Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret glad for citroner, og da man godt kan mangle et ordentligt skud c-vitaminer her om vinteren, mente jeg, at det var på tide at lave en citrusdrik.
Jeg skelede til en opskrift hos Louisa Lorang, men skar ned på sukkermængden, undlod grapefrugter og tilsatte mere citron. Derudover ændrede jeg lidt på metoden, da jeg valgte at blende undervejs (hey, jeg har jo blende-benspænd), for jeg havde nemlig tænkt mig at bruge resterne til noget spændende… mere om det i morgen.
Citrusdrik
1-1,2 l
2 øko-citroner
3 øko-appelsiner
1½ dl rørsukker
7 dl vand
2 lime
Derudover:
½-1 citron
Skræl det yderste af skallen på citroner og appelsiner med en kniv. Prøv at undgå at få den hvide hinde med. Hæld appelsin- og citronskallerne i en gryde sammen med vand og sukker og lad det koge i ca. 8 minutter. Mens det koger, piller du eventuelle store stykker hvid hinde af citronerne og appelsinerne og blender dem derefter til en ensartet masse.
Si den kogte saft og gem skallerne – dem skal du bruge til et eksperiment, jeg fortæller om i morgen. Hæld den blendede citrusmasse gennem en si – pres gerne frugtkødet lidt, så det slipper mere saft – og hæld den kogte saft og den blendede saft sammen. Husk at gemme pulpen fra de blendede citrusfrugter – dem skal du også bruge til det eksperiment, jeg blogger om i morgen.
Pres de to limefrugter og rør limesaften i den øvrige saft. Stil din citrusdrik i køleskabet, indtil den er helt afkølet. Smag den til med citron og evt. lidt mere vand, hvis du synes, den er for kraftig.
Note: Virkelig skøn citrusdrik, der både har sødme og syre på samme tid. Jeg er ret glad for den syrlige citron, så den smag skruede jeg op for, men har du en lidt mere sød tand, kan du undlade den ekstra citron.