Oplevelser til Copenhell 2016

Det sidste tre dage har jeg været i Helvede – nærmere bestemt Copenhell 2016 på Refshaleøen. Det er en mangeårig drøm, der er gået i opfyldelse, for jeg har længe ønsket at tage til Copenhell, men desværre har det altid ligget oveni et flere dages firma-arrangement, så det har været umuligt… indtil nu. I år var der både plads i kalenderen samt et aldeles tillokkende festivalprogram, så der var ingen tvivl om, at gemalen og jeg skulle afsted.

Her får du mine indtryk af musik, mad og drikkevarer på Copenhell 2016.

Hvad helvede er Copenhell?
Copenhell er Danmarks største rock- og metalfestival med ca. 20.000 deltagere. De sidste par år har festivalen varet i tre dage – før det var den kun på to dage. Det er syvende år, festivalen bliver afholdt, og den holder til på Refshaleøen i København. Det er en festival, hvor der både spilles hård rock, dødsmetal, melodiøs metal og adskillelige andre undergenrer af heavy metal. Der er både noget for dem, der nyder de lidt blødere rocktoner fra 70’erne og 80’erne samt for dem, der vil have hårdpumpet speedmetal og skulls.

Gennemsnitsalderen for deltagerne er i midten af 30’erne. Selvom der er en overvægt af skæggede mænd i sorte t-shirts, så er det en festival, der tiltrækker rigtig mange forskellige mennesker. Der er folk i alle aldre (og overraskende mange børn – selvfølgelig med høreværn på), der er folk, der går all-in på det dystre outfit og så er der dem, der dukker op i farverige shorts eller jakkesæt. Der er plads til alle, der godt kan lide heftige guitarsoloer og tunge trommedrøn.

Har du ikke været til metalkoncert, så tror du måske, det kan være en halvfarlig oplevelse, hvor man let får sig nogle knubs. I så fald tager du fejl. De mest fredelige koncerter, jeg har været til, har været metal- og goth-rock koncerter. De fleste koncertgængere står helt stille og nyder musikken – evt. spicet op med kontrolleret headbangen og djævlehåndtegn mod scenen – men selvfølgelig opstår der ind imellem deciderede moshpits til nogle af koncerterne. Den tumult er dog ret let at undgå, og koncertgæsterne er som regel ret gode til at passe på hinanden. Et par af mine venner fortalte blandt andet om, at de til en af de tætpakkede koncerter havde stået lige ved siden af en fyr, der havde tabt sin pung. Straks trak de omkringstående sig tilbage, så der dannede sig en cirkel omkring pungen, og fyren kunne let og ubesværet samle den op igen. Og så blev der festet videre. God stil.

Maden på Copenhell 2016
Copenhell er ikke just kendt for et spændende udbud af madboder. Hvor Roskilde Festival og Northside i den grad har brandet sig på gourmetmad og økologi, så kører Copenhell en mere old school festivalstil. For et par år siden gjorde de ganske vist et forsøg på at oppe sig på madfronten, men ifølge mine venner, der deltog det år, så lykkedes det ikke rigtig.

I år havde jeg selv mulighed for at undersøge sagen, og jeg researchede på udvalget, inden jeg tog afsted. Jeg var positivt overrasket over, at over halvdelen af festivalens boder også solgte vegetarretter, så selvom metalmusikken mest forbindes med kød (altså – sådan madmæssigt), så var der som vegetar rig mulighed for at finde kødfri alternativer.

Herunder får du en gennemgang af, hvad jeg og gemalen fik smagt i løbet af Copenhell 2016.

Den bedste madoplevelse stod Gorm’s for. Det var første gang, de var på festivalen, og det er måske samtidig et tegn på, at Copenhell så småt begynder at skrue op for charmen på madfronten. Vi fik en spicy pizza med tomat, mozzarella, spinat og en chilikrydret pølse. En lidt våd pizza men med en god sprød kant, en lækker tomatsauce med kraftig tomatsmag og så et fint chilipift i pølsen. En aldeles glimrende pizza.

Jeg havde egentlig tænkt mig at prøve Hellfire Burritos – en bod, der serverede chilistærke burritos – men deres bod var på camping-området, og der kom jeg ikke under festivalen. Jeg fandt dog et alternativ, nemlig en pandekagebod, der blandt andet serverede pandekager med texmex, oksekød og salat. Pandekagerne var superbløde (men manglede salt). Desværre var de også så bløde, at det var stort set umuligt ikke at spilde, mens man spiste. Dog en dejlig saftig servering, som mættede godt. Jeg havde gerne set, at kødfyldet var blevet krydret, for smagen var ret mild. Man kunne ganske vist få syltede jalapenos i, men de overdøvede fuldstændig smagen af resten af fyldet, så dem frabad jeg mig. Men havde fyldet fået lidt paprika og chili, så havde denne madpandekage fået topkarakter.

En af de madboder, jeg var blevet anbefalet, var Fucking Sprød Svin, der serverede svinesandwiches. De bestod af en mørk ciabatta-agtig bolle med en tyk skive svinekød, en rødkålscoleslaw samt syltede agurker. Agurkerne havde en lidt underlig smag, jeg ikke var så vild med – jeg savnede mere syrlighed – og så var der for få af dem. Men ellers en fin og fyldig svinesandwich.

Der var masser af svinekød på madprogrammet, men det var også muligt at få and – nærmere betegnet Fuck the Duck-burger i blød bolle med supermørt andekød, syltede sommergrøntsager, dressing og chilimayo. Det var en burger, der havde masser af saftighed, og grøntsagerne var så friske og grove, at der også var noget at tygge på. Smagen var dog ret mild – man kunne hælde noget stærk chilisauce på, hvilket vi også gjorde – men jeg havde nok håbet på lidt flere krydderier i fyldet fra start. Derudover var bollen ret tam og og ligegyldig, og så mættede burgeren overraskende lidt. En fin idé, men jeg var desværre ikke nær så imponeret, som jeg havde håbet på.

Vi skulle naturligvis også prøve et af de kødløse alternativer. Det blev til en lille foodtruck, der så ud til at være kommet med i sidste øjeblik – den var i hvert fald ikke indtegnet på det officielle kort over pladsen. Foodtrucken serverede en vegetar-burger og en vegetar-burrito, og vi snuppede den første. Igen var bollen en kedelig tvangsbolle fra Helvede supermarkedet, men grøntsagsfyldet var fint og havde en tilpas saftighed. En mild men okay smag. De tilhørende plantain-chips smagte dog præcis lige så spændende som bølgepap.

Og så når jeg frem til dårligste madoplevelse på Copenhell 2016 – nemlig pølsemix fra Grill ’em All. Det så ellers interessant ud på afstand, og vi købte det som en pludselig indskydelse, da vi havde lyst til at snacke lidt. Pølsemix bestod af pommes frites med stegte pølseskiver og bacon-mayo. Disse pommes frites var, som standard købe-pommes frites nu en gang er – dvs. ikke synderlig interessante, pølseskiverne var overstegte industripølser, og bacon-mayoen savnede intensitet og tilsmagning. En servering, der skreg kedelig festival-mad uden nuancer eller pondus.

Men ser man bort fra sidstnævnte servering, så var det nogle ok madoplevelser, vi havde undervejs. På ingen måde prangende eller noget, vi kom helt op at ringe over, men heller ikke så slemt, som jeg frygtede. Men nu gik vi mere eller mindre også konsekvent efter det, der så og lød mest interessant.

Drikkevarerne på Copenhell
Man skulle tro, at øludvalget ville være der, Copenhell ville markere sig i forhold til andre musikfestivaler, for øl er trods alt den drikkevare, mange forbinder med rock og metal. Men nej. Hovedsponsoren for Copenhell 2016 var Royal, og de havde efter sigende smidt så mange penge på bordet, at de fik eneret på ølsalget. Det betød, at der kun blev solgt Royal i alle ølboderne – og så enkelte andre øl, som Royal også forhandler, i de to store øltelte. Nu synes jeg personligt, at Royal er noget “#¤%&% sprøjt, og når en halv liter samtidig koster 50 kr, så er det rimelig let at undvære øl. Det eneste øl, jeg drak under festivalen, var et par slurke, jeg fik af gemalen, da jeg blev temmelig tørstig under en koncert.

Men hvad kunne man så drikke? Tja, der var også Jägermeister-shots og energidrikke, men det er to koncepter, jeg aldrig har forstået, så jeg blev selvfølgelig lettet, da jeg så, at der blev serveret cocktails flere steder på festivalen. Det viste sig dog, at det primært var den, der hed Cocktailbar, der havde et ok udvalg, og her fik jeg prøvet alle drinks undtagen den med tomatjuice (der må være grænser!).

En cocktail på 30 cl indeholdt 3 cl sprut, hvilket var lige i underkanten. Omvendt var det så varmt, at jeg mere havde brug for noget koldt og læskende end en cocktail, der hvinede af alkohol, og her var udvalget af cocktails aldeles glimrende. Og så ser man jo mega-metal ud med myntedusk og plastikpynt i hånden 😉

Jeg var også forbi en anden lille cocktailbar – Firestarter CPH – hvor jeg fik en glimrende lemonade med gin i, mens gemalen fik en klassisk gin & tonic. Lige på og uden så mange dikkedarer.

Sidst men ikke mindst så det også ud til, at man også kunne få drinks i ølboderne, men da det så ud til at være de mest gængse (rom & cola, gin & tonic osv.), så sprang jeg over.

Biergarten
Copenhell har et kæmpe øltelt, Biergarten, hvor der konstant festes til en sand potpourri af heavy metal, der brager ud gennem højtalerne. Det er en skøn blanding af liveoptrædener og dj’s, der fyrer den af, og det er her, mange søger hen, når der er pause mellem koncerterne – eller hvis de bare vil drikke og hygge. Der er en djævelsk god stemning i teltet, og det er svært ikke at blive revet med, når flere tusinde pludselig skråler med på ‘Killing in the Name of’ og ‘Ace of Spades’. Jeg forstår godt dem, der nærmest ikke rokker sig fra teltet under hele festivalen – der er virkelig festligt. Der er dog også ret varmt og nærmest ingen ilt i midten af teltet, så det var også ret forfriskende at komme udenfor igen.

Bedste koncertoplevelser
Nu har jeg skrevet utrolig meget om maden og drikkevarerne, men det var jo først og fremmest musikken, vi var der for. Der var en fin blanding af bands og kunstnere, jeg kendte, samt bands jeg ikke var stødt på før, men som jeg nu havde mulighed for at opleve for første gang, og det er jo en af de bedste ting ved musikfestivaler – muligheden for at støde på en ny og spændende musikoplevelse.

Min bedste koncertoplevelse på Copenhell 2016 var dog en gammel kending – Mr. Nice Guy også kendt som Alice Cooper. Den første lp, jeg købte, var faktisk med Alice Cooper (det blev også den eneste lp, jeg kom til at eje – kort tid efter bragede cd’erne ud på musikmarkedet), og selvom jeg aldrig har været die hard-Cooper fan, så har jeg sunget med på en række af hans sange gennem tiden. Og man må sige, han leverede et brag af en koncert, hvor han og det veloplagte band havde publikum i den hule hånd under hele koncerten. Sceneshowet var underholdende og fuld af attitude, og selvom det ind imellem blev ret kitsch og fjollet, så blev han tilgivet af masserne. Imponerende levering af en mand på 68 år!

Dropkick Murphys stod for en røvsparkende kæk intro til festivalen – det var første band, jeg hørte om torsdagen – og den flabede kombination af hård rock og irsk folkemusik var både charmerende og fængende. Desværre tabte koncerten lidt pusten undervejs, da der kom en stime af knapt så spændende numre, så vi fik ikke hørt hele koncerten. Men absolut et band, der er værd at opleve live.

Shinedown var også en positiv overraskelse. Det er et band, jeg ikke før har lyttet til, men det er helt klart et band, jeg vil holde mere øje med. Til trods for, at de spillede om eftermiddagen på festivalens sidste dag, formåede de alligevel at ruske gang i festivaldeltagerne og leverede en solid præsentation både musisk og i form af en god kontakt med publikum. Overraskende charmerende og sympatiske.

I mine teenageår hørte jeg en del Clawfinger, så dem havde jeg også glædet mig til at opleve. De havde dog en ret sløv start, der ikke blev bedre af, at lydniveauet for bassen og mikrofonerne var for lavt. Heldigvis gav bandet ikke op, men formåede at skrue op for feststemningen undervejs – godt hjulpet på vej af en speedtalende forsanger og et band, der ikke havde nogen berøringsangst overhovedet, da flere af bandmedlemmerne crowdsurfede under koncerten! Sikkerhedsvagterne var næppe særlig glade for det, men det gav helt sikkert points hos publikum.

Jeg kan naturligvis heller ikke komme udenom Black Sabbath, der var festivalens absolutte hovednavn. Ozzy havde ganske vist svært ved at ramme de rigtige toner, men skidt med det, når nu resten af bandet fyrede den af. Der blev råbt, sunget og hujet på hele festivalpladsen, hvor alle var mødt frem for at sige farvel til en af metalgenrens største bands.

På falderebet vil jeg også fremhæve de to danske bands, Bersærk og Helhorse, som jeg også hørte på Copenhell 2016. Dem kendte jeg ikke i forvejen, men det må være en fejl fra min side, for det lød ret lovende, så dem vil jeg også holde øje (og ører) med fremover.

Copenhell 2016 – en fed oplevelse
Copenhell 2016 blev heldigvis den fantastiske oplevelse, jeg håbede på. Det er fedt, at der er en rock- og metalfestival i Danmark, der kan levere et så bredt og alligevel skarpt program. Samtidig var det også en god anledning til at mødes med venner og bekendte. Jeg stødte på flere, jeg ikke har set de sidste 5-10 år, og så nåede jeg også at hilse på Johan igen og udveksle erfaringer med madboderne.

Jeg håber, at festivalen fortsætter stilen til næste år, for så dukker jeg helt sikkert op igen. På mad- og drikkevarefronten er der dog plads til forbedring. Det er lidt underligt, at man ikke har valgt at opprioritere den del. Ikke at Copenhell madmæssigt skal være en tro kopi af popfestivalerne, men da gennemsnitsalderen for Copenhell er så høj, skulle man tro, at der også vil være købere til kvalitetsprodukter.