Herthadalen

Herthadalen, restauranter i Lejre, madanmeldelse, restaurantanmeldelse, restaurantHerthadalen ligger ved Lejre, tæt på Roskilde, med en smuk udsigt ud over sø og skov. Jeg har tidligere været der i forbindelse med mindstenevøens barnedåb, og jeg havde egentlig indtryk af, at stedet kun blev brugt som selskabslokaler, men her tog jeg fejl. Stedet har sadlet om og har nu åbent på alle fredage i perioden april – december. Det opdagede jeg, da jeg ville købe billetter til Roskildes første madfestival, RO:KOST. Den har løbet af stablen her i uge 45, hvor en række lokale restauranter har fokuseret på lokale råvarer. De deltagende restauranter har alle serveret en toretters menu + kaffe og chokolade til 250 kr. Maden skulle tilberedes på minimum tre lokale råvarer.

Jeg overvejede først at købe billetter til Restaurant Mumm – min absolutte yndlingsrestaurant i Roskilde – men her var der selvfølgelig stort set udsolgt med det samme. I stedet faldt mit blik på Herthadalen, og så blev jeg nysgerrig. Havde de åbent for almindelige gæster? Det skulle vi prøve!

Red Cow Hornbeer, ølStedet er både pænt og hyggeligt. Nu er det jo temmelig mørkt her i november måned, så det naturskønne område kunne vi selvfølgelig ikke se så meget af, men selve restauranten var stilfuld og tilpas afdæmpet. Vi blev præsenteret for aftenens menu samt udvalget af drikkevarer. Vi valgte begge en øl – jeg snuppede en The Red Cow fra Hornbeer, mens gemalen gik efter en Landøl fra Herslev. Dejligt at stedet brugte gode, lokale øl.

Herthadalen, restauranter i Lejre, madanmeldelse, restaurantanmeldelse, restaurantFørste ret var en smuk, gylden græskarsuppe. Den blev serveret i en medium glasskål, hvor bunden var dækket af små stykker røget spæk, løgtern og krydderurter, inden selve suppen blev hældt over. Græskarsuppen var fyldig, sødmefuld og havde en rigtig god balance, så fedmen ikke kammede over. Smagen blev fint suppleret af den røgede spæk og de friske krydderurter, der gav suppen lige det pift, der skulle til. Meget lækkert.

Sammen med suppen fik vi skiver af saftigt, hjemmebagt brød samt lidt smør.

Herthadalen, restauranter i Lejre, madanmeldelse, restaurantanmeldelse, restaurantHovedretten bestod af vildsvin (fra Sagnlandet Lejre, der ligger tæt på Herthadalen), der var braisseret i The Red Cow øl fra Hornbeer og serveret sammen med beder, kål og kartofler. Hertil en dejlig kraftig sauce. Her kunne vi for alvor godt mærke, at vi spiste i provinsen, for det var en ret gavmild portion. Ikke at der er noget galt i det, men jeg er ikke vant til at spise så store portioner, så jeg endte med at give lidt af kødet til gemalen. Tjenerne havde nemlig afsløret, at der ville være en surprise dessert lidt senere.

Vildsvinet var virkelig lækkert – mørt og med en lille antydning af ølsmag fra braisseringen. Det var en rigtig efterårsret med saft og kraft – lige som den skal være! Hvis der endelig skulle mangle noget, så kunne retten godt have brugt et let syrligt element for at give den tunge, fede og søde smag lidt mere modspil, men det er også lidt af en udfordring på denne årstid.

Herthadalen, restauranter i Lejre, madanmeldelse, restaurantanmeldelse, restaurantSurprise desserten bestod af enkel kold æbletærte serveret med en smule creme smagt til med citron. Æblerne var nærmest karamelliserede, men føltes dog ikke tunge eller voldsomme. En glimrende dessert, men det ville have været ekstra lækkert, hvis der havde været lidt mere creme til.

Sammen med surprise desserten fik vi en kande te samt fire stykker chokolade fra den lokale chokoladeproducent, Frellsen.

Jeg var meget positivt overrasket over besøget hos Herthadalen. Maden var virkelig lækker, og vi kunne se, at restauranten også fokuserer på at bruge gode, lokale råvarer til daglig og ikke kun, når der er madfestival. Samtidig var servicen i top – tjenerne var søde og venlige, og der var i det hele taget en rigtig hyggelig stemning.

Jeg er glad for, at Herthadalen deltog i madfestivalen, for ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde opdaget, at de også har åbent for a la carte-gæster. Her vil jeg helt sikkert overveje at spise igen.

Fem stjerner – med pil op – til en af Roskilde-egnens bedste spiseoplevelser.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *