Johan P i Malmø
Tidligere på måneden var gemalen og jeg i Malmø sammen med hans kolleger. Som afslutning på udflugten spiste vi på fiskerestauranten Johan P. Da vi var 11 personer, var restauranten blevet bedt om at sammensætte en menu til os, så vi ikke skulle bruge tid på at vælge ud fra menukortet, og det fungerede ganske glimrende.
Jeg brugte mest tid på at socialisere under middagen på Johan P, så følgende beskrivelse er knapt så detaljeret som de sædvanlige anmeldelser.
Første ret var to små madder – eller nordisk tapas om man vil. Der var stenbiderrogn på et lille stykke ristet hvidt brød sammen med hakkede rødløg og en form for creme fraiche. Altid en vinderkombination men lidt usædvanligt at se stenbiderrogn på denne årstid. Den anden mad var røget ål med salatblade på en mørk skive rugbrød dryppet med en mørk sauce. Også en glimrende servering. Kombinationen af de to madder var dog ret pudsig. De smagte glimrende, men jeg undrede mig over, hvorfor restauranten havde valgt at sætte to så forskellige serveringer sammen.
Derefter kom der brød på bordet – to slags saftigt lyst brød, der næsten var på kagestadiet – og selvfølgelig også noget knækbrød. Svenskerne er helt vilde med knækbrød og serverer det også som kuvertbrød. Det er lidt skægt.
To af deltagerne drak ikke vin, så tjeneren på Johan P var hurtig til at tilbyde et bredt udvalg af drikkevarer fra Søbogaard – god stil!
Den næste anretning var denne smukke ret serveret i en muslingeskal – ceviche lavet på tun, agurk, koriander og vist nok mild rød grapefrugt. En lækker servering, hvor især korianderen var med til at pifte retten op og få mig til at drømme om varmere egne.
Hovedretten var en rigtig lækkerbisken. En perfekt tilberedt fisk, hvor jeg dog er lidt i tvivl om, hvilken en det var. Det er muligt, at det har været en kulmule-art, men jeg er ikke helt sikker. Den blev serveret medgrillede asparges og lun aspargessauce samt stegte salatblade. Herlig servering med masser af asparges og en meget lækker tilberedt fisk. Mmmm!
Som afslutning på måltidet var det muligt at vælge mellem en rabarberdessert eller en ostetallerken. Jeg valgte sidstnævnte, da jeg som bekendt har rabarber- og asparges-benspænd denne måned, så jeg tænkte, jeg nok ville få rigeligt med rabarber i juni. Osteudvalget var udmærket men dog lige lovlig konservativt. Der var en comté, en gedeost og en tallegio sammen med lidt frisk figen, en ret spændende pæremarmelade samt runde grove kiks. Jeg havde nok håbet, at restauranten havde taget min. én anderledes/utraditionel ost med i stedet for at tage tre sikre kort, og det var også lidt underligt, at de helt havde fravalgt skimmeloste.
Alt i alt en dejlig aften på Johan P, hvor servicen var tilpas opmærksom og venlig. Meget fine retter, hvor jeg dog undrede mig lidt over kombinationen i forretten og gerne havde set et lidt modigere valg i osteserveringen, men til gengæld meget fine, spændende og velsmagende fiskeretter
Jeg ender på fire stjerner med pil op til Johan P og er bestemt ikke bleg for at opsøge stedet igen, hvis jeg kommer på de kanter igen.