Dyrehøj Vingaard
Det danske sommervejr indbyder til udflugter, så vi har været forbi Dyrehøj Vingaard, som længe har stået på min to-do-liste over danske vingårde, jeg bør besøge. Dyrehøj er nemlig Danmarks største vingård med 50.000 vinstokke og har derfor en vigtig rolle på det danske vinmarked.
De første vinstokke blev sat i 2008 og er siden blevet suppleret med den ene lille vinmark efter den anden, som nu spreder sig i det bakkede landskab. Vingården råder over 6 hvidvinssorter og 13 forskellige rødvinssorter, som typisk bruges til hvidvine, rosévine, mousserende vine samt dessertvin. Der er dog også nogle hedvine samt lidt rødvin – samt både frugtvin, likører og forskellige typer alkohol. Dyrehøj Vingaard råder kort sagt over et bredt udvalg af alkohol!
Det er muligt at bestille rundvisninger med guide, men man må også gerne selv gå en tur i vinmarkerne, hvis blot man lader være med at røre ved vinplanterne. Produktionslokalerne er dog ikke tilgængelige uden aftale.
Vingården har en indbydende og velassorteret gårdbutik, hvor der primært er egne produkter men også en række delikatesser, som man kan supplere med, hvis man for eksempel vil lave en gavekurv. Her er også en lille bar, hvor man kan købe lidt mindre serveringer samt smage et udvalg af vinene.
Dyrehøj Vingaard er som sagt den største vingård herhjemme, og det betyder desværre også, at man – i modsætning til de fleste andre vingårde – ikke kan forvente, at det er ejerne selv, der står i butikken. Og her savnede jeg altså mere viden om produkterne og produktionsmetoderne hos ekspedienterne.
Vi måtte naturligvis også nyde en frokost hos Café Dyrehøj, der – som navnet antyder – naturligvis er en café, der ligger som en del af vingården. Her er et ret imponerende frokostmenukort med en masse små retter, som man kan kombinere. De bliver ikke serveret portionsanrettet (bortset fra suppen) men i skåle og på fade, så man deler. Jeg skriver derfor ved hver ret hvor mange portioner, fotoet viser.
Jeg lagde ud med en kold ærtesuppe med cashewnødder, creme fraiche og persille (en portion på ca. 2 dl), som var dejlig cremet og lækker. Min absolutte favorit blandt serveringerne.
Derefter var der lokale asparges med ærtepuré, pocheret æg samt chips (fire portioner). En udmærket servering, hvor ærtepuréen gav et frisk pift til smagen.
Gemalen og jeg blev også nødt til at prøve tataren med estragonmayo, syltede rødløg og chips (to portioner). Den smagte ganske glimrende men var også ret lille, så den forsvandt temmelig hurtigt.
Vi delte oksehale-kroketter med et par venner (en portion består af tre kroketter), der blev serveret sammen med citron-mayo. Kroketter plejer at være et sikkert hit, og det var disse også – meget saftige og velsmagende.
Og så delte vi også håndskårne fritter med persillemayo (fire personer). De var desværre ikke særlig sprøde, men dog tilpas saltede, og mayoen havde en skøn silkeblød konsistens.
Vi bestilte lidt forskellige glas vin til maden, så vi kunne prøve både hvidvine og rosévine. Og der var flere positive overraskelser imellem – blandt andet RÖS Cabernet Cantor 2021 – en halvtør rosé, som egner sig fortrinlig til denne udgave af dansk sommer. Og hvidvinen RÖS Muscaris 2021 havde også en god balance og var heldigvis ikke så sød, som Muscaris-vine godt kan være.
Jeg var ret imponeret over niveauet hos caféen – ikke mindst i forhold til de meget rimelige priser. Vi fik frokost + et glas vin hver for under 250 kr per person, så det er jo på alle måder rimeligt.
Dyrehøj Vingaard er et glimrende udflugtsmål, hvis du er lidt nysgerrig på dansk vin – især hvis du også spiser frokost her. Vil du gerne høre mere om, hvordan vinen produceres, så kræver det dog sandsynligvis, at du bestiller en guidet tur.
Hvor ser det sommerligt og dejligt ud – jeg gad virkelig gerne besøge nogle af de danske vingårde, når bare ligesom aldrig dertil. Håber, det kommer til at nå længere op på listen, for det ser så hyggeligt og fredfyldt ud, når du og andre reportere fra diverse steder.
– A
Jeg kan varmt anbefale det! Det er både hyggeligt og spændende – især hvis man støder på ejerne, som altid fortæller passionerede om deres projekt. Og så er niveauet efterhånden rigtig højt, så man får også smagt mange gode vine. Du kan jo starte med Guldbæk, der ligger tæt på dig. De har også en café 🙂