90’erne – nostalgisk aften

Isbjørn, blå drink, 90'erneSidste weekend holdt vi 90’er-tvserie-aften sammen med en række venner, og da jeg ikke er særlig stærk i 90’er-veganermad, så var fokus i stedet på mad fra 90’erne.

Som velkomstdrink skulle vi selvfølgelig have en rigtig klassiker fra 90’erne -nemlig Isbjørn. Kender du ikke den, kan jeg fortælle, at det er en meget, meget blå drink jeg har fået til en del fester i 90’erne. I en klassisk Isbjørn indgår der Sprite, Blå Bols eller Blå Curacao, vodka samt isterninger. Jeg valgte at eksperimentere lidt og brugte Faxe Kondi i drinken, men det gør den noget sødere end den klassiske udgave, så hold dig til Sprite.

Jeg blev jo nødt til at lave flødekartofler – og hold op hvor har jeg fået det til mange sammenkomster i 90’erne! Det var fin (og let) mad, da jeg gik i gymnasiet, og det kan jo laves på mange måder. Jeg valgte den klassiske metode fra dengang, hvor kartoflerne blev skåret i tynde skiver og lagt i en dyb bradepande. Det blev overhældt med fløde (rigtig fløde – ikke madfløde eller andre løsninger), lidt presset hvidløg samt salt og fik derefter et godt drys revet ost. Jeg havde en gnalling Prima Donna fra sidste måneds benspænd, så den fik lov til at udgøre toppingen, og så blev det ellers sat i ovnen ved 200 grader og blev først hevet ud, da kartoflerne var møre, og osten var gylden.

Hvad går godt sammen med flødekartofler? Jamen det gør en cuvettesteg da! Sådan en på 1,2 kg blev smidt i et fad efter at være blevet ridset med en skarp kniv og gnedet med salt og tørret ramsløg. I fadet hældte jeg et par dl hvidvin, og så fik kødet ellers lov til at hygge sig i ovnen ved 150 grader i ca. 1½ time.

Sidst men ikke mindst skulle der selvfølgelig også være en salat, og det blev en ret enkel udgave bestående af rucola, cherrytomater og ristede pinjekerner.

Vi fik set en hel del tvserie-afsnit den aften, og det var hyggeligt – meeen også en udfordring, for der var en del af serierne, der ikke lige var mig. Vi startede med et afsnit af Alf, selvom det er en 80’er-serie, og vi måtte erkende, at visse minder ikke behøver at blive vakt til live. Den serie var altså meget sjovere, da man var barn – og lettere anstrengende, når man som os har rundet de 30 år.

Derefter så vi blandt andet Futurama, South Park, Red Dwarf, Angel, Frasier og Xena. Jeg blev overrasket over, at Red Dwarf og Angel skuffede mig så meget – har flere gange overvejet at se begge serier, men jeg fik bestemt ikke et godt indtryk af dem der. Til gengæld var det skønt at opleve, at de gamle afsnit af South Park stadig holder.

Nu er der muligvis nogen, der undrer sig over, at vi ikke så Friends eller Beverly Hills 90210, for det er et par af de mest kendte tvserier i 90’erne, men helt ærligt – dem har vi jo set en million gange allerede, så det gad vi ikke.

Hvilken eller hvilke tvserier elskede du at se i 90’erne – og synes du stadig, at den/de holder den dag i dag?