Restaurant Domestic i Aarhus

Så er det endelig blevet tid til sommerferiens sidste hængeparti – nemlig vores besøg hos Restaurant Domestic i Aarhus. Det var et besøg, vi havde set frem til, da restauranten har fået utrolig flotte anmeldelser og tilmed en Michelin-stjerne for nogle år siden. Jeg prøvede dog at holde forventningerne nede, da vi dagen før havde haft et brag af en oplevelse hos Restaurant Alimentum, og jeg ville undgå at sammenligne dem (for) meget.

Vi snuppede den lille menu, Indblik, der koster 795 kr. Den består af fire appetizers, brød med to slags smør samt seks små retter. Det synes jeg er en meget fin pris for en middag på en Michelin-stjernet restaurant. Det er ofte mig, der tager vinmenuen og gemalen, der kører bilen, tager saftmenuen, når vi spiser ude. Denne aften var det dog mig, der bestilte den hjemmelavede juicemenu (400 kr), mens gemalen tog den nysgerrige vinmenu (700 kr), for vi boede i gåafstand fra restauranten.

Tjeneren gjorde meget ud af at fortælle, at Restaurant Domestic bygger på et princip om kun at bruge lokale råvarer, der skal komme fra små leverandører i nærområdet. Transporten fra leverandøren til restauranten skal være så kort som muligt, og derfor har de helt frasagt sig ingredienser, der ikke produceres i Danmark – for eksempel citroner og chokolade. Det er en meget sympatisk tanke, men den kom ikke helt til at holde – mere om det i slutningen af anmeldelsen.

De mange krumspring for ind imellem at ramme smage på råvarer, som Restaurant Domestic ikke ‘måtte bruge’ betød dog også, at mange af retterne indeholdt nærmest absurd mange forskellige ingredienser. Dem har jeg ikke med i beskrivelsen, for dem kunne jeg ganske enkelt ikke memorisere eller nå at tage noter til. Men det kom til tider til at virke lidt pudsigt, når en ret forsøgte at efterligne en smag/ingrediens, som restauranten ikke kunne bruge på grund af deres mantra. Ikke mindst fordi de gentog deres benspænd minimum hveranden gang, at de præsenterede en ret.

De fire smukke appetizers blev serveret i restaurantens baggård. Først var der en agurkegranité med friske urter og yoghurt. Dernæst fulgte en tynd sprød tærtebund med jomfruhummer og syltede ramsløg. En lille anretning med blåmusling og havgus udgjorde den tredje appetizer, mens den fjerde bestod af en luftig bao fyldt med stegte kantareller. Meget fine og velsmagende appetizers, som lovede godt for resten af maden.

Vi blev spurgt, om vi ville have et glas bobler at starte på. Det undgår vi normalt, da det plejer at være virkelig dyrt og som regel ikke er pengene værd. Her spurgte tjeneren dog, om vi så hellere ville have et glas hjemmelavet cider, og det lød alligevel så spændende, at vi blev fristet. Desværre sagde hun ikke, hvor meget det kostede – nemlig 150 kr glasset – og det blev vi lidt irriterede over, da vi så regningen. Godt nok smagte cideren glimrende, men den matchede ikke helt den pris.

Vi blev nu ledt ind i selve restauranten. På bordet kom først hjemmebagt brød med to slags smør til – en mild og afdæmpet udgave samt en, der blandt andet var toppet med purløgsblomster.

Kort tid efter fulgte første ret. En lille yndig ret bestående af makrel, som gemmer sig (!) under de grønne blade. Den blev serveret sammen med en forholdsvis mild peberrodssauce og en ‘rose’ lavet på squash og et grønt jordbær. Desværre ikke en ret, der helt faldt i min smag, men bestemt en spændende kombination.

Med en rum tids venten fulgte to retter mere. Først et stykke rødspætte, der blev serveret med en smørholdig sauce samt ærter. Efter den fulgte en cremet suppe lavet på blandt andet hestebønner og toppet med stegte tern af ølpølse og urter. Begge retter havde en god, fyldig smag, omend fiskeretten smagsmæssigt var til den milde side.

Der var en enkelt lille ret mere inden selve hovedretten. På menukortet stod den som grillet brød med aubergine, men jeg må ærlig talt indrømme, at den ikke gjorde det store indtryk, for den husker jeg ikke særlig godt. Derefter fulgte selve hovedretten. Den havde dog samme petite størrelse som de forrige retter og bestod af nænsomt tilberedt havtaske serveret med en creme på grillet kål og igen forskellige krydderurter og spiselige blomster.

Mørket var så småt ved at falde på, da vi nåede til menuens sidste ret – en kreativ fortolkning af den klassiske ‘isbåd’. Restaurant Domestic bruger som sagt ikke råvarer som citroner og kakao, så for at ramme kakaosmagen brugte de koji. Og det fungerede ganske godt – meget interessant og lækker dessert, hvor man ikke savnede chokoladen.

Der var desvørre ikke mulighed for at få cappuccino, så jeg sprang den varme drik over, da jeg ikke er til sort kaffe. Gemalen snuppede til gengæld en kop, og så kom disse fine petit fours på bordet. Koji blev igen brugt i en creme, der skulle efterligne chokoladecreme, som var fyldt i tynde sprøde flager og toppet med friske jordbær. Derudover var der både en lille ispind og en isvaffel til hver, men jeg husker desværre ikke, hvad isene var lavet på.

Maden var spændende, innovativ, smukt anrettet og i langt de fleste tilfælde også ganske lækker. Min saftmenu var udmærket til prisen, men jeg har dog prøvet flere andre, jeg bedre kunne lide. Gemalen var lidt skuffet over sin vinmenu – ikke mindst den hjemmebryggede øl (!), der indgik. Det havde fungeret langt bedre blot at bruge en øl fra et af de lokale mikrobryggerier.

Det bringer mig til et af eksemplerne på steder, hvor restauranten ikke helt fulgte sit eget mantra. Der var nemlig ikke en eneste af vinene, der var fra Danmark! Bevares – dansk vin har ikke haft et særligt godt ry gennem årene, men i de sidste ca. 10 år har landets bedste restaurant, Noma, trods alt serveret dansk vin, og kvaliteten er efterhånden ganske god hos flere vingårde. I bund og grund handler det for restauranter ofte om pris, for prisniveauet for dansk vin er højt, og så er det svært at bruge dem i en vinmenu. Men det kunne være fint, hvis det var en mulighed hos Restaurant Domestic, når nu de på andre punkter går til ekstremer for at være så lokale som muligt. Det samme kunne siges om kaffen – hvorfor overhovedet servere det, når nu det ikke dyrkes i Danmark? Det have været helt i stedets ånd, hvis man i stedet blev tilbudt en urtete, de selv havde brygget.

Tjenerne var søde og høflige, men betjeningen var desværre ret langsom. Vi sad ofte en halv time mellem retterne, hvilket er alt for længe, når retterne er så små. Vi endte med at bruge over 4½ time på restaurantsbesøget. Jeg tør derfor ikke tænke på, hvor lang tid det havde taget, hvis vi havde taget deres store menu, hvor der var seks-syv retter mere.

Så alt i alt. Maden er et fund til den pris. Absolut værd at prøve. Deres principper om kun at bruge lokale råvarer er både sympatisk og fornuftigt, men det blev ind imellem lidt søgt, når man med vold og magt at forsøge at undgå at bruge en bestemt råvare. De to drikkevaremenuer var ikke specielt interessante, og det var irriterende, at velkomstdrinken var så dyr, når vi ikke blev præsenteret for en pris og havde mulighed for at vurdere den ud fra det. Og så tog serveringerne alt for lang tid.

Jeg ender på fire stjerner med pil op til Restaurant Domestic.