Fyldte portobellosvampe, timian-lime kartoffelmos og krydret peberfrugtscreme

Det var oprydningsdag i dag – i køleskabet. Vi har en del gode råvarer, som ikke er blevet brugt de seneste dage, og det gav mulighed for at være kreativ. Jeg var i øvrigt lidt småsenil, da vi spiste aftensmad, for jeg fik taget billeder af de enkelte retter men ikke af det samlede resultat! Nåja – sådan kan det gå.

Fyldte portobellosvampe
2 personerfyldte portobellosvampe, portobellosvampe, svampe, portobellosvampe, bacon, svinekød, purløg, creme fraiche, ost

4 portobellosvampe
4-5 skiver bacon
4 spsk hakket purløg
salt
4-5 spsk creme fraiche 9%
4 spsk revet ost

Skyl svampene og fjern stokkene. Rist bacon på en pande – de skal være sprøde men ikke nødvendigvis helt knasende. Hak baconen i mindre stykker og bland det med creme fraiche, purløg og salt. Læg svampene i et fad med ‘bagsiden’ opad og fordel fyldet på dem. Top med revet ost og stil det i ovnen ved 200 grader, til osten er smeltet.

Note: Lækkert og velsmagende. Jeg tog dem en smule for tidligt ud – osten skal gerne nå at tage farve, så svampene var en smule ‘al dente’.

Timian-lime kartoffelmoskartoffelmos, kartofler, smør, mælk, timian, lime

Kog kartofler godt møre og hæld vandet fra. Mos dem med en elpisker og tilsæt imens hakket frisk timian, revet skal fra en lime, saften fra en lime, lidt salt og peber, lidt mælk og lidt smør.

Note: Meget frisk smag på grund af limefrugten – gad vide, om ikke det ville passe ekstra godt til fisk…

Resten af aftensmaden bestod af koteletter krydret med Vilda Fantasier – en krydderiblanding, som et vennepar har hjembragt fra Sverige – samt lidt tynde strimler romainesalat til.

Desuden var der supertilbud på peberfrugter tidligere på ugen, og det kunne jeg jo ikke lade passere, så jeg købte en god bunke, jeg kunne eksperimentere med.

Krydret peberfrugtcreme
2 glas
peberfrugtcreme, peberfrugter, hvidløg, olivenolie, lime, dressing
6 peberfrugter
4 fed hvidløg
1 dl olivenolie
1 tsk salt
saften fra en lime
1 tsk sukker

Peberfrugterne sættes i ovnen ved 225 grader. Sørg for at vende dem ind imellem – de er klar, når skindet bobler op og bliver sort. Afkøl dem og pil skindet af dem, fjern også kernerne indeni.

Put peberfrugterne i en blender sammen med de andre ingredienser og blend kraftigt, indtil cremen er helt ensartet.

Note: Cremen er mellemstærk – hvidløgene kan godt smages, men jeg vil ikke betegne den som aggressiv. En anden gang vil jeg nok lave den endnu stærkere – for eksempel ved at tilføje jalapenos eller chili – men denne her glæder jeg mig til at bruge som dressing og dip.

Kartoffelhumus, persillesvampe og solsikkeboller

Så blev det tid til bagning igen, eftersom jeg skal have frokostboller med til morgendagens rollespil. Jeg havde udvalgt endnu en opskrift fra ‘Varm på brød og lun på boller’, som jeg er temmelig glad for. Samtidig satte jeg også aftensmaden over, som blandt andet bød på en opskrift på kartoffelhumus fra Netto-kogebogen ‘Kartoffelbogen’.

Solsikkeboller
20 stk.
solsikkeboller, solsikkekerner, boller, hvedemel, grahamsmel, honning
500 g hvedemel
250 g grahamsmel
50 g gær
3 spsk olie
2 spsk honning
1 spsk salt
5 dl vand
150 g solsikkekerner

Pynt med pisket æg og solsikkekerner

Gær, olie, honning, salt og vand røres sammen. Resten af ingredienserne røres/æltes i. Dejen æltes/røres i ca. 5 minutter, til den slipper kanten af skålen. Hæver en halv time. Dejen hældes ud på et meldrysset bord og formes til boller. Bollerne pensles med æggestrygelse, solsikkekerner drysses på, og de sættes på bagepladen. De efterhæver en halv time og bages ved 210 grader i 15 minutter.

Note: Jeg fik 20 fine boller ud af det – ingen problemer med antal-angivelse denne gang 🙂

Kartoffelhumus
1 portion
kartoffelhumus, kartoffelhummus, humus, hummus, kartofler, kartoffelmos, tahin, hvidløg
100 g skrællede kartofler i tern
½ fed hvidløg
2 tsk tahini
2 tsk citronsaft
1 tsk olivenolie
1/4 dl vand
1 knsp stødt spidskommen
1 knsp salt & cayennepeber efter smag

Kog kartofler og hvidløg møre i letsaltet vand i ca. 15 minutter. Hæld vandet fra, og gnid kartoflerne gennem en sigte. Bland det med tahini, citronsaft og olivenolie. Rør vandet i lidt ad gangen, til konsistensen er cremet. Smag til med spidskommen, salt og cayennepeber. Servér humus som dip med grøntsager.

Note: Jeg moste kartoflerne med en gaffel og lavede 3 x portion til to personer – det kom til at passe fint til resten af maden.

Persillesvampe
2 personer

250 g brune champignons
en håndfuld persille
salt og peber
lidt smør

Champignonerne renses og skæres i fine skiver, inden de steges på en pande med lidt smør. Smages til med salt og peber. Persille hakkes og vendes i svampene, når de er færdigstegte.

Rejer i pastis, citron-basilikum mos

Vi landede i Frankrig ved frokosttid, og derfor skyndte vi da også at købe ind, så snart vi havde lejet en bil og var på vej mod sommerhuset. Jeg kunne hurtigt fortabe mig i supermarkedet og alle dets sjove og spændende produkter, men det var der ikke tid til den dag. I stedet bød jeg ind på at lave noget af aftensmaden. Egentlig ville jeg blot lave noget kartoffelmos – with a twist – men da jeg stod i køkkenet, blev jeg pludselig inspireret til også at lave en lille forret, da jeg havde opdaget flasken med Pastis – en fransk anis-spiritus.

Rejer i pastis

rejer i Pastis, rejer, skaldyr, Pastis3-4 store, pillede rejer pr. person
½ dl pastis
1-2 fed hvidløg
lidt smør
salt og peber
flutes
citron

Rejerne steges i lidt smør sammen med de pressede fed hvidløg. Rejerne tages af panden og hældes i en skål, hvor de vendes i pastis. Et stykke flutes smøres med smør, og 3-4 rejer anrettes på det. Krydres med salt og peber, og en lille skive citron lægges ved. Forretten kan gøres stærkere ved at dryppe lidt pastis på rejerne, når de er anrettet på brødet.

Note: på billedet ses også en skive flute med laks.

Citron-basilikum mos
4 personer
kartoffelmos, citroner, basilikum, kartofler, mos
kartofler til fire personer
½ potte frisk basilikum
1 citron
salt
1 tsk smør
½-1 dl madfløde
salt

Kartoflerne koges helt møre, vandet hældes fra, og de puttes i en stor skål, hvor de moses lidt med en gaffel. Basilikum hakkes fint og tilsættes kartoflerne sammen med den revne skal fra citronen. Den ene halvdel af citronen presses, og saften hældes over de moste kartofler sammen med smør. Lidt af fløden tilsættes, inden kartoflerne piskes. Tilsæt mere fløde undervejs indtil konsistensen er, som du ønsker det. Smages til med salt.

Note: jeg havde ingen køkkenvægt, så jeg ved ikke præcis hvor mange gram kartofler, jeg brugte – ca. fire mellemstore kartofler per person.

Note2: opskriften er kraftigt inspireret fra et indlæg på MissMuffins blog, men jeg kunne ikke helt huske opskriften, så jeg sjussede mig frem. Resultatet blev meget vellykket – faktisk så vellykket, at selv gemalen tog af de to gange – og han hader normalt kartoffelmos! Nu ved jeg godt, hvad jeg snart skal lave igen… 🙂