Fyldte portobellosvampe, timian-lime kartoffelmos og krydret peberfrugtscreme

Det var oprydningsdag i dag – i køleskabet. Vi har en del gode råvarer, som ikke er blevet brugt de seneste dage, og det gav mulighed for at være kreativ. Jeg var i øvrigt lidt småsenil, da vi spiste aftensmad, for jeg fik taget billeder af de enkelte retter men ikke af det samlede resultat! Nåja – sådan kan det gå.

Fyldte portobellosvampe
2 personerfyldte portobellosvampe, portobellosvampe, svampe, portobellosvampe, bacon, svinekød, purløg, creme fraiche, ost

4 portobellosvampe
4-5 skiver bacon
4 spsk hakket purløg
salt
4-5 spsk creme fraiche 9%
4 spsk revet ost

Skyl svampene og fjern stokkene. Rist bacon på en pande – de skal være sprøde men ikke nødvendigvis helt knasende. Hak baconen i mindre stykker og bland det med creme fraiche, purløg og salt. Læg svampene i et fad med ‘bagsiden’ opad og fordel fyldet på dem. Top med revet ost og stil det i ovnen ved 200 grader, til osten er smeltet.

Note: Lækkert og velsmagende. Jeg tog dem en smule for tidligt ud – osten skal gerne nå at tage farve, så svampene var en smule ‘al dente’.

Timian-lime kartoffelmoskartoffelmos, kartofler, smør, mælk, timian, lime

Kog kartofler godt møre og hæld vandet fra. Mos dem med en elpisker og tilsæt imens hakket frisk timian, revet skal fra en lime, saften fra en lime, lidt salt og peber, lidt mælk og lidt smør.

Note: Meget frisk smag på grund af limefrugten – gad vide, om ikke det ville passe ekstra godt til fisk…

Resten af aftensmaden bestod af koteletter krydret med Vilda Fantasier – en krydderiblanding, som et vennepar har hjembragt fra Sverige – samt lidt tynde strimler romainesalat til.

Desuden var der supertilbud på peberfrugter tidligere på ugen, og det kunne jeg jo ikke lade passere, så jeg købte en god bunke, jeg kunne eksperimentere med.

Krydret peberfrugtcreme
2 glas
peberfrugtcreme, peberfrugter, hvidløg, olivenolie, lime, dressing
6 peberfrugter
4 fed hvidløg
1 dl olivenolie
1 tsk salt
saften fra en lime
1 tsk sukker

Peberfrugterne sættes i ovnen ved 225 grader. Sørg for at vende dem ind imellem – de er klar, når skindet bobler op og bliver sort. Afkøl dem og pil skindet af dem, fjern også kernerne indeni.

Put peberfrugterne i en blender sammen med de andre ingredienser og blend kraftigt, indtil cremen er helt ensartet.

Note: Cremen er mellemstærk – hvidløgene kan godt smages, men jeg vil ikke betegne den som aggressiv. En anden gang vil jeg nok lave den endnu stærkere – for eksempel ved at tilføje jalapenos eller chili – men denne her glæder jeg mig til at bruge som dressing og dip.