Barfod Vin
Da vi var forbi Kalundborg-området for en uge siden, nåede vi ikke blot forbi Dyrehøj – der var skam også tid til at kigge ind hos en af områdets andre vingårde – Barfod Vin. Og det var ret vigtigt for os, for Barfod Vin har på få år skabt sig et virkeligt godt navn i den danske vinbranche med deres spændende og velproducerede vine.
De første vinstokke blev plantet i 2015, og vingården er nu oppe på 16.400 planter og sikrer dermed Barfod Vin en plads blandt de største vingårde herhjemme. Markerne dyrkes biodynamisk.
Barfod har en lille vinbutik, der har åbent i weekenden, og hvor man også har mulighed for at smage på nogle af vinene, inden man køber. Vi var så heldige at have en længere snak med ejerne og fik et godt indblik i glæderne og udfordringerne ved at dyrke vin på Røsnæs. Det er ganske vist et af de varmeste og mest solrige områder i Danmark – men også et ret tørt område, hvilket gav lidt udfordringer, når man plantede nye vinstokke.
Jeg har efterhånden besøgt en del danske vingårde de senere år, og jeg må sige, at Barfod Vin er en af dem, der gør det bedst. Det var en fornøjelse at smage deres vine, som var velsmagende, nuancerede og i balance. Især deres ene Solaris imponerede ved at have en langt mere kompleks og interessant smag, end jeg har oplevet med andre Solaris-vine. Og den dessertvin, vi smagte – og som smagte aldeles fremragende – var da også udpeget af Forbes Magazine til at være en af de ti dessertvine, som du bør prøve i år.
Vingården har da også så megen succes, at de sælger deres vine til mange af gourmetrestauranterne herhjemme. Så med mindre at ejerne bliver trætte af markarbejdet, så har Barfod Vin en lys fremtid.