Ølbrygning: Sort IPA

Ølbrygning: Sort IPA

Hvis du fulgte med i sidste års indlæg om ølbrygning, så har du måske undret dig over, at der har været stille om det på bloggen det sidste halve år. Men men – der er skam blevet brygget en del her i huset. Først var det en ny version af den lækre brown ale. Derefter blev der brygget en stout sammen med vores belgiske ven, og den øl troede jeg faktisk, at jeg havde skrevet om her på bloggen, men det kan jeg nu se ikke er sket, så den vil jeg også skrive om inden længe.

I løbet af foråret var der også en IPA, der gik galt, men næsten samtidig med dette projekt fik gemalen fremtryllet en rigtig lækker sort IPA. En sort IPA er en moderne øltype, som har en dybsort farve og en brændt maltet smag men også en frisk humle, der gør, at den ellers ret vinteragtigt udseende øl er ganske forfriskende i varmen.

Jeg har ventet med at blogge om denne øl, da jeg håbede på, at vi fik navn og etiket klar til den, men den del af processen tager længere tid denne gang, så det må vente til næste gang, den øl bliver brygget.

Den sorte IPA blev brygget i april, og vi har nydt den i løbet af de sidste tre måneder, men nu begynder smagsnuancerne desværre at forsvinde, og det er især den friske smag, som er næsten forsvundet. Det er en ting, man skal være opmærksom på ved hjemmebryg – øl ændrer ofte smag over tid, og her er det rart, at vi har været gode til at få den drukket i tide.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *