Restaurant Per Me i Rom

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RomI dag kommer du lige med i tidsmaskinen og tilbage til starten af måneden, hvor gemalen og jeg var i Rom. Her nød vi det gode vejr og naturligvis også den dejlige italienske mad, som vi blandt andet spiste på Restaurant Per Me. Per Me er en restaurant, der primært fokuserer på moderne fisk- og skaldyrsretter. Du kan dog også sagtens få kødretter, hvis du foretrækker dette. Per Me har i øvrigt en Michelin-stjerne, men det var nu mest på grund af, at vi fik den anbefalet af en ven, at vi valgte at spise der.

Per Me har to menuer – en på fire retter, hvor man selv vælger fra a la carte-kortet eller en på ti retter, hvor kokken bestemmer. Derudover kan man naturligvis også vælge fra a la carte-kortet. Vi syntes, at der var et ret stort spring i de to menuer – der er godt nok forskel på, om man vil have fire eller ti retter – men efter lidt overvejelse endte vi på fire retter, hvilket kostede 80 euro.

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RomMens vi ventede på første ret, blev der serveret lidt forskelligt brød. Et fint udvalg, der var frisk og lækkert.

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RomDerefter fik vi en enkelt appetizer – en lille cremet fiskeret, hvis ingredienser jeg dog ikke nåede at få fat i, da tjeneren serverede den. Men det var en mild og rar ret.

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RomOg nu var det tid til selve menuen. Gemalen havde overladt det til mig at bestemme hvilke retter, vi skulle have, og så var første valg lige til højrebenet, for blandt forretterne var der blandt andet små, tiarmede blæksprutter, der var stegt og krydret med safran og serveret med små ruller af courgette samt mynteolie. En frisk lille anretning som dog også var ret lille. Men det var jo også en forret, og de kan være ret små.

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RomNæste ret var en pastaret, og her faldt valget på linguini, der blev serveret med blåmuslinger, grillede tomater, harissa-sauce samt en lille kugle tomat-is. En ret kæk servering – ikke mindst på grund af isen. Meget lækker og velsmagende. Portionen var dog ret lille. Det er svært at se på billedet, men pasta-portionen var mindre end en lille knyttet dame-hånd.

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RomNu nåede vi så til hovedretten, og her blev vi noget overraskede, for den var godt nok bette! Den bestod af stegt fisk – jeg mener, at det var pighvar – der blev serveret med en bønnepuré, multe-kaviar og en lille peber. En ganske glimrende ret, som dog ikke var helt på højde med pastaretten. Denne hovedret er dog nok blandt de mindste, jeg har fået på en restaurant.

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RomAftenens dessert havde til gengæld en rigtig fin størrelse og meget normal i forhold til andre restauranter. Den bestod af en lille sprød nøddekurv lavet på cashewnødder, jumquat-marmelade, ingefærbrødscreme samt kaffe-is. En rigtig lækkerbisken med det sprøde og søde, hvor kaffen og ingefæren sørgede for at tilføje lidt bitterhed. Meget fin balance.

Tjeneren spurgte nu, om vi havde lyst til kaffe, men det valgte vi dog at springe over, selvom vi kraftigt overvejede at købe det, så vi kunne smage restaurantens petit fours (som mange restauranter vælger at forkæle de kaffedrikkende gæster med). Vi var dog så heldige, at der gik kun et øjeblik, og så stod der alligevel petit fours på vores bord, for det syntes de, at vi skulle have alligevel – dejligt! Vi fik hver en lille sprød skål med frugt og creme, en macaron og en friteret bolle af en slags. Ganske glimrende små hapsere.

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RomPer Me er en smuk og enkel restaurant, og vi fik en fin service den aften. Jeg syntes dog, at retterne var for små og det på trods af, at jeg ellers ikke har verdens største appetit. Vi gik ikke derfra med rumlende maver, men vi kunne sagtens have spist et par retter mere i samme størrelse. Ligesom ved Metamorfosi var vinserveringerne også ret små, hvilket du også kan se på det øverste billede. Vinmenuen var ikke specielt dyr (sammenlignet med herhjemme), men der heller ikke meget i glassene.

Alt i alt en ganske fin oplevelse hos Per Me, men bestemt ikke et sted, du skal spise, hvis du har en god appetit. Og hånden på hjertet så vil jeg hellere anbefale dig at spise på Metamorfosi, hvis du vil prøve en dejlig Michelin-restaurant i Rom.

Fire stjerner herfra til Per Me.

Per Me, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Rom



2 thoughts on “Restaurant Per Me i Rom”

  • Ja, og hvem tænker på at pakke et forstørrelsesglas i bagagen, så man kan få øje på retterne …
    “Her kommer så lidt til en syg”, som ‘Grevinden på tredje’ sagde i en tv-udsendelse, da hun var ude at spise ‘fint’ med en god ven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *