Copenhell 2019

Så blev det tid til årets metalfestival – Copenhell blev afholdt i sidste uge, og igen i år var gemalen og jeg afsted. Denne gang var det ti års jubilæet. Så mange år har jeg desværre ikke været med, da jeg i en del år var forhindret på grund af arbejde, men de sidste fire år har vi været trofaste gæster.

Copenhell har ofte døjet med regnvejr, men i år holdt det tørt, og faktisk var vejret helt perfekt til festival – sol med lidt blandede skyer, lidt vind uden at det var for meget samt max tre dråber regn om fredagen.

Musikudvalget var fint i år, omend der ikke var så mange must-see-bands for mit vedkommende. Jeg skulle selvfølgelig forbi heavyklassikere som Slipknot og Lamb of God, men festivalers styrke er netop, at man kan lære nogle nye bands at kende, og det er vigtigt i en genre som metal, hvor hovedparten af de største bands efterhånden har mange år på bagen.

Jeg havde glædet mig meget til at se Skindred (som i øvrigt skulle have spillet sidste år, men måtte aflyse en uge før). Desværre glippede jeg det meste af koncerten, da arrangørerne havde fucked bustransporten (og især kommunikationen om dette) fuldstændig op, så det tog mig flere timer at nå frem. Det vil jeg ikke gå i nærmere detaljer om, men lad os bare sige, at der var flere tusinde rasende festivalgængere den første dag.

Men det jeg nåede at opleve af Skindred var fantastisk. Helt klart et band, jeg gerne vil se igen, for de formåede i den grad at sætte gang i musikfesten.

En anden fed oplevelse var Fever 333, som er et superenergisk band, der i den grad fik gang i publikum. Stilmæssigt er de en blanding af Linkin Park, Limp Bizkit og Rage Against the Machine, og det i sig selv er er i mine øjne en virkelig fed kombination. Bestemt et band jeg gerne vil høre igen.

Vi skulle selvfølgelig også se jubilæumskoncerten, hvor 40 danske rock- og metalmusikere gik sammen om at spille en række metalklassikere. Ideen var fremragende, men konferiencerne var ikke specielt gode til at gejle publikum op. Det var primært under AC/DC, Pantera samt afslutningsnummeret, hvor de spillede Gasolin med ‘Rabalderstræde’, at publikum gik amok.

Men nok udenomssnak – nu skal det naturligvis handle om maden og drikkevarerne.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg absolut ikke er fan af Royals øl, og da de er hovedsponsor på Copenhell, så er det altid lidt af en udfordring at finde øl, jeg kan lide. Sidste år var der dog et enkelt udskænkningssted med Kissmeyer øl, og det var der heldigvis også i år. Desværre havde de allerede på andendagen udsolgt at den, jeg bedst kunne lide, så det var jo lidt op af bakke…

Jeg må lige huske at nævne, at der var brygget en særlig Copenhell øl i år – en sort IPA, som var udmærket men dog trængte til lidt bid og tyngde. Den var overraskende fredelig i betragtning af, at det var en sort øl til metalfestival 😉

Men så er det jo godt, at der også serveres drinks på festivalen! I år havde Copenhell lavet et samarbejde med Nohrlund (der stod for en række cocktailboder på festivalen) om at lave en Copenhell Speciel. I videoen så den ud til at være en rigtig fæl sag, så det tuttenuttede udtryk, drinken havde i virkeligheden, kom som lidt af en overraskelse. Den smagte fint og frugtet men måtte godt have haft lidt mere tyngde.

Det kunne jeg til gengæld få i whiskybaren, hvor der også blev serveret whiskycocktails. Her nuppede jeg en Irish Mule, som også var glimrende – omend lige en anelse for mild.

Det kunne man så ikke sige om den vin, jeg prøvede hos vinbaren Husted. De er en af gengangerne fra tidligere år, hvor jeg ikke nåede forbi, men jeg kunne huske, at de serverede vinene i glas. Desværre havde jeg ikke opdaget, at de var gået væk fra det koncept i år. Sådan set ganske forståeligt for vinglas er ikke superoplagte at have med på en metalfestival, men omvendt så gør det intet som helst godt for en vin at blive serveret i en dåse. Det var en pænt skidt vinoplevelse, så det afholder jeg mig fra en anden gang.

En af de nye boder på festivalen i år var Bastard Café, som dukkede op godt belæsset med brætspil, cider og tååååst (ok toasts for de uindviede). Brætspillene fik vi gramset en del på, men nåede dog ikke at spille, men vi fik da en enkelt cider. Jeg er stadig i læringsfasen mht. ciders, for jeg synes, det er en svær balancegang mht. om de bliver for søde eller for lagrede til min smag. Her fandt jeg dog en, som havde en fin balance.

Vi delte også en enkelt toast. Den var desværre ikke så vellykket, da den trods længere tid i toastmaskinen stadig var kold i midten, så osten ikke var smeltet. Jeg hørte fra en anden, at de færdigsmurte toasts sandsynligvis var blevet opbevaret for koldt, siden de ikke blev gennemvarme.

Gemalen og jeg kan godt lide at dele, når vi spiser ude, så det gør vi selvfølgelig også, når vi er på festival. Den første aften delte vi en box med friteret japansk mad fra boden Kuma. Det var fint krydret, men jeg savnede lidt grøntsager som supplement til risene, for det blev en lidt tung servering.

Heldigvis supplerede vi denne servering med 4 tacos fra Flamin’ Tacos, som vi også delte. Hold da magle hvor var de gode! Lige en anelse for saftige til en festival (krævede en del servietter) men virkelig lækre og velsmagende. Absolut bedste måltid på festivalen.

Fredag tog vi tidligt ud til festivalen, da vi skulle høre noget allerede kl. 14. Inden da nåede vi dog forbi for at spise en kartoffelpizza fra Babbo, som var ok til prisen (65 kr), men som godt måtte have haft lidt flere krydderier.

Den blev suppleret med en portion karry-thaimad fra One Night in Bangkok. Lidt af en syndig sag med al den kokosmælk, der var puttet i. Men nu er kokosmælk jo det asiatiske køkkens svar på fløde, så det gjorde selvfølgelig ikke noget – det smagte skønt og passede fint som festivalmad.

Om aftenen smuttede vi ned for at prøve banh mi sandwich og nudelsalat med oksekød hos en bod, hvis navn jeg er lidt usikker på (den lå tæt på Smadreland). Disse portioner delte jeg med gemalen, men selvom vi virkelig prøvede at spise op, så måtte vi give fortabt og donerede resterne af nudelsalaten til et vennepar. Der var virkelig value for money – jeg mener, at sandwichen kostede 60 kr og nudelsalaten 70 kr, og det var virkelig et fund for de penge, når man tænker på kvalitets- og prisniveau generelt på musikfestivalen.

Vi gør os ikke så meget til søde sager på festivaler, men i år var udvalget lidt større, og så ville vi gøre forsøget. Første aften var vi forbi den nye doughnutbod, men de havde allerede udsolgt kl 19, så det udskød vi til dagen efter. Her havde de så hævet priserne gevaldigt (en doughnut kostede ikke længere 20 men 30 kr), og så blev vi for nærige. I stedet forsøgte vi os med en bubble waffle med is – det helt store Instagram-fænomen for 1-2 år siden. Og jo, det var da meget sjovt med en blød vaffel, men den var alt for varm, så isen smeltede med det samme, og det var i det hele taget en ret fjollet servering. Så det kan jeg ikke anbefale.

Om lørdagen spiste vi ikke på festivalen. Frokosten blev indtaget derhjemme, og aftensmaden nød vi på Broaden & Build – anmeldelse af den oplevelse kommer i løbet af de kommende uger.

Copenhell var igen i år en god oplevelse. På musikfronten var der flere gode oplevelser – heriblandt også flere bands, jeg vil holde lidt mere øje med fremover – og madfronten kunne man se, at festivalen igen i år havde taget et lille skridt fremad. Jeg fik selvfølgelig ikke prøvet alt, men niveauet lod til at være steget igen. Jeg nåede desværre ikke at smage mad og drikke fra det nye vikingeområde Udgård. Vi var skam forbi men dog på et tidspunkt, hvor vi lige havde spist, og så nåede vi aldrig tilbage, da det lå ret afsides og derfor let blev glemt.

Skal vi derud til næste år? Det håber jeg. Nu er der i hvert fald sat kryds i kalenderen.