Poechenellekelder – ølbar i Bruxelles

poechenellekelder, ølbar, Bruxelles, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Bruxelles

Vi har lige brugt nogle dage i Belgien sammen med et vennepar, og her endte vi på Poechenellekelder, for man kan dårligt besøge Belgien uden at få en øl eller to. Poechenellekelder ligger lige ved siden af Manneken Pis, og jeg var derfor lidt bekymret for, om det var en sand turistfælde, vi besøgte, men vi blev heldigvis positivt overraskede.

Vi startede ved et af udendørsbordene og var behørigt imponerede over udvalget af øl. Generelt er øludvalget bare stort hos de fleste spisesteder og ølbarer i Belgien, og Poechenellekelder var ingen undtagelse. Jeg måtte selvfølgelig have en af mine yndlingsøl – Trappistes Rochefort 10 – men der var også et fint udvalg af både lyse og mørke øl. De havde dog én ting til fælles – en ret høj alkoholprocent, men sådan er det nu en gang i Belgien.

Vi ville spise en hurtig frokost hos Poechenellekelder, så da det trak op til regn, kom tjeneren og anbefalede os at gå ned i kælderetagen, hvor han ville servere maden. Meget fin service, og så fik vi også set de yderst hyggelige lokaler, som minder mig lidt om cafeen MORMORS, der ligger tæt på Marmorkirken i København. Kan i øvrigt anbefales.

Vi bestilte toasts og blev positivt overraskede, da der også kom lidt grønt som tilbehør, så det ikke blev alt for fedt og tungt. Det var fint uden at være prangende og gik jo godt til øllene.

For ja – det var jo først og fremmest øl, vi var der for (og en hurtig bid mad), så der kom selvfølgelig en mere på bordet. Jeg holdt mig til de tunge øl og prøvede en Delirium Nocturnum, og jeg må sige, at jeg er blevet lidt vild med deres øl. Det hænger naturligvis ikke sammen med, at deres ølglas også er virkelig gennemtænkte (en ‘svungen snabel’ i glas på fod), men både deres mørke og lyse øl kan altså noget.

Poechenellekelder er en ret stemningsfuld ølbar/kro med et glimrende udvalg af øl, et lille men ok udvalg af retter samt virkelig god service. Bestemt værd at besøge hvis du er på de kanter.

Jeg giver Poechenellekelder 4 stjerner med pil op.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *