Den 13. december er det Luciadag, og selvom det også fejres i Danmark, så er det en tradition, der er langt mere udbredt i Sverige. Det er også svenskerne, der begyndte at bage luciaboller/lusseboller/lussekatte tilbage i 1600-1700-tallet, men dengang var bollerne ikke knyttet til Lucia-traditionen, som først dukkede op i Sverige i 1920’erne. I 1600-1700-tallet var tiden stadig præget af folketroen, og her blev den 13. december betragtet som den mørkeste nat, hvor selveste Djævlen kom sammen med sin sorte kat. Lussekattenes snoede form skal minde om en kattehale, og ‘lusse’ er sandsynligvis en afledning af Lucifer (dvs. Djævlen).
Jeg har snydt lidt og bagte luciaboller allerede her i weekenden, så jeg kunne blogge om dem her til aften. Jeg tog udgangspunkt i en udgave på luciaboller, som Camilla Plum har vist i en af sine tv-programmer, men brugte lidt mere æg og lidt mere gær. Jeg har dog skruet lidt ned for gæren i den viste opskrift herunder, da jeg syntes, at bollerne hævede ret meget, selv da de var kommet i ovnen (ingen morsomme kommentarer fra evt. svenske læsere, som synes, at disse luciaboller ser lige lovlig buttede ud!).
Lussekatte/Luciaboller
9 stk.
15 g gær
2 dl lunken letmælk
50 g smeltet smør
1 æg
ca. 350-400 g hvedemel
½ dl rørsukker
½ tsk salt
½ tsk hel safran
æg til pensling
rosiner/korender
Rør gæren ud i den håndvarme mælk og tilsæt resten af ingredienserne – dog melet til sidst og lidt ad gangen, så du kan føle dig frem til, om dejen har fået nok. Dejen skal være lidt klistret og fugtig, så pas på, du ikke bruger for meget mel.
Sæt dejen til hævning med et fugtigt klæde over og vent, indtil den er hævet til dobbelt størrelse. Form snoede luciaboller af dem og lav gerne bollerne lidt små, da dejen hæver meget. Pensl bollerne med sammenpisket æg og tryk en rosin i hver ‘ende’ af bollen. Lad dem hæve i 15-30 minutter og bag dine luciaboller i ovnen ved 200 grader i 12-15 minutter.
Flækkes og spises med lidt smør.
Note: Dejlige luftige luciaboller, som havde en flot gylden farve. Hvis du ikke har safran og ikke kan skaffe det, så kan du snyde og bruge gurkemeje i stedet (men sig det ikke til svensken, tystys!).
Og hos os har vi jo sorte katte hver dag, men djævelske er de nu ikke… selvom Luna da ser en anelse bims ud på det her billede…