Jeg var til whiskysmagning med arbejdet i går, og det var en interessant oplevelse. Jeg ved ikke noget som helst om whisky, så jeg mente, det var en god lejlighed til at lære lidt mere om det, og jeg følte mig da noget som en novice, da de andre begyndte at tale om whiskymærker og lagringsmetoder!

Vi startede med at få et par kander specialøl på bordet, så vi havde lidt at nippe til, mens vi spiste den tallerken med ost og pølse, som arrangørerne serverede. Især pølsen med valnødder var god, mens jeg til gengæld ikke var så gode venner med den hvide, bløde ost med peberkorn på. Det er ellers sjældent, at jeg levner ost. Jeg var ikke så sulten på det tidspunkt, da jeg havde fået stor frokost, så jeg blev temmelig mæt, men det var også godt at have lidt at stå imod med, for vi skulle trods alt smage os igennem otte forskellige slags whisky!

Og til dem, der allerede nu bliver bekymret – nej, jeg drak ikke alle opskænkninger! Flere af dem blev der kun nippet lidt til, og dem jeg mindst kunne lide blev givet videre.

Jeg må konkludere, at whisky-fanatiker bliver jeg nok ikke, men det var spændende at prøve, og der var et par stykker, som jeg godt kan nippe til en anden gang. Jeg syntes ikke, at de røgede udgaver af whisky var værre end de andre (det blev ellers diskuteret en del).
Bjergtrolden, hvor arrangementet blev holdt, er især kendt for deres øl, men de har også et stort udvalg af spiritus og delikatesser i det hele taget. Jeg sluttede derfor af med at købe et par sjove ciders samt to bittesmå stykker Santander chokolade med. Min ene kollega gav mig et stykke af sidstnævnte, og det smagte meget lækkert, mens min anden kollega købte et par jordbærtrøfler og gav mig den ene – mmmm!