Tusen Vin

Tusen Vin

I min serie over danske vingårde er jeg nu nået til Tusen Vin, som jeg kender særdeles godt. Vingården, der ligger på Tuse Næs, er nemlig startet af to gode venner i 2020. Mens første bølge af corona buldrede derudaf, valgte de at plante 15.000 vinstokke! Dermed er de allerede nu – inden de første druer er høstet – blandt de største vingårde i Danmark, og drømmen er da også, at de en dag kan leve af det. Området på Tuse Næs er netop også valgt efter lang tids søgen, da det har et godt klima til vindyrkning.

vingården Tusen Vin

Tusen Vin fokuserer på økologisk mousserende vin, men de forventer også at inkludere rosé i deres sortiment på længere sigt. Der er plantet fire forskellige druesorter, der alle er valgt ud fra, at de passer til det danske klima. Det er de hvide druer Solaris, Souvignier gris og Muscaris samt rødvinsdruen Cabernet cantor, der skal bruges til mousserende rosé.

Vinstokkene er efterhånden store nok til, at Tusen Vin kan at have en lille prøvehøst i år, mens den første rigtige vinhøst bliver i 2023.

Tusen Vin cider

Tusen Vins første produkt så dog dagens lys allerede sidste år. Tusen Vin har nemlig indgået et samarbejde med det lokale Tuse Næs Gårdmosteri, der dyrker økologiske æbler. Der blev derfor brygget æblecider på vingården, og resultatet blev en perlende cider lavet på champagnegær. Tusen Vin fik blod på tanden, så i år får den lokale cider følgeskab af flere typer cider lavet på økologiske æbler fra Fårehavegård fra Fyn.

Vinbønderne har brugt det sidste halvandet år på at bygge vineri til den fremtidige vinproduktion, og er du nysgerrig, kan du besøge stedet lørdag den 7. maj, hvor der er indvielse af vineriet. Her kan du også smage de nye typer cider, der er blevet brygget i løbet af vinteren. Læs mere på Tusen Vins Facebookside.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *