Restaurant Mota

Restaurant Mota

Der er kommet flere Michelin-restauranter i provinsen de senere år, og en af dem er Restaurant MOTA ved Nykøbing Sjælland. Den havde vi en særdeles god anledning til at besøge i sidste måned, da vi havde bryllupsdag. Restaurant MOTA fokuserer ikke blot på lokale, bæredygtige råvarer – de er gået linen ud og har fået produceret inventar og keramik hos de værksteder, der ligger få meter fra selve restauranten. Det kan dårligt blive mere lokalt!

Restaurant MOTA har en fast menu med 13 retter (snacks, seks retter samt dessert) til 1100 kr. Det er i dansk Michelin-sammenhæng virkelig billigt (Michelin-restauranterne i hovedstadsområdet ligger typisk på 1800-3000 kr). Der er desuden en matchende vinmenu til 1100 kr og en ’psykelmenu’, hvor man vælger ét glas vin fra vinmenuen og får saft og kombucha til de øvrige retter. Jeg skulle ikke køre, så jeg tog den hårde tjans at vælge vinmenuen, mens gemalen prøvede ‘psykelmenuen’.

restaurant mota, restaurant i Nykøbing Sjælland, michelin restaurant, michelin restaurant sjælland, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Aftenens første appetizer var nok en af de mest nuttede, jeg har fået. Den bestod af en lun jordskokkesuppe toppet med røget flødeskum – serveret i en lille fin keramik-sko! Retten er tænkt som en lille hilsen til cabaretdanserne, der drak champagne af deres støvler – her drikker man så grøntsagssuppe af en keramik-sko. Virkelig pudseløjerlig anretning og lækker smag.

Næste appetizer var en ultralille hapser lavet på hele fire slags (lokal) tang, der var vendt i fermenteret sauce. Nu er jeg ikke den store tangspiser, men her kunne jeg godt have brugt en lidt større portion – ikke mindst for at få alle smagene med.

Den tredje snack var lillebitte. Her lå et stykke bonitofisk i lidt hampolie, og det var ikke en servering, der gjorde meget væsen af sig med sin ret milde smag. Men yndig så den ud.

restaurant mota, restaurant i Nykøbing Sjælland, michelin restaurant, michelin restaurant sjælland, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Vi var ikke færdig med jordskokkerne, for den næste lille servering bestod af jordskokkecreme vendt med rå fjordrejer og toppet med de friterede fjordrejehoveder. Igen en frisk og mild ret, hvor de sprøde rejehoveder gav noget kant til smag og konsistens. Godt tænkt!

restaurant mota, restaurant i Nykøbing Sjælland, michelin restaurant, michelin restaurant sjælland, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Den mest spektakulære snack var dog denne – en is lavet på bladselleri og østers, der var serveret i en olie lavet på peberrod! Jeg ved godt, at det lyder vanvittigt, men det smagte fremragende – virkelig spændende smagsnuancer, der supplerede hinanden så godt!

Vi gik nu over til de almindelige retter, selvom den første nu mest lignede en appetizer. Her fik vi en kugle glaseret knoldselleri med blåmuslingesauce og pyntet med blomster og urter. Også ganske delikat.

Nu kom vi til de reelle serveringer, og her lagde vi ud med pighvar, der blev serveret med grillede forårsløg, der var toppet med fiskecreme og støv lavet på brændt hvidløg. En meget indbydende ret, hvor hvidløget gav ekstra smag til grøntsagerne – men uden at det blev for voldsomt i forhold til den milde fiskesmag.

restaurant mota, restaurant i Nykøbing Sjælland, michelin restaurant, michelin restaurant sjælland, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Så var der til gengæld noget mere pondus over den næste servering, hvor MOTA rigtig var i efterårshumør. Her fik vi grillet gråand med hamp og vilde svampe, der både var stegte, bagte og grillede svampe. Retten var dryppet med hampeolie med honning samt rødvinssauce. Det var lige en ret efter min smag – en god fylde og masser af smagsnoter.

Den sidste rigtige salte ret kom næsten til at virke som en ganerenser i forhold til efterårsretten. Her fik vi et eldorado af orange, der bestod af gulerødder glaseret i skaldyrssmør og mandler – igen pyntet med urter. En velafstemt ret, som også gav en fin overgang til de sidste retter.

restaurant mota, restaurant i Nykøbing Sjælland, michelin restaurant, michelin restaurant sjælland, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Der indgår naturligvis en osteservering i menuen, og her bestod den af tynde, bølgede skiver Mønchego pyntet med tynde skiver blomkål, lidt saltet honning samt vandmynteblade. En spændende og anderledes måde at servere ost på, det er jeg fan af! Og så var den jo også yderst dekorativ.

Vi skulle egentlig til desserten nu, men søreme om ikke der kom en overraskelsesdessert! En simpel anretning med blåbæris og en klat hirsegrød med timian. Ikke en voldsom sød dessert og en lidt utraditionel sammensætning, men det passede mig ganske fint. Meget lækker.

restaurant mota, restaurant i Nykøbing Sjælland, michelin restaurant, michelin restaurant sjælland, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Og så kom vi til aftenens sidste ret, hvor vi fik et dehydreret æble, der var rehydreret (!), æblesorbet og en creme lavet på kardemommekage. En skøn efterårsdessert, som smeltede på tungen – og heller ikke så tung, som efterårsdesserter ellers let kan blive.

Det var tid til en kop cappuccino samt lidt sødt. Vi fik et lille stykke kærnemælksparfait overtrukket med chokolade …

… samt små stykker dehydreret gulerod, knoldselleri og rødbede. Det er jo nærmest en sund afslutning på måltidet!

Både vin- og saftmenu var passede godt til de enkelte retter. Vi fik en meget sød, høflig og kompetent betjening af de unge tjenere og følte os virkelig hjemme i den smukke restaurant med den hyggelige stemning.

Oplevelsen hos Restaurant MOTA levede fuldstændig op til mine ellers ret høje forventninger. Menuen var varieret, kreativ og vigtigst af alt velsmagende, og tjenerne sørgede for, at alt fungerede, uden at det blev så kunstigt og opstyltet, som det ind imellem godt kan blive på Michelin-restauranter.

Jeg ender på seks stjerner til Restaurant MOTA og en klar anbefaling.



2 thoughts on “Restaurant Mota”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *