Restaurant Toro i Malaga
Da vi var i Spanien for et par uger siden, var vi blandt andet forbi Malaga en af dagene, hvor vi spiste på Restaurant Toro, der serverede spansk tapas. Vi fandt restauranten på den smukke havnepromenade, hvor det vrimlede med spisesteder, og man skulle se sig godt for, da der var en del turistfælder. Men Restaurant Toro havde fået fine anmeldelser på Tripadvisor samt et spændende og indbydende udvalg af retter, så her slog vi os ned.
De andre bestilte rosé, men jeg skulle naturligvis have en sangria, for when in Spain… og den var udmærket. Let krydret og mild. Jeg foretrækker normalt sangria noget kraftigere, men i varmen gjorde det ikke så meget.
Gemalen og jeg bestilte en salat samt to mindre retter til deling. Mens vi ventede på maden, kom der lidt snacks på bordet. De bestod af en kurv med brød og små kiks, og så fik vi også en mild aioli samt grønne oliven. En fin lille snack at starte på.
Vi havde bestilt en portion kroketter med oksekød og oksekødsmayonnaise samt med svinekød og nødder med kvædeaioli, og det havde mine svigerforældre også. med friterede kugler, men tjeneren havde desværre misforstået os og kom kun med en portion. Vi var derfor fire om at dele ovenstående (i stedet for to). Det var på den ene side ærgerligt, da de smagte syndigt godt – saftige, fedtede og fulde af smag – men på den anden side var det nok meget godt, for andre retter var rigeligt store, så vi kunne sagtens blive mætte alligevel.
Vi fik også en gedeostesalat til deling. Den bestod – udover et stort stykke gedeost – af hakkede salatblade, spirer, frugt skåret i mindre tern, honning-vinaigrette samt lidt nødder. En rigtig lækker gedeostesalat, som var lidt mere elegant og gennemtænkt end de fleste andre gedeostesalater, jeg har prøvet gennem tiden.
Sidst men ikke mindst fik vi et fad med grillede grøntsager, der blev serveret sammen med en romesco sauce. Jeg var ret vild med varieteten – der var både gulerødder, asparges, løg, peberfrugter, broccoli, tomater og mange flere grøntsager, og så var de grillet lige tilpas. Meget sommerlig servering.
Vi blev godt mætte, så jeg var glad for, at vi ikke fik bestilt mere mad, selvom der var mange retter, der lød fristende.
Restaurant Toro var absolut en positiv oplevelse. Priserne var meget rimelige – de retter, vi valgte mellem, lå typisk på mellem 8 og 12 euro stykket, og der var også en række større kød- og fiskeretter, der primært lå på mellem 17 og 20 euro.
Det trak ned, at vi ikke helt fik det, vi bestilte, og derfor ender Restaurant Toro ‘kun’ med at få fire stjerner med en stor pil op. Men klart et besøg værd hvis man er på de kanter.
Det ser helt forrygende lækkert ud, og det var spændende at læse om din oplevelse 🙂
Tak skal du have – det var også en ganske positiv oplevelse og bestemt et område, jeg gerne vender tilbage til 🙂