Dragsholm Slot – Lammefjordens Spisehus

Dragsholm Slot, Lammefjordens Spisehus, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Hørve Da vi var i sommerhus i slutningen af juli, tog vi på en række udflugter – blandt andet til Rørvig, hvor vi spiste på en rigtig god fiskerestaurant. Vi nåede dog også forbi Dragsholm Slot en af de andre dage, og her spiste vi frokost på Lammefjordens Spisehus – slottets knapt så formelle restaurant, som har åbent både til frokost og til aftensmad. Det var en af de dage, hvor solen brændte ekstra godt, så det var skønt at opdage, at vi kunne sidde ude på terrassen og nyde maden i flotte omgivelser.

Dragsholm Slot, Lammefjordens Spisehus, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Hørve Jeg blev fristet af drinkkortet på Dragsholm Slot, selvom det meste af udvalget var forholdsvis tunge drinks. Jeg endte med at vælge en Manhattan (bourbon, vermouth, angostura), som smagte ganske godt, men var en anelse for tung til vejret. Skidt pyt – det var mit eget valg, og der var også koldt postevand til at slukke tørsten med undervejs.

Dragsholm Slot, Lammefjordens Spisehus, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Hørve Jeg havde besluttet mig for at prøve tre retter, men så vidste jeg også, at jeg måtte gå efter de mindre serveringer, for varmen lagde en dæmper på min appetit. Jeg valgte derfor en snack som forret, der blev præsenteret som grøntsagsstave serveret med urtecreme og maltjord. Så havde jeg egentlig forventet et lille glas med rå grøntsagspinde, som jeg kunne dyppe i en urtecreme, men jeg tog fejl. I stedet fik jeg denne smukke servering, som var sprød, frisk og fed på samme tid – en herlig start på måltidet!

Dragsholm Slot, Lammefjordens Spisehus, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Hørve Til hovedret havde jeg valgt en af de lette frokostserveringer. Her var det en lyssej serveret på brød og toppet med en rødløgsringe, dild, maltjord og en creme, jeg desværre ikke husker navnet på. Jeg mindes ikke, hvornår jeg har fået en så god lyssejsret før – den havde en rigtig god balance, hvor løgene og dilden var med til at give den et ekstra pift – uden dog at overdøve fiskens smag. En meget lækker ret.

Dragsholm Slot, Lammefjordens Spisehus, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Hørve Desserten – som jeg ellers havde set frem til og var en af grundene til, at jeg valgte en lille forret og hovedret – skuffede desværre. Det var en gulerodskage med flødeostecreme og syltede havtorn. Bemærk, at der igen igen var maltjord på tallerkenen – det skuffede mig ærlig talt, for køkkenet må da kunne være mere kreative og ikke bare strø maltjord ud over alle retterne!?

Jeg savnede mere saftighed i kagen, og så var stykket ganske enkelt for stort. Enhver, der elsker gulerodskage, ved også, at flødeostecremen er ret vigtig, og her var køkkenet lige lovlig nærige med mængden. Jeg endte med at ekspedere noget af kagen videre til gemalen, for jeg kunne ikke spise op.

Dragsholm Slot ligger i smukke omgivelser, og da vi som sagt sad udenfor, så er det primært dem, jeg kan bedømme. Indendørsarealerne så nu også smukke ud, men dem fik jeg kun et kort glimt af. Servicen var udmærket, og især en af tjenerne viste sig at være god til at aflæse gæsterne og smalltalke hist og pist.

De to første retter samt drinken var jeg godt tilfreds med, men desserten skuffede mig som sagt, og jeg blev lidt træt af maltjord til sidst. Jeg ender på fem stjerner denne gang til Lammefjordens Spisehus på Dragsholm Slot.



4 thoughts on “Dragsholm Slot – Lammefjordens Spisehus”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *