Nøj, hvor har det dog været flot vejr i dag! Det var også perfekt til at spise ude på terrassen, så det var dobbelt så ærgerligt, at vi havde været nødt til at aflyse en grillaften med noget af svigerfamilien, da både gemalen og jeg har været sløje de seneste dage og ikke ville smitte. Heldigvis ser det ret lovende ud for os begge, så i morgen tør jeg godt liste rundt i verden igen (så er I advaret derude!).
Vi blev ‘desværre’ nødt til at lave en mojito, så vi har bare en lille chance for at holde vores mynte nede, og så lavede jeg en melonsalsa, så jeg også fik en undskyldning for at luge lidt ud i citronmelissen.
Mojito
1 drink
6 cl hvid rom
2 tsk rørsukker
4 tynde limebåde
6 mynteblade
isterninger
danskvand
Knus rørsukker, mynteblade og limebåde godt i em morter. Hæld rommen i et glas, tilføj blandingen fra morteren og rør godt rundt. Smid et par isterninger i glasset og fyld op med danskvand.
Melonsalsa
2-3 personer
½ netmelon
½ agurk
lille håndfuld citronmelisse – ca. fem gram
1 spsk sirup
saften fra en limefrugt
knivspids salt
Fjern skræl og kerner fra netmelonen, og skær både den og agurken i små tern. Hak citronmelissen fint og bland den med melon og agurk. Hæld limesaft, sirup og salt over og vend det godt.
Note: Frisk og lækker – passer godt til en smuk sommeraften som i dag.