Forår i Firenze
Så er jeg i gang med at blogge igen efter en lille uges tid uden netadgang. Vi har nemlig været fem dage i Firenze for at fejre en af vennerne, der fyldte 30 år i mandags. Han og kæresten studerer i byen og havde i anledning af fødselsdagen inviteret os og et par håndfulde venner ud i en feriehytte, der ligger i området ved Firenze. Jeg har ikke været i Firenze før, så vi tog af sted allerede torsdag eftermiddag, så vi havde et par dage i byen, inden vi skulle ud til feriehytten lørdag eftermiddag. Det viste sig i øvrigt at være en god idé at tage tidligere af sted, for vejret var fantastisk de første dage, mens søndagen druknede i regn.
I Københavns lufthavn faldt jeg over et madblad, ‘Smag og behag’, som jeg ikke har læst før, og efter at have gået frem og tilbage foran hylden og argumenteret lidt med mig selv, så valgte jeg at købe det, selvom jeg ikke ligefrem savnede læsestof på turen. Det viste sig dog at være et ret godt valg, for der var mange spændende og nyttige artikler i bladet, så jeg følte virkelig, jeg fik meget for pengene. Bladet er en sjov hybrid mellem Samvirke og et madblad med mere tyngde i – a la Gastro. Der var mange artikler om økologi og små producenter – om det er tilfælles generelt i det blad ved jeg ikke, men det var interessant at læse om. Der var også artikler om flere spisesteder, ligesom der var en række inspirerende opskrifter, som jeg allerede har givet mig en idé eller to til kommende middage… Jeg tror, jeg vil prøve at købe bladet igen, når næste nummer udkommer, for stilen tiltalte mig meget.
I lufthavnen har vi – ok mest jeg – et par ritualer, og et af dem foretog vi også denne gang – at købe en lillebitte pose chips, som vi fortærede ude ved gaten. De er pivdyre, men det er blevet en lille hyggelig vane, og så er det rart med lidt salt, inden vi skal flyve.
Vi blev hentet ved busstoppestedet af vores venner, og så gik vi hjem til deres lejlighed, hvor vi delte et par pizzaer og drak et glas rødvin. De bor meget centralt og ret tæt på det hotel, vi skulle bo på, så det var let at smutte over med kufferten bagefter, inden vi fortsatte ned på den nærmeste bar, hvor vi fik en drink. Baren er ret populær, men jeg kan desværre ikke huske navnet lige nu, så det tilføjer jeg senere, når jeg har talt med vennerne. Jeg ville prøve noget nyt, så jeg bestilte en Melinda Exotic. Hvad den præcis indeholdt, ved jeg ikke, men de var temmelig gavmilde med sprutten, så jeg måtte vente et par minutter, så isterningerne kunne nå at fortynde den, inden jeg drak af den. Det var rigtig hyggeligt at kunne stå på gaden i det lune vejr og smalltalke, og jeg kan godt forstå, at stedet var som en magnet for byens unge.
Hold da op, det lyder som om I har haft nogle skønne dage 🙂
Jeg synes nok at der har været utrolig stille på bloggen, det var lige før jeg var ved at blive bekymret….
Jeg har heller aldrig været i Firenze, men det står på listen – jeg kan dog glæde mig over at vi skal til Rom i efteråret, hvilket jeg glæder mig ufattelig MEGET til!
Sikke et hyggeligt lille ritual inden en flyvetur. Jeg kan faktisk rigtig godt lide lufthavne, måske fordi jeg flyver så sjældent 🙂
Jeg må have tjekket nettet efter det blad, det lyder ret spændende.
Mange hilsner
Birthe
Åh…ja, Firenze er en fantastisk by, vi var der i sommers og jeg vil meget gerne der til igen.
Lyder som en skøn tur 🙂
NYBH – jeg klager bestemt ikke 😉
Det skulle da lige være over, at det ikke var solskinsvejr ALLE dagene! Jeg plejer også at købe Jelly's, men det sprang jeg over denne gang.
Mrs Cakeaholic – det var en rigtig dejlig tur, og det var lidt underligt at komme hjem i går aftes, og der var så koldt – nu var jeg lige blevet forvænt med høje temperaturer om aftenen. Men nu er jeg altså også klar til en ordentlig omgang sommer! 🙂
Det lyder vel nok skønt med en forårstur til Firenze, Piskeris! Der jeg aldrig været.
Jeg glæder mig til at læse dit næste indlæg nu …
Madame – det var også første gang for mig, men jeg håber, at vi får besøgt vores venner dernede igen. Byen i sig selv har ikke så meget at byde på som storbyer som Berlin og London, men til gengæld er italienerne ret afslappede – og har fantastiske råvarer. Jeg savner lidt de første rejser, som gemalen og jeg var på, da vi var studerende, hvor vi plejede at leje en ferielejlighed, når vi en sjælden gang tog på ferie. Det må vi gøre noget mere fremover, så det ikke kun står på hotelværelser 🙂
Jeg vil også have venner i Firenze!!!
Smag & Behag er jeg også vild med. Jeg har nogle gange været heldig at finde nogle til 10 kr pr stk i en bog-bytte-central. Så føler jeg virkelig, at jeg gør et kup.
Elsker madmagasiner 🙂
Vil skynde mig at læse videre – har jo haft lidt Piskeris-abstinenser 😉
Hanne – hihihi! 😀
Det er søreme også en god pris for bladet! Jeg er spændt på, om jeg er lige så glad for det næste nummer som med dette.
Og dejligt at være savnet 😉