Le Pigeonnier

Le Pigeonnier, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Vence, Frankrig, ProvenceJeg blev slet ikke færdig med at fortælle om Provence, for der er stadig et par restaurantbesøg, der bør nævnes, så lad mig afrunde sommerferien med et lille tilbageblik på en af dagene med over 30 grader og lækkert solskinsvejr hele dagen.

I Vence ligger restauranten Le Pigeonnier, som ligner en klassisk sydlandsk fortovsrestaurant, men som har et lidt højere niveau end de almindelige turistfælder.

Jeg bestilte farserede courgetteblomster – en lidt mere utraditionel måde at få courgetteblomster på i forhold til den klassiske indbagte udgave, som jeg fik på Lou Pistou et par dage senere. De viste sig at være overraskende lette og elegante – meget fine i smagen. Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med tomatsaucen, de lå i – den havde en lidt skarp smag, som ikke rigtig passede til de fine blomster.

Til hovedret valgte jeg denne smukke fiskeret, for selvom gemalens kødret lød ret fristende (og viste sig at smage irriterende godt), så havde jeg lovet mig selv at spise mere fisk på ferien. Det er ikke alle, der bryder sig om at få serveret en hel fisk, men jeg synes nu, at det er ærlig og direkte madlavning, når fisken serveres hel – inkl. hoved, hale og finner! Den var stegt lige tilpas, så det milde, velsmagende kød var let at vippe af benene og spise sammen med de krydrede ris. Der var også en kæk citronsauce til, som bandt retten sammen. Lige noget for en citronelsker som mig.

Varmen havde taget noget af appetitten, så jeg sprang desserten på Le Pigeonnier over. Mine svigerforældre bestilte begge kaffe, og her viste det sig, at der fulgte fire små kager/desserter med! En ret positiv overraskelse – især da jeg fik to af dem! Lækre små sager.

Le Pigeonnier hører til en af de bedre fortovrestauranter, jeg har spist på i Frankrig. Det var et glimrende frokostmåltid, og jeg kvitterer med fire stjerner.



9 thoughts on “Le Pigeonnier”

  • Det er nemlig endnu een af de ting, de kan til ug med kryds og slange: Lave ærlig, gedigen og som oftest super velsmagende mad – på ganske simple cafeer. Hold da op, hvor kunne man lære noget af det hjemme i Danmark!

    • Ja, men de har det også let med alle de lækre råvarer! Nå, Danmark er nu også blevet bedre på det punkt de senere år, men der er nu noget ved de friske sydlandske retter om sommeren 🙂

  • Hvor ser det lækkert ud, Piskeris! God idé at spise på gode restauranter, når I er ude at rejse og at vælge andre steder end de almindelige turistfælder.

    • Vi prøver i hvert fald på at undgå dem, og jeg synes også, at vi er blevet bedre til det, men ofte forbereder vi os i forvejen, så vi allerede kender navne og adresser på gode steder, inden vi tager på ferie. Altid godt at kunne opsøge, hvis man ikke lige selv støder på noget spændende 🙂

  • Synes at det ligner squash blomster… Flot ser det ud, men tror ikke lige jeg ville sætte tænderne i dem,…. Jeg har for mange dårlige oplevelser med fisk i udlandet , til jeg vover mig ud i det mere,….. Men din ser nu vældig fin ud…

    Her på min ferie , fik jeg to dage…. forskellige retter med svinekød og den ene dag citron “sovs” til og den anden dag noget lime “sovs” hold op var det bare godt…..

    Kunne have spist det hver dag….. men ville jo gerne prøve andre græske retter også……

    Og ja….. vejret i dk er … ikke ret tit.. godt med sol, så derfor rejser vi altid en uge hver sommer, til et sted.. hvor der forhåbentlig er sol og varme…….

    Hyggehygge
    Marianne

    • Jeg har heldigvis kun gode fiskeoplevelser på restaurant, men det er for sjældent, jeg husker at bestille det 🙂
      Håber I havde en god ferie!

  • Uha, det ser lækkert ud. Kommer ikke forbi Provence i år, men må da klart huske alle dine indlæg når jeg engang skal derned. Den danske sommer… hvorfor ikke bare altid tro, at det bliver 17 grader og regnvejr og så ellers blive positivt overraske hvis det bliver bedre 🙂

    • Jeg mener altså, at der bør være et minimumskrav til den danske sommer, som meget passende kan gå på min 18 grader hver dag OG solskin! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *