Ølbrygning: Her er vores første øl!
Halløjsa! Hvad har vi her? Det er såmænd gemalens og min første hjemmebryggede øl! Som jeg tidligere har fortalt, så har vi taget vores første spæde skridt inden for ølbrygningens verden. Tilbage i Kristi Himmelfartsferien bryggede vi vores første øl, og i denne uge var det så endelig tid til at smage den.
Jamenaltså – er den ikke nydelig? En flot ravfarve efter min mening.
Og hvordan smager den så? Ganske udmærket, tak. Det håbede jeg også på, men man ved jo aldrig, hvordan det går, når det er første forsøg. Den har en afdæmpet humlesmag med lidt sødme og en letkrydret smag, og så holder den sig på beskedne 4,3%, hvilket gør den helt perfekt som sommerøl.
Hvad gjorde vi anderledes?
Vi brugte et humle+malt sæt, da vi bryggede, men vi kunne selvfølgelig ikke nære os, så vi ændrede nogle ting undervejs. Når malten er kogt og skal sies fra, skyller man typisk malten igennem med vand for at få de sidste sukkerrester med (og dermed få en højere alkoholprocent i sidste ende). Her skyllede vi dog ikke al malten igennem, og det er nok den primære grund til, at vi fik en lavere alkoholprocent. Det gør dog ikke så meget – så passer øllen som sagt bedre her til sommersæsonen, hvor jeg foretrækker mere friske og knapt så tunge øl.
Vi tilføjede mere humle end originalopskriften, og det er jeg egentlig glad for, da det gav lidt mere kant og friskhed til smagen.
Vi kunne godt have tilføjet lidt mere sukker i sidste trin af ølbrygningen, hvor øllen hældes på flasker og skal danne kulsyre. Der er en pæn mængde i vores øl, men der kunne godt have været lidt mere.
Men alt i alt en succes, og vi er naturligvis begyndt at pønse på, hvad næste ølbrygningsprojekt skal være… 😉
Sejt, den ser virkelig flot ud 🙂
Tak, jeg er også meget tilfreds med farven 🙂