egen menu via a la carte-kortet.

Restaurant Kuoco, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Madrid

Vi blev anbefalet at prøve de sprøde wontons med svinekød, krydret ananascreme, koriander og lime. Og ja – det var en dejlig mundfuld!

Restaurant Kuoco, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Madrid

Tjeneren havde fortalt, at der ikke var megen forskel på portionsstørrelsen i forhold til forretter og hovedretter, så vi valgte at dele to forretter samt en hovedret. Den første forret var kammuslingetatar serveret i en syrlig passionsfrugtsauce med tomater, sort quinoa og skalotteløg. Og uha, det var lækkert! En meget spændende sammensætning, hvor den syrlige frugt komplimenterede muslingerne overraskende godt.

Den anden forret var lige efter mit hoved – eller måske mave – for her delte vi en grillet blækspruttearm, der blev serveret med en krydret mojo og en papadum med tamarind chutney. Den holdt hele vejen igennem. Jeg kunne især godt lide den dybe, krydrede smag som mojoen havde.

Hovedretten var en fyldig simreret lavet på kalvekæber i en karrysauce, der både var inspireret af karryretter fra Mexico og Bangkok. Der var brugt chipotle, søde ærter, kartofler og taleggio ost i den. Og ja, nu gentager jeg mig selv, men den smagte også aldeles fremragende! På det her tidspunkt overvejede jeg, om vi kunne bortføre kokken 😀

Restaurant Kuoco, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Madrid

Vi havde egentlig ikke planlagt at spise dessert, og vi var også rimelig mætte, men maden smagte så godt, at vi simpelthen blev så nysgerrige i forhold til, hvordan desserterne var. Så vi endte med at bestille to desserter, vi kunne dele.

Den første, der gik under navnet Mango Thai, fik en kraftig anbefaling af den ene tjener, og den lød også så usædvanlig, at den måtte vi prøve. Den bestod af ganache lavet på hvid chokolade, mangostykker, passionsfrugtis, mintgranité og galanga soup. En meget interessant og knapt så sød dessert. Den passede rigtig godt til Kuoco.

Den anden dessert var mere klassisk, for det var en fortolkning på en Banoffee tærte. Her lavet som et stykke kage på tonkabønner- muligvis også med banan i – og toppet med chokoladecreme og bananskiver, en kugle is samt toffee lavet på miso. Og den var udmærket men dog ikke i nærheden af de øvrige retter.

Det var virkelig en fornøjelse at spise hos Kuoco. Fremragende drinks og retter, hvor kun den allersidste ikke blæste os omkuld.

Tjenerne var søde til at forklare og pjattede også en del. I det hele taget var der en god stemning i den lille restaurant. Maden var i den dyre ende (i forhold til det prisniveau vi ellers havde oplevet i Madrid) og næsten på niveau med restauranterne i Danmark. Men absolut pengene værd.

Jeg ender på fem stjerner med pil op til Kuoco.



4 thoughts on “Restaurant Kuoco”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *