Boghvedepandekager med myntecreme

boghvedepandekager, pandekager, madpandekager, boghvedemel, æg, mælk, mynte, yoghurt naturel, kylling, agurk, Jeg bagte boghvedepandekager i sidste uge – lavet på noget boghvedemel, jeg havde fået af en af mine venner, som havde det i overskud. Generelt set er der rigtig mange ting, man kan snige i pandekager – både i selve dejen men også som fyld – så jeg tænkte, at boghvedemel ville fungere fint. Jeg bruger dog ikke denne type mel så tit, så jeg var spændt på resultatet.

Boghvedepandekager med myntecreme
2 personer

Pandekagedej til 6-7 pandekager:
2 æg
2½ dl mælk
1 tsk salt
2 spsk rapsolie
2½ dl boghvedemel
Smør til stegning

Myntecreme til 4 pandekager:
2 dl yoghurt naturel
1½-2 spsk friskhakket mynte
Salt og peber
Lidt citronsaft

Fyld til 4 pandekager:
2 stegte kyllingebryster, skåret i strimler
1 avokado, skåret i tern
en tredjedel agurk, skåret i stave

Start med myntecremen. Rør ingredienserne sammen og lad den trække mindst en time i køleskabet.

Så er det tid til lave boghvedepandekager. Pisk æg og mælk sammen. Pisk derefter olie, salt og boghvedemel i. Smelt en klat smør på en mediumstor pande og hæld lidt af dejen på panden. Bag pandekagen på begge sider, til den er letgylden. Fyld dine boghvedepandekager med myntecreme, kylling, avokado og agurk. Pynt eventuelt med en lille hornviol.

Note: Jeg var virkelig positivt overrasket over disse boghvedepandekager. Jeg frygtede lidt, at de ville have en tør smag eller måske være lidt for porøse, men de havde en fin, mild smag og var tilpas bløde og elastiske. Dejligt! Dem må jeg bage flere af den kommende tid.

Aubergine med hytteost og solbær

aubergine med hytteost og solbær, estragon, mynte, olivenolieMånedens første benspænds-eksperiment er denne lille vegetariske forret, som jeg legede mig frem til i weekenden. Her plukkede jeg årets første solbær, og det lader til, at dem får vi en del af i år. Vores solbærbusk har ikke bare vokset sig stor og frodig – i år er der ikke hedebølge, og derfor er bærrene store og saftige (ikke et ord om, hvordan de lignede små rosiner sidste år…!).

Udover solbærrene fandt jeg også estragon og mynte i haven.

Aubergine med hytteost og solbær
forret til to personer

½ aubergine, skåret i fire tykke skiver
groft salt
olivenolie til stegning
½ dl friske solbær
125-150 g hytteost
1 spsk frisk estragon, finthakket
et par mynteblade, finthakkede
salt og peber
lidt citronsaft

Drys salt på begge sider af aubergineskiverne og lad dem trække i en halv time. Børst saltet af dem og steg dem derefter i olivenolie ved mediumvarme, indtil de er møre. Rør hytteost, estragon og mynte sammen og smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft. Læg en skive aubergine på en lille tallerken, fordel halvdelen af fyldet oven på og slut af med en skive aubergine. Pynt eventuelt med lidt frisk estragon.

Note: Aubergine med hytteost fungerer altid godt sammen, men kombinationen med estragon og solbær var nu også ganske kæk. Sidstnævnte ingredienser gav et frisk pift til den milde smag fra hytteosten.