Et smut til solskinsøen
Jeg er lige hjemvendt efter en miniferie på Bornholm, og sikke en skøn tur vi havde! Det er 18 år siden, jeg sidst var på Bornholm, og det var i 7. klasse, så der er unægtelig sket en del på øen siden da. Blandt andet har Bornholm kørt en massiv markedsføringskampagne de seneste år for at fremstille øen som et sted med masser af gode, lækre råvarer og delikatesser af bedste kvalitet. Og det er ikke bare ordgøgl – bornholmerne har noget at have det i. Mange af deres producenter er blevet hædret med diverse priser de seneste år, og dobbelt så mange på øen er beskæftiget inden for fødevareindustrien, hvis man sammenligner med resten af landet.
Jeg tror, det er et meget klogt træk at markedsføre øen på den måde, for selvfølgelig er øen dejlig i sig selv, men for et madøre som mig er det en fantastisk oplevelse at gå på opdagelse blandt de mange spændende produkter. Mere om det i morgen, for nu skal jeg til at sortere billeder. Jeg kom til at tage en lille milliard, mens vi var af sted, og det tager jo lidt tid at kigge igennem.
Imens kan I nyde et par billeder af den strand, der lå ved sommerhuset, hvor vi opholdt os. Vandet var ret koldt, så vi hoppede ikke i, men der blev travet op og ned langs kysten et par gange, og jeg havde en ubændig trang til at smugle noget af det meget bløde, dejlige sand med hjem – det var helt mediterende at røre ved det…
Åh, hvor ser der smukt ud! 🙂
Vi har også ofte talt om at tage til Bornholm, men det er ikke rigtig blevet til noget……
Jeg glæder mig til at se hvad I har mæsket Jer i 😀
Mange hilsner
Birthe
NYBH – der var meget skønt. Virkelig dansk sommeridyl, så der ikke var et øje tørt! 😀
Jeg er en af de mange der er faldet for smukke dejlige Bornholm. Selv om turen går til Svaneke hver sommer, er jeg stadig lige facineret af øens skønhed. Glæder mig til at se dine billeder 🙂
Jeg tænkte nok, I var på en lille ferie – hvor lyder det spændende, Piskeris!
Bornholm er utrolig spændende, og det er alt for længe siden, jeg har været der sidst.
Glæder mig til at læse mere … 🙂
Tænkte jeg det ikke nok … stille hos Piske, så er hun sikkert taget på ferie … igen ;D
Ser skønt ud!
Hvor skønt, bare at snuppe et par dage i vort skønne land, det tror jeg, at jeg ville nyde, man trænger af og til, til at komme væk nogle dage, og Bornholm kunne let komme på min liste, jeg har aldrig været der, og jeg har ellers været rigtig meget omkring i DK.
Knus
vibeke
Skønne dejlige fantastiske Bornholm. Jeg misunder dig -s- Glæder mig meget til at se og læse om jeres tur. Fatastisk billed af sandslottet der er blevet vasket ud.
MollyMy – der er også noget ægte dansk sommerferie, som da jeg var barn over det – men med det moderne twist (gourmetdelen), som jeg også godt kan lide. Jeg bringer flere billeder om lidt 😉
Madame – ja, vi sneg os lige til en lille forsmag på sommerferien, mm! 😀
Hanne – haha, antyder du, at jeg tit tager på ferie? Jeg synes ellers, at det sker alt for sjældent! 😀
Men ok, vi er også blevet gode til at gribe de muligheder, vi har, de seneste år, og så er det lettere at komme af sted, når det kan gøres for få penge 🙂
Vibeke – vi har heller ikke været så gode til at holde ferie her i DK. Jeg rejste meget sjældent til udlandet, da jeg var barn, så jeg har haft stor lyst/behov for at komme udenlands, efter jeg flyttede hjemmefra. Men der er helt sikkert steder i Danmark, hvor jeg godt kunne holde ferie – og især med det vejr, vi havde på denne miniferie 🙂
Vibeke – hehe, mange tak! Det var også lidt svært at holde fingrene fra det – synes det er så hyggeligt med sandslotte 🙂