Evaluering af LCHF
Benspændet i juni måned var at leve efter LCHF-principperne i 24 dage, og nu hvor denne periode er ovre, vil jeg dele mine erfaringer med jer. Vær opmærksom på, at det er mine erfaringer og dermed ikke den endegyldige sandhed for, hvordan LCHF påvirker lige præcis din krop og dit humør. Menneskers sind og kroppe er forskellige, og da jeg kun har fulgt principperne i 3½ uge, så kan jeg ikke sige noget om langtidsvirkningerne. Jeg har både hørt meget positive og meget negative erfaringer med denne livsstil, hvilket også viser, at folk reagerer forskelligt ved at følge disse principper.
Normalt humør og velbefindende
Jeg har ikke kunnet mærke den store forskel – humørmæssigt – ved at følge LCHF-principperne. Jeg har ikke en gang været sur over at skulle undvære sukker 🙂 Jeg syntes dog, at jeg fik lidt kraftigere hjertebanken på fjerdedagen, og da jeg aldrig har det til daglig, blev jeg lidt urolig. Derefter skar jeg lidt ned på fedtet. Om fedt og hjertebanken havde noget med hinanden at gøre, er jeg ikke 100% sikker på, men jeg oplevede i hvert fald kun dette denne ene gang.
Mindre appetit
Jeg har ikke været nær så sulten, mens jeg har fulgt LCHF-principperne og har derfor spist mindre portioner. Især om morgenen, hvor jeg normalt spiser en fedtfattig udgave af tykmælk eller yoghurt toppet med frisk frugt, har jeg kunnet mærke en forskel. Godt nok holdt jeg mig til 2%-udgaven af græsk yoghurt, men det var stadig federe end det, jeg spiste normalt, og derfor var jeg også mæt i længere tid. Det er derfor en af de ting, jeg vil tage med mig, for her kunne jeg klart mærke en positiv forskel i forhold til mine normale morgenmåltider.
Jeg havde også brug for færre mellemmåltider og var mæt i længere tid. Midtvejs i perioden havde jeg et par dage, hvor jeg ikke kunne undgå brød og sukker på grund af sociale arrangementer, og her kunne jeg med det samme mærke, at jeg blev mere sulten.
Fedtforbrænding eller ej
En af de mest grænseoverskridende ting ved at spise efter LCHF-principperne er faktisk at spise mere fedt. Det strider så meget imod, hvad jeg normalt er blevet opdraget til, at det var langt sværere end forventet. Samtidig brød jeg mig heller ikke om at spise så meget fedt, ligesom min krop heller ikke havde lyst til det, så jeg er ret sikker på, at jeg ofte ikke fik spist så meget fedt, som jeg ‘burde’. Umiddelbart burde det ikke være et problem, eftersom jeg har en lav forbrænding i forvejen, så jeg har ikke nødvendigvis brug for lige så meget fedt som andre, men jeg er rimelig sikker på, at jeg ikke opnåede decideret fedtforbrænding – ketose.
Lavere vægt
En del kaster sig over LCHF for at tabe sig, og sandt at sige håbede jeg da også på at kunne smide et par kilo undervejs. Kiloene raslede ikke ligefrem af – det havde ærlig talt også skræmt mig – men der er røget et par kilo. Det skyldes først og fremmest at jeg har holdt meget øje med, hvad jeg spiste i denne periode, og at stort set alt overflødigt (mellemmåltider, slik m.m.) blev skåret væk, men selvfølgelig betyder det også noget, når indtaget af hurtige kulhydrater bliver kraftigt reduceret, og at portionerne er lidt mindre.
Manglende sukkertrang
Det var overraskende let at skære sukkeret bort. Godt nok spiser jeg ikke særlig meget slik i forvejen, men det overraskede mig egentlig, at jeg ikke savnede det mere. Bagefter har jeg fundet ud af, at sådan en hurtig sukkerafvænning også gør én mere kræsen, for da jeg spiste en lille Bounty efter afslutningen, smagte den grimt! Mine smagsløg har efterhånden sagt farvel til det meste chokolade, der kan købes i supermarkederne. Det kan godt være, det er en anelse snobbet, men jeg synes nu, at det er meget praktisk. Så spiser jeg kun chokolade, når jeg køber god kvalitet, og så husker jeg også at nyde det ekstra meget.
Knapt så varieret kost
En af ulemperne ved at følge LCHF-principperne er, at du ekskluderer en hel del råvarer fra din kost. Du risikerer, at du ikke husker at variere din kost lige så meget (og dermed får alle de næringsstoffer, som du bør), ligesom du let kan komme til at fokusere for meget på alle de ting, du ikke må spise. Det udfordrer til gengæld din kreativitet – hvilket jeg elsker – men der er også lige lovlig mange ting, som du pludselig ikke kan spise. Det fører mig til:
Sværere at spise efter sæsonen
Jeg foretrækker at spise efter sæsonen – i hvert fald i store træk. Det er sundere, billigere, smager bedre og er godt for miljøet. Det er dog en udfordring, hvis du følger LCHF-principperne, for hvad gør du så i den lange vinterperiode, hvor det stort set kun er kål og rodfrugter, som du kan få i frisk udgave? Det var helt overlagt, at jeg lagde LCHF-benspændet i juni måned, hvor supermarkederne for alvor begynder at bugne med friske danske grøntsager. Det betyder dog ikke, at sommeren er en perfekt tid at følge LCHF-principperne. Det er faktisk på kanten af tortur at måtte undvære de lækre nye danske kartofler, de saftige frugter og de kølige drinks på terrassen, så de tre ting vender altså tilbage i min kost i juli måned.
At være den besværlige gæst
Det er på mange måder en stor ulempe at følge LCHF-principperne, så snart du ikke spiser hjemme. I den første uge var der tre aftener, hvor vi spiste hos venner, og her var de søde nok til at tage hensyn til vores kost-eksperiment, selvom flere af dem uden tvivl syntes, at det var lidt underligt og ikke mindst udfordrende. Kulhydrater fylder rigtig meget i dansk madlavning, så når du pludselig beder folk om at lave mad, der udelukker brød, kartofler, pasta og ris, så gør du det ikke let for dem.
Gemalen og jeg kan godt lide at spise på restauranter eller cafeer, men det har vi helt undgået i denne periode, for restaurantmad tager sjældent hensyn til LCHF-principperne, og vi orkede ikke rigtig at møde op på en restaurant og risikere, at køkkenet ikke ville tage særlige hensyn til vores kost-eksperiment.
Kedelige drikkevarer
Vand, vand og masser af vand. Det bliver lidt kedeligt i længden. Jeg har altid været god til at drikke masser af vand, men ind imellem vil jeg altså gerne have et glas et-eller-andet-der-smager-af-noget, og her er det ret træls at følge LCHF-principperne. Jeg kunne principielt set tage et glas grøntsagsjuice, men det tiltalte mig ikke rigtig – jeg foretrækker at tygge grøntsager og ikke at drikke dem. Danskvand bliver også kedeligt i længden. Det endte med at jeg begyndte at drikke mere light cola, og det var ikke særlig konstruktivt! Udfordringen med mere spændende drikkevarer nåede jeg desværre ikke at knække.
Konklusion: Jeg kan sagtens se fordele i at skære ned på kulhydraterne. Det er i forvejen noget, vi har gjort de sidste par år, men det er noget, jeg gerne vil fortsætte med. Ikke lige i juli måned, for der skal vi skeje lidt ud, men fra august vil jeg være endnu mere selektiv mht. hvornår kulhydraterne inkluderes i madlavningen.
Jeg vil også skære ned på (unødigt) indtag af sukker. Ingen grund til at spise noget af ren vane – det skal kun være som (velfortjent) fornøjelse, hvor det nydes i fulde drag og ikke fordi jeg er træt, eller trist eller keder mig – eller hvad der nu kan være af dårlige grunde til at æde sukker.
Jeg kommer ikke til at følge LCHF-principperne strikst. Der er for meget, der ekskluderes, hvilket jeg også oplevede, da jeg prøvede at være veganer. Men jeg oplevede dog også, at der var flere ting, som min krop reagerede positivt på, og de ting vil jeg tage med mig.
Mange af dine erfaringer var de samme som mine, men jeg tabte mig nu ikke. Min mave havde også lidt svært ved de manglede fibre..
Til gengæld fandt jeg ud af, at det var nemt at skære ned på stivelse og sukker, så der er LCHF godt- men som du vil jeg ikke undvære lækre nye kartofler eller en nybagt bolle:)
Nej, det var fint at prøve en periode, men jeg har lidt svært ved at forestille mig at skulle undvære kulhydrater helt. Jeg har dog bestemt tænkt mig at bruge de positive erfaringer fremover (undtagen i juli måned :D), så vi kommer til at skære endnu mere ned på stivelsen i hverdagene.
Tak for tilbagemelding – det var spændende at høre, hvordan din krop reagerede. Jeg har jo selv fulgt “kuren” over en længere periode, i den tid fra 3. dagen af kuren brugte jeg ketosestiks – de viste næsten hver dag fedtforbrænding – det var ret spændende at følge med i.
Charlotte
Det burde jeg næsten have gjort. Havde svært ved at vurdere hvornår jeg spiste nok fedt. Det kan være, jeg skal prøve dem på et tidspunkt 🙂
Super evaluering. Jeg er også ret nysgerrig med LCHF da min mave i forvejen ikke er så glad ved kulhydrater og for meget stivelse. Jeg følger det heller ikke striks, men har ladet mig inspirere meget af de lækre alternativer til brød, ris og pasta – bare som variation til de konventionelle stivelses-fødevarer. Jeg er også begyndt at vælge mere fedtholdige mælkeprodukter – og kan som dig, mærke en enorm forskel når jeg har fået nok protein og naturligt fedt fra morgenstunden.
Jeg regner med, at jeg så småt begynder at vende tilbage til en række af principperne i løbet af den kommende tid. Efter en herlig måned med masser af is trænger jeg til en tid med mindre sukker 😀