Restaurant Metamorfosi i Rom
Da vi var på miniferie i Rom i starten af måneden, spiste vi på Restaurant Metamorfosi. Maden var en fusion mellem det italienske, mellemamerikanske og japanske køkken, og det kreative køkken havde da også fået en Michelin-stjerne.
Metamorfosi serverer en seks retters menu til 100 euro og en ti retters menu til 130 euro. Vi holdt os til de seks retter, og det passede fint med vores appetit den aften.
Tjeneren spurgte, om vi ville have en drink til at starte med, og det takkede vi ja til. Mens vi kiggede drinkkortet igennem, fik vi disse ultratynde knækbrød. De var lette og fine men smagte ikke af så meget.
Vi endte med disse to – forrest en siciliansk margarita, hvor den ene side af kanten var smurt med honning og den anden side med knuste, tørrede kapers. Lækker og frisk drink. Gemalen valgte en hø-infusioneret drink, som jeg fik lov til at nippe til, og den var udmærket – men ikke lige så god som min 😉
Og så kom der ellers lidt appetizers på bordet. Først disse nuttede mini-tacos med lidt krydderurter og et lille bitte stykke kød. Absolut ikke til at stå for!
Den anden servering var et lille stykke groft knækbrød med paté og karrymayo. En god kombination, hvor karryen gav lidt modspil til den fede paté.
Og sidst men ikke mindst var der denne kære lille gulerod, der blev serveret med små klatter af ansjosmayo. Pjanket men fin lille servering.
Efter de små hapsere kom kuvertbrødet på bordet. Her blev vi lidt overraskede, for her valgte Metamorfosi at servere et groft brød lavet på blandt andet solsikkekerner og hørfrø. Det er ellers sjældent, at vi støder på den slags brød uden for Skandinavien. Brødet blev serveret sammen med olivenolie, der var kølet ned og derefter pisket, så det fik samme konsistens som smør. Spændende og lækkert.
Nu var det tid til selve menuen, og her lagde vi ud med en mild og cremet kartoffelsuppe, der dækkede et lag af muslinger og… en ingrediens, jeg pt. ikke kan komme i tanke om. Beklager. En dejlig smagfuld ret trods det lidt anonyme udseende.
Nu blev der serveret et stykke af junglen – eller sådan så det i hvert fald ud ved første øjekast. Det viste sig at være et stykke råmarineret tun, der var anrettet med forskellige krydderurter og blomster med et kålblad omkring. Det var selvfølgelig ‘fingermad’ – noget der er ret populært at servere på Michelin-restauranterne disse år. I øvrigt en ganske frisk og indbydende anretning.
Vi susede så fra ‘junglen’ og tilbage til det italienske køkken, hvor klassikeren carbonara havde fået en tur gennem opfindermaskinen. Retten hed carbonara æg 65 grader, og den bestod af et æg, der var blevet tilberedt ved 65 grader i flere timer, så det stadig var blødt. Det lå i en skål toppet med en kraftig osteskum (lavet på parmesan og pecorino) drysset med revne trøfler og serveret sammen med små stykker sprød pasta samt puffet flæskesvær. Lad mig bare sige, at denne ret smagte syyyyndigt godt! Uha, det var virkelig lækkert! Den fede æggeblomme gik op i en højere enhed med den kraftige ost og de sprøde elementer – virkelig gennemført.
Det var dog ikke slut med løjerne, for næste ret bestod af pasta – eller gjorde den? Det viste sig at være en skaldyrspasta, hvor pastaen var lavet på et koncentreret skaldyrssuppe med rejer og muslinger, der var tørret og skåret i tynde strimler. Pastaen var derefter drysset med tangpulver. Det var en ret skør men også ganske kreativ ret, og den var nærmest en eksplosion af smag – meget kraftig og fascinerende.
Den næste ret var dog mindst lige så legesyg, for her fik vi hver en skål, hvor der var spændt et tyndt ‘skind’ over. Tjeren hældte så en varm ostesauce over, så låget smeltede og afslørede en risotto lavet på svampe og hasselnødder. ‘Låget’ viste sig at være lavet på svampe og løg, der var blendet, smurt tyndt ud og derefter tørret. Det lignede en lille bitte tromme, og jeg elskede selvfølgelig effekten med, at maden blev afsløret, når man tilsatte sauce.
Retten var en rigtig efterårs-pleaser – en fyldig, cremet sag, som smagte vidunderligt.
Nu var der et lille intermezzo, hvor vi fik et lille stykke figenbrød. Jeg undrede mig lidt over denne servering, da den ærlig talt ikke var så spændende.
Lige bagefter dukkede denne smukke tallerken op, hvor et blad var dekoreret med forskellige krydderier. Meget smukt og inspirerende. Under bladet gemte der sig et stykke meget mørt og saftigt stykke lammekød, som jeg mener var vendt en en mole (mexicansk chilisauce). Dejlig kombination af det sprøde, farverige blad og det saftige kød.
Nu var det tid til desserten, men Metamorfosi havde også sneget en lillebitte osteservering ind. Den bestod af et lille stykke mild blåskimmelost, der var overtrukket med hvid chokolade og serveret med en marmelade lavet på mørke bær. En fræk og anderledes osteservering og i en størrelse, hvor alle kan være med.
Og så kom vi til den sidste ret – desserten – der var en fortolkning af klassikeren Black Forest. I denne udgave havde de lavet en kugle mascarpone, der var overtrukket med en kirsebærgelé og lagt den på et lag af chokoladepulver og finthakkede nødder. En elegant og lækker servering.
Gemalen og jeg talte om, hvorvidt vi skulle bestille en kop te. Vi drikker sjældent varme drikke, så det skulle mest være for at prøve restaurantens petit fours (som de fleste dyrere restauranter serverer sammen med kaffe og te). Inden vi nåede at beslutte os, kom tjeneren dog med denne lille servering til hver – uden at spørge til drikkevarer, så det var jo rigtig fint. Der var en lille mandelkage med mangofyld, et stykke frugtflæsk samt et stykke mørk chokolade. Ikke specielt innovativt, men det smagte fint.
Vi fik vinmenu til maden. Jeg noterede ikke hvilke, vi fik, men de var alle meget velvalgte, interessante og ikke mindst velsmagende. Eneste kritik var, at de var lige lovlig nærige, når de hældte op – det var ikke megen vin, man fik i glassene (her er danske restauranter altså langt mere gavmilde).
Vi sad i smukke, enkle omgivelser. Indretningen hos Metamorfosi var faktisk ret nordisk inspireret med de lyse farver, de enkle, elegante snit, hvor træ-elementer indgik flere steder, og så var der naturligvis også en stykke supergrønt mos på bordene!
Servicen var ganske fin – høflig og smilende – og maden var der ikke meget at udsætte på. Jeg ender derfor på 5 stjerner med pil op til Metamorfosi – en restaurant med et legende køkken og lækker mad.
Sikke dog en skøn aften i byen, I fik der! Jeg er interesseret i den “smørede” olivenolie – var den smagt til med et eller andet, f.eks. salt?
Det ser helt vildt elegant ud med det skind, som det lykkedes tjeneren at lave et fint rundt hul lige i midten af. Er der nogle, der kan imponere mig og få mig til at føle mig hjemme, så er det italienerne.
Den var ikke smagt til med noget, så den smagte mildt af olivenolie.
Jeg var også helt pjattet med svamperetten – så elegant og i øvrigt rasende lækker!
Det ser godt nok lækkert og spændende ud. Og lyder til at have været en god oplevelse. Vi var ikke helt så heldige med vores madoplevelser, da vi for et par år siden var i Rom. Hvordan fandt i frem til restauranten? Havde i undersøgt restauranter hjemmefra, fået den anbefalet eller blot gået ind fra gaden? Lidt sjovt at i fik serveret groft brød, fordi som du skriver, er det ikke noget man oplever så tit uden for Skandinavien.
Jeg havde researchet inden. I dette tilfælde ledte jeg specifikt efter en Michelin-restaurant, der turde eksperimentere – og uden at det blev vanvittigt dyrt. Michelin-stjernede restauranter er ofte et hit, men det er dog ikke en 100% garanti for, at det bliver en fantastisk aften. I dette tilfælde var vi dog ganske tilfredse 🙂