Le Jardin de Benjamin

Min ferie er sådan set slut, men det er blogindlæggene om de mange oplevelser langt fra! I da vil jeg fortælle om den sidste restaurant, vi prøvede i Frankrig – nemlig Le Jardin de Benjamin, der ligger i de smukke omgivelser ved vinproducenten Chateau de Berne. Da vi var på ferie i Frankrig, boede vi ikke så langt fra stedet, så det var oplagt at spise der en aften. Chateau de Berne har også en bistro, men den nåede vi dog ikke at besøge.

Vi havde bestilt bord i god tid inden, men der var dog stadig ledige borde denne aften. Stedet ligger også lidt afsides, men til gengæld i meget betagende omgivelser, og der er ingen tvivl om, at det æstetiske udtryk betyder meget for Le Jardin de Benjamin.

Retterne på menukortet lød alle meget spændende, så det var svært at vælge. Man kunne både vælge fra a la carte-kortet, men Le Jardin de Benjamin havde også sammensat tre menuer. Her valgte vi den mellemstore samt den vinmenu, der passede til.

Et view ud over noget af terrassen, som vi sad på.

Mens vi ventede på første ret, fik vi en velkomstdrink, hvilket bestod af en mild iste. Interessant men ikke lige mig.

Det var den følgende appetizer til gengæld. Den bestod af en lillebitte portion melonsuppe, der blev serveret sammen med…

… en crumble lavet på oliven! En lidt usædvanlig kombination, men den fungerede ikke desto mindre fint.

Så var det tid til første ret – en kombination af friske og syltede tomater i kraftig tomatsaft, der var toppet med et lille stykke friteret gedeost. Og det var selvfølgelig en rigtig lækkerbisken for en tomatelsker som mig, for her var der brugt saftige og intense tomater, der virkelig havde noget at byde. Mmmmm!

Vi fik husets hvidvin til – og det var sådan cirka det, sommelieren kunne svinge sig op til at sige, da han præsenterede den lidt anonyme vin. Mere om ham senere i anmeldelsen.

Sammen med maden fik vi naturligvis kuvertbrød. Det var nogle ordentlige humpler, og brødet var lidt grovere, end jeg ville have forventet af et fransk køkken, men det smagte udmærket.

Næste ret var også en fryd for både øjne og gane. Her var det peberkrydret kalvekød, der blev serveret med artiskokker, artiskokcreme, pink grapefrugt og campari-skum! Øj, det var en pløk sammensætning, og jeg elskede det! Især den funky skum var et godt påfund, og den var ikke alene smuk (og jeg er ellers ikke vild med lyserød) men gav også en interessant kant til smagen på grund af de bitre noter fra camparien. Meget spændende servering.

Næste ret var en enkel osteservering. Gemalen mente naturligvis, at jeg primært havde valgt denne menu, fordi det var den eneste, hvor der automatisk fulgte ost med. Jeg ved ikke, hvad han antyder…

Nå, men der var ikke så mange dikkedarer – fire stykker ost. Der var – så vidt jeg husker – en Morbier, en Camenbert, en Tomme Savoie og en Comté. Det overraskede mig lidt, at der ikke var en stærk ost i forbindelse med osteserveringen. Det er noget, en del danske restauranter holder sig fra (sikkert fordi de gerne vil tage hensyn til de gæster, der ikke bryder sig om stærk ost), men jeg havde egentlig troet, at franskmænd var mere modige på dette punkt.

Ostene blev serveret sammen med brød.

Og nu var det ved at være tid til dessert, men hov! Hvad var nu det, der kom på bordet? En lille predessert! Det var en lille fnug-let og tynd sukkerskal med… hrm… kokos på? Det kan jeg faktisk ikke huske – den forsvandt så hurtigt fra tallerkenen!

Sådan så min dessert ud – et lille kunstværk bestående af en grøn gelé – gætter på den var lavet på urter – bittesmå jordbær, tre slags tynde kager/kiks, en sorbet lavet på spinat og artiskokker (!) og dråber af jordbærsirup. Det var en ret fantasifuld sammensætning, men ikke desto mindre ganske vellykket, og det var en fornøjelse at se, hvordan der var kælet for detaljerne. Igen en ret, der både var en fryd for smags- og synssanserne.

Jeg plejer normalt ikke at vise gemalens retter, når vi spiser ude, men her får du alligevel et billede af hans dessert, for den var også virkelig nydelig.

Nu var måltidet egentlig slut, meeen der kom alligevel lidt petit fours på bordet, og det siger man jo ikke nej til. Der var tre til hver – en fyldig og temmelig nødderamt fransk nougat, en lille lækker macaron samt en bette lemon meringue pie. Haps haps haps!

Der var ingen tvivl om, at Le Jardin de Benjamin havde fuldstændig styr på maden. Den var spændende, kreativ, delikat og ikke mindst små visuelle mesterværker. Maden får topkarakter.

Der var dog også en række ting, der trak ned, og her var det et eller andet sted lidt pinligt, at vinene ærlig talt ikke var særlig interessante. Bevares – de kunne godt drikkes, men maden var flere klasser bedre end drikkevarerne, og når nu Le Jardin de Benjamin ligget hos en vinproducent, så er det ærlig talt ikke så godt, at det er vinene, der trækker oplevelsen ned.

Det gør også, at man et eller andet sted måske kan forstå stedets sommelier, der var temmelig nærig med beskrivelserne af vinene. Flere af dem blev præsenteret som husets vin samt den farve, vinen havde (!). Man skulle tro, at han havde en vis faglig stolthed, der gjorde, at han gerne ville fortælle lidt mere om vinene – jeg mener, det er jo for filan deres egne vine! Men nej – det var der ikke noget af her. Samtidig opførte han sig lettere besynderligt på den der passivt-aggressive måde, som visse franske tjenere synes er sjovt (fransk humor er ret speciel…), hvor man som gæst ikke helt kunne lure, om han lavede sjov eller bare hadede gæsterne. Jeg lod tvivlen komme ham til gode.

Derudover fik Le Jardin de Benjamin lavede et par fejl rent administrativt. Først fik de givet os en regning, der var 180 euro for høj. Af en eller anden grund havde de ved en fejl fået registreret noget på vores regning, som vi ikke havde fået. Da vi spurgte ind til det, kom de med en hurtig undskyldning og kom derefter med en ny (korrekt) regning. Ingen forklaring eller godtgørelse. Det sidste gør mig ikke så meget, men det var altså en virkelig pinlig fejl for et sted, der gerne vil udstråle professionalisme og tiltrække sig gourmet-interesserede gæster. Den anden fejl opdagede jeg først, da vi var taget derfra. Jeg så nemlig, at restauranten havde ringet til mig, mens vi spiste. De havde lagt en besked på min telefonsvarer om, at jeg ikke var dukket op til min reservation, men at de håbede, at jeg ville kigge forbi en anden gang. What!? Der blev jeg faktisk så irriteret, at jeg efterfølgende sendte dem en e-mail for at udtrykke min overraskelse over, at de havde ringet til mig i den tro, at jeg ikke var dukket op, når nu jeg sad og spiste på deres terrasse på det tidspunkt! De havde tydeligvis ikke styr på deres bookingsystem…

Men altså. Maden, udsigten og interiøret hos Le Jardin de Benjamin er fantastisk. Servicen er generelt god – når man ser bort fra sommelieren – men til gengæld er vinene ikke synderlig interessante, ligesom restauranten lavede flere grelle administrative fejl.

Jeg ender derfor med fire stjerner til Le Jardin de Benjamin. Maden var som sagt til topkarakter, men de ovennævnte fejl trækker desværre ned i den samlede oplevelse.