Da gemalen og jeg var i London, spiste vi på Duck & Waffle, som en af mine kolleger havde anbefalet mig. Da jeg fortalte hende, at jeg skulle til London, anbefalede hun straks, at jeg tog forbi Duck & Waffle, da det er lidt af en oplevelse at nyde en drink i 40. etagers højde! Vi kunne dog ikke helt nøjes med drinks men sørgede for at bestille bord til frokost. Her vil jeg i øvrigt lige komme med en anbefaling – hvis du vil spise der, så sørg for at booke bord præcis to måneder før, hvor de åbner for booking. Vi bestilte bord samme dag, hvor de åbnede for bookingen til den dag, vi ville spise der, og vi havde nær ikke fået bord! Så der er rift om pladserne…

Men tilbage til selve spiseoplevelsen. Vi fik bord ved vinduet, og selvom vejret var gråt og regnfuldt, så var det fascinerende at kigge ud over byen. Duck & Waffle ligger ikke i den kønneste del af London, men der er nu noget specielt ved at være så højt oppe, at man kan kigge ned på alle bygningerne.  

Gemalen og jeg havde bestilt en drink hver i baren, som så blev leveret til os ved bordet. Desværre havde de lavet en fejl og givet os en forkert drink, men det opdagede vi med det samme og fik naturligvis byttet den. De var i øvrigt begge uden alkohol, men man kunne dog også vælge at få med alkohol, hvis man havde lyst til det.

Vi spurgte os lidt for hos tjeneren, da vi havde svært ved at lure hvor store, de enkelte portioner var. Vi ville gerne dele, så vi begge kunne smage så meget som muligt, så de sørgede for at give os ekstra tallerkner, så det var lettere for os at dele retterne.

Den første servering var en ret fra deres brunchkort og bestod af luftig vaffel toppet med oksekæbe, pocheret æg, hollandaise-sauce samt Sriracha-sauce. En rigtig lækker ret, hvor den fyldige sauce passede godt sammen med det møre kød. Samtidig gav chilisaucen lige et pift, som tog brodden af den fede saucesmag.

Næste ret var en stor skål blandet salat – og her digter jeg lidt, for vi valgte faktisk den lille udgave, men det var en rimelig stor portion, eftersom salaten bestod af ret mættende ingredienser – blandt andet kål og røget mozzarella. Den var vendt i en gavmildt portion ranchdressing og drysset med ristede boghvedekerner, og så smagte den skønt! Bevares – det var ikke verdens sundeste salat, men den var både sprød, saftig og havde mange gode smagsnuancer.

Sammen med salaten spiste vi dette lækre luftige brød, som var smurt med smeltet smør og drysset med lidt krydderier. Vi tog det nok mest for at være sikre på at blive mætte, men set i bagklogskabens klare lys så behøvede vi det ikke – blandt andet takket være den mættende salat samt at flere af retterne var lidt større, end vi forventede. 

Derefter fik vi et fladbrød, der var smurt med flødeost og toppet med røget laks samt letsyltet agurk. En ganske glimrende servering som dog virkede lidt simpel i forhold til de foregående retter. Men lækkert med en god, saftig laks kombineret med en let flødeost.

Vi havde også bestilt snacks, der bestod af barbeque-krydrede svineører (ja, jeg kunne ikke nære mig, det lød simpelthen så skørt). De dukkede dog først op, da vi var næsten færdige at spise, men så sad vi og nippede til dem, mens vi spiste de sidste retter. De smagte i øvrigt fortrinligt, men man skulle dog passe lidt på, da barbequeen klæbede til fingrene, så man let kunne få det på dugen eller tøjet.

Vi havde ikke spist morgenmad, da vi ville være sikre på at have god appetit til frokost, og vi mente derfor godt, at vi kunne dele en dessert som afslutning på måltidet. Inden da tog jeg dog en drink mere – denne gang med alkohol. Den var lavet på mangovin, og det var en ret interessant – og ikke voldsom sød – drink, hvilket passede mig fint.

Og så kom vi til desserten… og den var stor! Jeg tror, vi havde forestillet os en dessert, der var på størrelse med vaffelanretningen, vi fik i starten, men den var ca. dobbelt så stor! Vi havde valgt en ‘Spring Fever Elvis’ som var den vaffel, der lød som den mest friske udgave (trods navnet). Her var den luftige vaffel nemlig toppet med letsyltede rabarber, blodappelsiner, citronte-marmelade, mandelsmør og mascarponeis samt lidt flødeskum.  En virkelig lækker dessertvaffel, hvor is, frugt og nødder gik op i en højere enhed.

Vi var dog også meget mætte og kunne næsten ikke rokke med ørerne. Vi kunne godt have undværet brødet, og jeg ville måske også gerne have valgt noget andet og lidt mere spektakulært end laksen, men begge ting smagte dog aldeles glimrende.

Tjenerne var smilende og servicemindede, men de fik dog kludret lidt rundt i vores drinks og havde også registreret dem forkert, så de stod til en højere pris på regningen. Det fik vi heldigvis løst, men det gav lidt et indtryk af, at de ikke havde 100% styr på tingene.

Men bortset fra fejlene omkring drinks så var det en rigtig god oplevelse at spise hos Duck & Waffle. Dejlig mad og lækre drinks til en ganske fornuftig pris. Og så var det som sagt også fascinerende at kigge ned på de høje bygninger. Jeg tror, det vil være endnu mere fantastisk en dag, hvor der er klart vejr.

Jeg ender på fem stjerner til Duck & Waffle og en klar anbefaling.

Heston Blumenthal er min absolutte yndlingskok, og jeg ville rigtig gerne have været på The Fat Duck, da vi var i London, men vi kunne desværre ikke få bord. Heldigvis står Heston også bag en anden spændende restaurant, nemlig Dinner – by Heston Blumenthal, hvor maden er inspireret af retter hentet fra den engelske gastronomis historie. Sådan noget kan jeg jo slet ikke stå for, og gemalen var heldigvis let at lokke med til en omgang frokost på restauranten.

Dinner – by Heston Blumenthal holder til på Mandarin Oriental, der ligger ved Hyde Park. Et meget smukt og overdådigt sted, og jeg er rimelig sikker på, at jeg aldrig før har betrådt lokaler, der har så høj kvadratmeterpris. Selve restauranten var ret stor – og velbesøgt, så tjenerne havde travlt, men der var en fin stemning alligevel.

Der blev selvfølgelig serveret kuvertbrød hos Dinner – by Heston Blumenthal, og det var et af de få kritikpunkter, jeg havde til oplevelsen, for det var ganske enkelt bagt lidt for meget. Den tykke, meget sprøde og lidt for tørre skorpe kom til at dominere alt for meget, og brødet var i det hele taget ikke så interessant.

Gemalen og jeg valgte hver en forret, men tjeneren spurgte på eget initiativ, om vi ville dele retterne, og det ville vi da egentlig gerne. Normalt smager vi en bid af hinandens retter, men i London oplevede vi flere gange, at restauranterne forventede, at vi gerne ville dele retterne, og det udnyttede vi selvfølgelig. Jeg troede ellers, at der ville blive set skævt til ‘tallerkenbytning’ midt under måltidet, når man spiste på finere restauranter, men der tog jeg så fejl.

Tilbage til retterne. Den første forret var ‘Meat Fruit’ – en ret fra omkring 1500, som bestod af mandarin, kyllingelever-parfait og grillet brød. En smuk og ret kæk servering, som både var oplagt og alligevel original. Parfaiten var utrolig cremet og lækker og havde en balanceret sødme, som gik godt i spænd med mandarin-laget. Leversmagen var ikke særlig tydelig og retten lå smagsmæssigt tættere på foie gras uden dog at være så fed (og politisk ukorrekt). Det grillede brød gav fedme og sprødhed, og det var i dele taget en ganske vellykket sammensætning.

Den anden forret, som vi delte, var denne ret, ‘Rice & Flesh’, fra 1390. Det var så vidt jeg kunne se den ældste ret, der var hentet inspiration til. Retten bestod af en risotto smagt til med safran og serveret med små stykker kalvehale kogt i rødvin. En ret fræk ret – det var i hvert fald ikke lige det, vi havde forventet, og måske håbede jeg et eller andet sted også på, at retten ville have været tættere på udgangspunktet. Men igen en smuk servering og godt udtænkt. Jeg syntes dog, at risene havde lidt for meget bid – de var ret hårde, og selvom risotto helst skal have noget bid og ikke bare være en udkogt grød, så burde de have fået et par minutter mere.

Hovedretterne havde vi for os selv – underforstået at her smagte vi kun en bid fra den andens tallerken og koncentrerede os ellers om egen ret. Jeg havde valgt ‘Spiced Pigeon’, som stammer fra 1780. Her var duen kogt i ale sammen med artiskokker. Mørt og med god, tydelig smag. Vi kunne vælge forskellig slags tilbehør til vores hovedret, og vi valgte at dele en skål ultracremet kartoffelmos.

Det var også muligt at få salat og et par andre ting, men da vi ikke var glubende sultne og også ville gemme noget appetit til desserten, så holdt vi os til den lille portion kartoffelmos.

Vi drak hver et glas rødvin til hovedretten, men jeg fik desværre ikke noteret hvilke. Jeg var meget i tvivl om, hvad der ville passe til min ret, da duen var tilberedt sammen med ale, men her var stedet sommelier heldigvis god til at rådgive, så jeg fik en vin, der passede godt til maden.

Dessertkortet var selvfølgelig lige så svært at vælge fra som resten af menukortet var, men da jeg så ‘Quaking Pudding’ fra 1660 var jeg ikke i tvivl – den måtte jeg prøve! Den bestod af pærer, pærecider, lime og karamel og var ret charmerende anrettet. Denne minibudding minder mig om min tidligste barndom, hvor budding ind imellem blev brugt som dessert, men Dinner-udgaven var dog langt, langt bedre. En blød og fnuglet budding med mild og let smag kombineret med den søde sauce og de lidt kraftigere frugter. En perfekt dessert på sådan en solbeskinnet og lun efterårsdag.

Jeg drak et glas Jurancon Uroulat, Charles Hours fra Frankrig 2010, og den havde en dejlig sødme, som straks fik smilet til at blive endnu bredere. Der er nu ikke noget som en sødmefuld og frisk dessertvin…

Mens vi ventede på regningen, fik vi denne lille ‘efter-dessert’, som bestod af en enkel chokolademousse smagt til med te og serveret med en kommenkiks. Nu er kommen en af de få ting, jeg virkelig ikke kan lide, men jeg smagte da på kiksen, inden resten af den blev doneret til gemalen. Et sødt lille chokoladepunktum på en skøn frokost.

Dinner – by Heston Blumenthal er en ret ny restaurant, men fik allerede efter ni måneder sin første Michelin-stjerne, og det vil ikke undre mig, hvis den får en mere med tiden. Prisniveauet er i den dyrere ende, men du kan slippe billigere ved at vælge deres frokostmenu, som de serverer på hverdage. Vi besøgte stedet en lørdag, så vi holdt os til den almindelige menu. Det er dog generelt et godt trick at spise frokost på finere restauranter, for her kan du tit prøve mange af de samme retter, der også serveres om aftenen, men til en lavere pris.

Servicen hos Dinner – by Heston Blumenthal var fin, men der var rigtig mange forskellige tjenere forbi vores bord i løbet af vores besøg, og det var en anelse overvældende. Jeg ville foretrække lidt færre, så betjeningen blev lidt mere personlig. Tjenerne var dog generelt velinformerede hvad angik vores bestillinger, og det tyder på, at de er gode til at holde øje med, hvad de enkelte gæster har bestilt.

Der var et par skønhedspletter hos Dinner – by Heston Blumenthal, som jeg allerede har nævnt (og her gælder kommenkiksen ikke, for de kan trods alt ikke gøre for, at kommen og jeg ikke er gode venner), og derfor ender vi på fem solide stjerner. Dinner – by Heston Blumenthal er bestemt et besøg værd