Jeg må naturligvis også huske at lave desserter med ost i anledning af månedens benspænd, og derfor fandt jeg på denne hindbær-tiramisu. Den er med mascarpone, der er en friskost, som blev fundet frem fra ostelageret. Mascarpone kan bruges til mange syndige sager, men jeg havde lyst til at lave en fortolkning over en af mine yndlingsdesserter – tiramisu. Nu er der jo ret delte meninger om, hvordan den perfekte tiramisu er. Jeg kan godt lide, at den er forholdsvis fugtig og har en tydelig kaffesmag (til trods for, at jeg ikke kan fordrage kaffe). Jeg havde dog bestemt mig for at lave en hindbærversion af min yndlingstiramisu, men det fordrede dog, at jeg lavede en del om, da jeg ikke mente, at kaffe og hindbær var en særlig god kombination. Samtidig besluttede jeg mig for at udfordre min egen holdning til tiramisuens konsistens og lavede en mere kompakt version for at finde ud af, hvordan det ville være.
Hindbær-tiramisu
4 personer
200 g frosne hindbær
½ dl vand
5 spsk hindbærlikør
1-1½ dl fløde
4 spsk flormelis
250g mascarpone
1½ tsk vaniljesukker
12 ladyfingers
kakao til at sigte over
Varm hindbærrene op i en gryde sammen med lidt vand og 1 spsk flormelis. Lad det koge i 5-10 minutter, tag gryden af komfuret og hæld 4 spsk likør i. Pisk fløden til blødt skum med 3 spsk flormelis. Pisk så mascarpone, vaniljesukker og 1 spsk likør i.
Drys med kakao i bunden af fire portionsskåle. Fordel halvdelen af ‘ladyfingrene’ i de fire skåle og fordel lidt over halvdelen af hindbærpureen over dem. Smør et godt lag mascarponecreme på og læg så det sidste lag ladyfingers. Fordel resten af hindbærpureen over og dæk dem med resten af mascarponecremen. Slut af med et godt drys kakao over hver portion. Stil dem i køleskabet mindst en time inden servering og gerne til næste dag.
Note: En glimrende udgave af tiramisu, hvor hindbærrene giver lidt mere syrlighed. Det fungerer i øvrigt fint at drikke et lille glas hindbærlikør til.