Ølbrygning: Vores første forsøg
For et par måneder siden afslørede jeg, at gemalen og jeg har planer om at kaste os over ølbrygningen i år, og i første omgang var vi med til at brygge en øl hos en brygmester, vi kender. Det var hyggeligt men også ret let, da hun havde en stor kedel, der kunne programmeres. På den måde sparer man sig selv for en del af de besværlige/omstændige trin, der er, når man brygger hjemme i køkkenet.
Da vi skulle i gang, tog vi udgangspunkt i et begynder-brygningssæt, som jeg havde givet gemalen (man kan købe dem via adskillelige danske ølbrygningshjemmesider). Udover selve udstyret (spande, målere, flasker osv.) havde jeg også købt et allgrain-sæt, som indeholdt ingredienserne til en IPA. Malten var dog ikke valset på forhånd – den skal nemlig være friskvalset, når man bruger den – men vi havde fået et tip om, at man kunne få den valset hos Maltbazaren, og da vi alligevel ville købe et par ekstra ting, der skulle i øllet, så startede vi med at tage derud.
Da vi var hjemme igen, kunne vi gå i gang. Vi havde lånt en kæmpe kedel af vores brygmesterven, og den kunne heldigvis stå på komfuret. Vand og malt røg i gryden, og så skulle den ellers varmes op til 68 grader – under omrøring. Og det var så her, man for alvor kunne mærke forskellen på at have en simpel kedel og så havde semiprofessionelt udstyr, der selv sørger for at røre 🙂
Da malten var blevet kogt ved 68 grader i en times tid, fik den nogle minutter ved 73 grader, og så var det ellers tid til at si malten fra.
Det var ikke helt let, og vi kunne sandsynligvis have gjort det på en mere elegant måde, men det lykkedes da ved hjælp af nogle gryder og dørslag. Køkkenet kan godt blive lidt klistret under dette arbejde, da væsken på dette tidspunkt er ret sukkerholdig, da stivelsen i malten omdannes til sukkerarter under opvarmningen.
Nu blev væsken opvarmet igen, for der skulle naturligvis også humle i. Vi kunne selvfølgelig ikke nære os, så vi holdt os ikke blot til den humle, der fulgte med bryggesættet men havde også købt lidt ekstra bitterhumle hos Maltbazaren. Humlen røg i, og så fik kedlen ellers lov til at koge videre.
Efter kogningen tog vi lidt af øllet fra, for nu skulle det testes. Det blev hældt over i en høj kolbe og fik lov til at afkøle, inden vi puttede et hydrometer ned for at måle vægtfylden. Den værdi skrev vi ned, og så laver vi en lignende måling, når øllet har har gæret. Ud fra disse tal kan vi så beregne alkoholprocenten i det færdige bryg.
Øllet blev hældt over i en steril beholder, og så blev den ellers sat til at afkøle. Det var noget af en udfordring, eftersom vi havde valgt at brygge i Kristi Himmelfartsferien, hvor vejret som bekendt var ganske skønt – og varmt. Men da det endelig nåede ned på omkring 25 grader, kunne vi hælde gæren i og lægge låg på (med gærlås, så overskydende CO2 kunne slippe ud).
Og nu har øllet boblet i en uges tid. Det skal stå en uges tid mere, inden vi hælder det på flasker, og så skal det pønse videre endnu et par uger, inden det er klar til at blive smagt på.
Jeg tror, vi brugte 4-5 timer i køkkenet, inden øllet blev hældt over i beholderen for at køle ned. Vi kunne nok godt have gjort det lidt hurtigere, hvis vi var mere øvede, men nu er det første forsøg, og selvom vi havde fået en god introduktion hos brygmesteren, så var der også et par aha-oplevelser undervejs i forhold til de praktiske detaljer. Det der med at si malten fra kunne vi for eksempel godt have gjort lidt mere elegant, men så ved vi det til en anden gang 🙂
1 thought on “Ølbrygning: Vores første forsøg”