Restaurant Das Esszimmer

Restaurant Das Esszimmer

Jeg har været på bilferie til Alsace, og den første aften spiste vi på Restaurant Das Esszimmer. Vi havde nemlig valgt at overnatte i den tyske by Celle på vej til vores feriemål, og det viste sig heldigvis at være et godt valg. Celle er en af de (få) tyske byer, der ikke blev bombet under Anden Verdenskrig. Den gamle del af byen består derfor af smalle gader med små hyggelige huse og er helt bestemt værd at se, inden man kører videre.

Vi var i øvrigt fornuftige nok til at møde op ved restauranten ti minutter før, da et uvejr trak op, og vi nåede også kun lige at sætte os ved bordet (indendørs), inden himlen åbnede sig, og det stod på massiv regn og blæst i over en halv time!

Mens vi ventede på maden, kom der friskbagt brød med kommen samt rucolacreme på bordet. Nu er kommen desværre en af de få ingredienser, jeg virkelig ikke bryder mig om, så jeg nippede kun en lille smule af brødet.

Jeg valgte fra vegetarmenuen, og her faldt jeg for en indbydende agurkesuppe med dild og lidt wasabi. En meget frisk og sommerlig forret, som smagte skønt. Portionen var dog ret stor, og det havde været mere oplagt med den halve mængde.

Til hovedret fik jeg rørhatte-gnocchi med misoskum og ristede solsikkekerner. Velsmagende og milde pastapuder med lækkert svampefyld og spændende skum som topping.

Det er lidt svært at se på billedet, men portionen var ikke særlig stor, og det var en behagelig overraskelse. Så var der nemlig også plads til dessert til sidst.

restaurant esszimmer, restaurant, restaurant i Celle, restaurant i Tyskaland, madanmeldelse, restaurantanmeldelse

Til dessert valgte jeg osteanretningen med manchego, der kom med et stykke ristet hasselnøddebrød samt syltede kirsebær. En ganske fin sammensætning og en dejlig måde at slutte måltidet på.

Tre retter koster ca. 420 kr hos Das Esszimmer, hvilket er i den høje ende i forhold til, at det som regel er billigere at spise ude i Tyskland i forhold til Danmark. Men det var nok også en af Celles bedste restauranter, og jeg satte stor pris på, at man kunne få frisk og lækker vegetarmad på årstidens råvarer.

Jeg ender derfor på fem stjerner til Das Esszimmer-



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *