Treretters grillmenu – ærtesuppe med mynte, citronmelisse-kylling med ‘olivenpasta’ og salat – samt grillede smølfer

Grillkylling, stegte squashskiver, salat og pasta vendt i oliventapenade

I lørdags havde vi et vennepar på besøg, og da vejret artede sig ganske godt, skulle vi selvfølgelig grille. Forretten blev lavet i god tid inden besøget, da det var en kold ærtesuppe med mynte, mens hovedret og dessert fortrinsvist blev tilberedt på grillen.

Ærtesuppe
4 personer ærtesuppe, suppe, løg, ærter, vegetar, grøntsagsbouillon, bouillon, hvidløg, mynte

et lille finthakket løg
lidt olie
400 g frosne ærter
5 dl grøntsagsbouillon
1 fed presset hvidløg
frisk mynte
salt og peber

Steg løget i olien ved middelvarme, indtil de er bløde. Tilsæt ærter og bouillon og bring det i kog. Lad det koge i ca. ti minutter, og blend det sammen med frisk mynte, salt og peber. Smag dig frem med mynten – tror jeg brugte et sted mellem 1 og 2 spsk. Sæt suppen til afkøling.

Når suppen serveres, kan du evt. drysse lidt brødcroutoner eller knuste crostini over, så der også er lidt at ‘bide i’.

Note: En dejlig frisk sommersuppe, som herrerne (aka suppeskeptikerne) ikke var så begejstrede for. Vi andre nød den dog 😉

Citronmelisse-kylling på grill
4 personer citronmelissekylling, kylling, grill, grillkylling, grillet kylling, kyllingebryster, kyllingebryster, citronmelisseeddike, citronmelisse

4 kyllingebryster
citronmelisseeddike
olivenolie
salt
frisk citronmelisse, hakket

Dryp kyllingebrysterne med citronmelisseeddike – evt. en halv time før stegningen. Smør kyllingebrysterne med lidt olivenolie og drys salt og frisk citronmelisse på, inden de ryger på grillen.

Olivenpasta
4 personer olivenpasta, pasta, oliven

kog pasta til fire personer
1 glas grillede oliven
citronsaft
salt

Blend de grillede oliven med lidt af olien fra samme glas (resten af olien kan du gemme i køleskabet og bruge som salatdressing) og smag til med citronsaft og salt.

Salat med gulerødder og tørret pomelo

fintsnittet romainesalat
gulerodsstrimler
tørrede pomelotern
sorte sesamfrø
en lille smule olivenolie
en lille smule citronsaft

Bland ingredienserne sammen.
Note: Hovedretten faldt i alles smag, selvom de tørrede pomelotern godt nok var noget spøjse. Jeg fandt dem i supermarkedet, hvor de blev anbefalet til salater, men jeg må nu indrømme, at de nok ikke kommer blandt mine favoritingredienser til salat. Sjovt var det dog at prøve. Kylling kan næsten ikke gå galt på grill, og denne var da også både frisk og saftig, så har du ikke prøvet at grille kylling, bør du bestemt prøve det. Der var ikke det store behov for dressing eller sauce til maden, da pastaen var ret cremet med den oliventapenade, den var vendt i – også en fin variation i stedet for bare at servere pastaen straight.

I fredags fik jeg en pose skumfidus-smølfer tilsendt af Min Kage, og de kom straks til at indgå i lørdagens aftensmad – jeg kan jo ikke have grill-benspænd uden at grille smølfer! De kan så vidt jeg ved ikke købes herhjemme, men skal du til Spanien, kan du være heldig at finde dem der.

Grillede smølfer med nektariner samt anis- og fennikelfrø

skumfidus-smølfergrillede smølfer, skumfiduser, grill, dessert, nektariner, fennikelfrø, anisfrø
fire nektariner
1 tsk anisfrø
1 tsk fennikelfrø

Skær nektarinerne i både og læg dem i et lille foliefad. Rist anisfrø kort på en pande og drys over. Rist derefter fennikelfrø på en pande og giv dem i en tur i morderen morteren. Drys dem over fersknerne og læg til sidst et lag smølfer på. Sæt fadet på grillen, læg låget på og giv dem 10-15 minutter.

Note: En ok dessert, men jeg savnede lidt af den dybde, som bærcrumblen havde. Der er dog ingen tvivl om, at det er en fornøjelse at grille smølfer – muærhæhæ!

Avokado pie samt myntegrillet kylling med ricottavendte perlebyg

grillkylling, grill, kylling, mynte, myntekyllingMed sidste uges dejlige vejr var det jo oplagt at grille, og da vi var hjemme hele søndagen, sørgede vi for at invitere et vennepar, så vi kunne spise frokost sammen. Gemalen foreslog, at vi eksperimenterede med butterfly-udskæring, så vi købte en kylling, der skulle på grillen. Desuden var det jo på tide at komme i gang med månedens benspænd, så jeg kastede mig over en opskrift, jeg længe har været fascineret af, nemlig opskriften på avokado pie, som jeg fik fra en amerikaner sidste år. “Avokado i kage?!”, tænker du måske. “Er det kage?!”. Det finder du ud længere nede i indlægget…

Myntegrillet kylling grillkylling, grill, kylling, mynte, myntekylling
4-6 personer

1 kylling på ca. 1,3 kg
salt
friskhakket mynte
lidt olivenolie

Kyllingen skylles og duppes med køkkenrulle. Husk at fjerne posen med indvolde, hvis den følger med. Lav en butterflyudskæring – se hvordan på denne Youtubevideo. På den måde kan du gøre selve udskæringen væsentlig lettere efter endt stegning, og du kan mindske stegetiden, da kyllingen lettere kan bredes ud på grillen. Gnub kyllingen med en blanding af salt, friskhakket mynte og olivenolie. Steg kyllingen på grillen og sørg for at have en foliebakke under, som kan opsamle væden fra kyllingen.

Servér kyllingen – i dette tilfælde med kogte perlebyg, der var vendt i ricotta, rabarberpickles samt en salat bestående af blandede salatblade, usaltede peanuts, skoldede sukkerærter og salatost af gedeost.

Note: Det var igen et hit at stege kylling på grill – den bliver dejlig saftig og lækker, og det var en god idé at prøve butterfly-udskæringen. Det så ikke særlig svært ud, og når jeg skriver , så betyder det, at gemalen straks kastede sig over opgaven, så jeg fulgte pænt med fra sidelinjen. I øvrigt blev jeg meget positivt overrasket over mit eget påfund med at vende perlebyggen i en rest ricotta, som jeg havde stående. Det smagte ret vanedannende og havde en cremet, lækker konsistens. Prøv det!

Avokado pie
ca. 8 personeravokadotærte, avocado pie, tærte, dessert, desserttærte, kage, Digestive, smør, avokado, citroner, lime, husblas, kondenseret mælk

150 g Digestivekiks
50 g smeltet smør
3 stk ret modne avokadofrugter
0,75 dl citronsaft
0,75 dl limesaft
3 stk husblas
1 dåse kondenseret mælk

flødeskum eller creme fraiche

Knus kiksene grundigt og vend dem i det smeltede smør. Tag en lille tærteform på ca. 22 cm og fordel kiksemassen i den. Sørg for at presse kiksemassen godt ud i formen, så kiksekrummerne bliver trykket sammen til en regulær bund. Læg husblas i blød i citron- og limesaften i 5-10 minutter. I mellemtiden blender du avokado (selvfølgelig uden skal og sten) sammen med den kondenserede mælk. Smelt husblassen forsigtigt i en gryde sammen med citron- og limesaften. Så snart husblassen er smeltet, hælder du al grydens indhold i i blenderen og giver det en tur med avokadomassen. Fordel massen ud over kiksebunden og stil kagen på køl i et par timer.

Servér den sammen med flødeskum eller creme fraiche.

Note: Kagen havde en god konsistens – cremet og lidt fast på samme tid – og en elegant og diskret smag af avokado. Citron- og limesaften er desuden med til at give en smule syrlighed til kagen, og faktisk mindede smagen en del om kiwi. Det er en overraskende lækker kage og passer godt til en varm sommerdag, da den ikke er så tung og fed i smagen som mange andre desserter.

Er det kage? Ja – og den smager dejlig frisk og sommerlig.