Restaurant Stockfleth
På vores ferie i Djursland stødte vi på Restaurant Stockfleth, der ligger tæt på vandet i Ebeltoft. En lille restaurant med borde både foran og bagved restauranten, og det var jo dejligt på en varm sommeraften. Der var også fint besøgt denne aften, hvilket blandt andet skyldtes, at det var en mandag, og her kan der i det hele taget være rift om restaurantbordene, da mange restauranter ofte har lukket denne dag.
Vi fik et bord ude foran restauranten og efter en del ventetid også lov til at bestille. Vi var ikke voldsomt sultne og havde derfor kun planer om at spise en hovedret, men lod os alligevel friste af østers, som vi delte til forret.
Inden da var der dog en del ventetid, som vi fordrev med at drikke en masse vand samt fortære det brød med hummus, som vi fik som appetizer.
De fine østers blev serveret sammen med en mild sennepssauce, rødløg, soya og citron, og så var der også en lille flaske tabascosauce, hvis man havde lyst til det. En lækker lille forret, hvor jeg godt kunne lide kombinationen med rødløg og sennepssauce, mens gemalen mest var til rødløg og soya.
Derefter ventede vi på hovedretten. Jeg havde bestilt ribeye med pommes frites (jeg ville egentlig have en mindre udskæring, men den var udsolgt), men var lidt bekymret over, at jeg hverken ved bestillingen eller efter forretten blev spurgt til, hvordan kødet skulle tilberedes. Jeg endte derfor med – efter lidt besvær – at få fat i en tjener, som jeg kunne instruere i, at bøffen skulle serveres med rød midte. Han var lidt overrasket over dette, da de som udgangspunkt altid serverede bøffen som mediumstegt, og her måtte jeg undertrykke en undren over, at en restaurant ikke giver gæsterne det valg. Det er i mine øjne en ret essentiel del af det at spise en bøf – at vælge hvor gennemstegt/saftig den skal være.
Da jeg fik hovedretten, var ribeyen heldigvis stegt, som jeg ønskede det – dvs. med en rød og saftig midte. Hertil var der store pommes frites samt en luftig bearnaise, der desværre savnede syre og bid. Men kødet var glimrende, og det var fritterne også.
Vi byttede, da vi var halvvejs, så jeg overtog en portion moules frites. De var gode – ikke mindst på grund af den velkrydrede sauce, de lå i – og jeg var især glad for, at der også var lidt grøntsager, da det ellers er sjældent, jeg støder på det, når man får den type servering.
Samlet set var maden ganske udmærket hos Restaurant Stockfleth. Ikke specielt billig men det smagte fint. Til gengæld var servicen ikke specielt imponerende. Som sagt var tjeneren ikke opmærksom på, at man skal huske at spørge gæsten om tilberedningen af bøffen, og der var generelt en del ventetid. Det blev heller ikke bedre af, at en af de andre tjenere fik hældt en stor øl ud over en anden gæst – inkl. hendes åbne taske – og at de ikke havde styr på deres egne åbningstider. Ved indgangen til Restaurant Stockfleth hang et skilt med åbningstider, hvor der stod, at de lukkede kl. 20. Mange potentielle gæster læste skiltet og gik derefter videre, men flere stoppede op efter kl. 20 og spurgte en af tjenerne om åbningstiderne, for de kunne jo se, at der stadig var mange spisende. Tjeneren proklamerede frejdigt, at køkkenet skam var åbent til kl. 21, men hun havde ikke lige fået rettet det. I betragtning af hvor mange, vi så stoppe søgende op for at læse skiltet og derefter gå videre, så var det ikke særlig gennemtænkt at undlade at rette fejlen, så snart man opdager den. Den forkerte åbningstid afholdt tydeligvis en del potentielle gæster i at slå sig ned, selvom der var plads.
Jeg ender derfor på 3 stjerner med pil op til Restaurant Stockfleth.
Maden ser meget indbydende ud på dine billeder, og det lyder også som om, I var godt tilfredse med den. Men det var virkelig en skam med den halvdårlige service.
Ja, de havde ikke en heldig dag – men maden var fin, så vi tog det som en oplevelse 🙂