Jeg trængte til at lege lidt med konfekt, så jeg besluttede mig for at lave en portion til svigerinden + mand som en lille påskeoverraskelse. Jeg mente at have set en opskrift på Baileyskugler, jeg ville prøve, men da jeg skulle i gang, kunne jeg ikke finde den, så jeg lavede min egen udgave. Jeg havde også først tænkt mig, at jeg skulle afprøve en opskrift fra ‘Konfektbogen’, men de mest interessante krævede, at jeg var gået i gang i går… og da jeg ikke har nogen tidsmaskine, så hjalp det mig ikke så meget her til morgen!
Men men men… heldet følger de tossede, og jeg endte med at opfinde min egen konfekt – inspireret af en chokolade med ingefær – og den smager virkelig, virkelig godt!
Baileyskugler
15 stk.
150 g marcipan
25 g hakket mørk chokolade
3-4 tsk Bailey’s
mørk chokolade til overtræk
krymmel eller anden pynt
Marcipan blandes med hakket chokolade og Baileys. Blandingen trilles til kugler og vendes i smeltet chokolade. Pyntes med krymmel eller lignende.
Citron-ingefær konfekt
15 stk.
150 g marcipan
1½ tsk revet citronskal
1½ tsk frisk, revet ingefær
Hvid chokolade
Krymmel
Marcipan blandes med citronskal og den revne ingefær. Blandingen trilles til kugler og dyppes i hvid, smeltet chokolade – krymmel drysses på.