WHY Food and Cocktails

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseDer er dukket en del spændende spisesteder op i Roskilde i løbet af de seneste år – blandt andet Moehr, DisOtto og Pipers Hus, som jeg tidligere har anmeldt. Et af de nyeste spisesteder er WHY Food and Cocktails, som ligger i centrum i de lokaler, der tidligere husede Gimle og senere hen Bjergtrolden.

WHY Food and Cocktails serverer dansk-asiatisk fusionsmad samt cocktails. Det er en kombination, der er ret sjælden her i Roskilde, men ikke desto mindre meget velkommen, da jeg personligt savner et sted, hvor man kan få sig en cocktail.

Jeg kan godt lide at tjekke menukortet, inden jeg besøger en restaurant, og derfor kiggede jeg også på restaurantens hjemmeside i god tid i forvejen. Det blev jeg dog mere forvirret af, for menukortet er ikke inddelt i forretter, hovedretter og desserter men i kategorier som for eksempel salater, kød og tilbehør. Det fremgår dog ikke, hvor store portionerne er, og hvor mange man forventes at spise for at blive mæt. Sidstnævnte svinger selvfølgelig fra person til person, men mange københavnske restauranter er gode til at angive, hvor mange retter, man typisk skal forvente at bestille. Men det var selvfølgelig ikke mere kompliceret, end at vi blot spurgte tjeneren, da vi havde sat os, og så var hun sød til at forklare (jeg kan i øvrigt afsløre, at de typisk anbefaler, at man tager tre retter fra kortet).

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseJeg startede med at snuppe en frisk og let sødmefuld forårsdrink, Springtime, der bestod af gin, agurkesaft, forårsløg og sirup. En lækker lille sag med en skøn sart lysegrøn farve. Den kunne godt have set lidt mere gin, men ellers en fin drink at starte med.

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseGemalen og jeg lagde ud med at dele tre sticks, en sød chilidressing samt en grøn salat med æbler, jordnødder, sesamfrø og gomadressing. De tre sticks bestod af to konfiterede kyllingevinger, røget oksekød samt en stor tempurareje. Alle tre var meget lækre – møre, saftige og sprøde (ok, det sidste var kun rejen, men den var så også sprød for tre :)).

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseDen grønne salat var udmærket og fungerede fint som tilbehør til de tre kødsticks.

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseGemalen og jeg valgte også at dele de næste retter. Vi valgte to slags tilbehør – tynde brede strimler ‘gulerodspasta’ vendt i gulerodspuré samt gulerodsfrø samt sauterede spinatstængler med soya, hvidløg og tang. Begge serveringer velbalancerede – de var møre med lidt bid og passede godt til kødretterne.

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseSom kødret havde jeg valgt beefie beef, der var meget mørt oksekød serveret oven på en hoisin rødvinsreduktion og derefter toppet med brøndkarse. Kødet var tilpas stegt, så det stadig var dejlig saftigt, og den kraftige sauce passede rigtig godt til. Portionen var ikke voldsom stor, men det forventede jeg heller ikke, når det var oksekød.

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseDet overraskede os til gengæld, at gemalens kyllingeservering var tre gange så stor! Det virkede ikke særlig gennemtænkt, at kødretternes størrelse svinger så meget, og det var ganske enkelt for voldsomt med to store kyllingelår – de kunne sagtens have nøjedes med et. Men eftersom vi delte, gav det ikke de store problemer – jeg fik blot lidt af hans. Kyllingelårene blev i øvrigt serveret sammen med et sprødt kyllingeskind, stegte svampe og godt med sort peber.

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseWHY Food and Cocktails har ikke det vilde dessertudvalg. De har dagens dessert og dagens kage. Førstnævnte fik jeg ikke fat i, mens dagens kage var en bananlagkage. Sådan et stykke snuppede gemalen, men jeg sprang over og valgte i stedet en cocktail mere – i dette tilfælde en Rasberry Dream, der bestod af hindbærpuré med lys rom, sirup og flødeskum. Den smagte rigtig dejligt – koncentreret hindbær aet med flødeskum, what’s not to like? Men det kunne dog lige så godt have været en dessert, for jeg kunne slet ikke fornemme alkoholen, så det føltes ikke helt som en cocktail.

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseWHY Food and Cocktail er rasende hyggeligt indrettet. Jeg fik kun taget et par billeder af nogle af de hyggekroge, restauranten består af, men der er fin mulighed for at finde et hjørne og lade som om, at man er hjemme hos et vennepar.

WHY Food and Cocktails, restaurant, restauranter i Roskilde, restaurantanmeldelse, madanmeldelseServicen var også ganske fin hos WHY Food and Cocktails – sød, smilende og hjælpsom betjening.

Så for at opsummere: Maden hos WHY Food and Cocktails er enkel men god. De har til fulde udnyttet råvarerne til at skabe milde og velsmagende retter. Deres cocktails smager også godt, men de kunne godt tåle mere alkohol. Nu er jeg slet ikke til sprittede cocktails, men omvendt vil jeg dog også godt kunne smage, at der er alkohol i, når jeg får en drink. Til gengæld er prisen på restaurantens cocktails meget lav – 75 kr. Personligt vil jeg nu hellere smide 10-20 kr oveni, hvis det er det, der skal til, for at spiritusmængden øges.

Og så er der lige navnet… Det er sjældent, jeg kommenterer på restaurantnavne (og der har ellers været rig mulighed for det de senere år, hvor de nyåbnede københavnske restauranter til tider gakker ud med nogle temmelig sære navne), men jeg bliver nødt til at gøre det i forbindelse med WHY Food and Cocktails. Det er ikke et særligt heldigt eller særligt fængende navn. Det lyder sådan lidt “hvorfor skal jeg dog spise her?”, og det er næppe det, restauranten ønsker at udstråle, for det tiltrækker ikke ligefrem kunder. Men igen – det er en mindre fejl, ligesom menukortet på hjemmesiden også er det – det var først og fremmest maden og drikkevarerne, vi var der for.

Jeg ender på fire stjerner med en lille pil op til WHY Food and Cocktails, og så glæder jeg mig til at kigge forbi en anden gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *