Slider med and og karrymayo

slider med and, sliders, burger, boller, burgerbolle, and, andebryst, karry, karrypasta, hvidkål, ingrfær, hvidløg, cayennepeber, mayonnaise, andeburgerI søndags fejrede vi gemalens fødselsdag sammen med resten af familien, og her serverede vi et udvalg af sliders – blandt andet denne slider med and.

Sliders er miniburgere, og jeg har tidligere eksperimenteret med sliders med pulled pork. Det er en ret, der er perfekt til familiefødselsdage, hvor de voksne kan smage mange forskellige slags sliders, mens børnene hygge sig med at bygge deres egne miniburgere.

Til denne slider med and har jeg hentet lidt inspiration fra Asien både mht. marinaden til andebrystet samt – selvfølgelig – karrymayoen, som bollerne blev smurt med.

Til 7 x slider med and skal du bruge:
7 miniburgerboller – du kan for eksempel bruge denne opskrift på sliderboller
1 stort andebryst
andefedt eller smør til stegning
fintsnittet hvidkål

En marinade bestående af:
2 tsk knust ingefær fra glas
2 fed hvidløg, pressede
½ tsk stærk cayennepeber eller chili
1 tsk salt

Rør marinaden sammen og gnid andebrystet grundigt med den. Pak andekødet ind – for eksempel i en frostpose – og læg den i køleskabet i 4-6 timer.

Mens anden trækker i marinaden, kan du røre karrymayoen sammen.

Til karrymayo skal du bruge:
1 spsk god mayo – enten hjemmelavet eller fra Hellmann’s
2 spsk græsk yoghurt
2 tsk rød karrypasta
salt og peber
citronsaft

Rør ingredienserne sammen og stil karrymayoen på køl.

Tag kødet ud af køleskabet en halv time inden, at du steger det. Steg andebrystet i en god klat andefedt eller smør ved mediumvarme, indtil kødet er rosa i midten (ikke rødt!). Lad det hvile i ti minutter, inden du skærer det i tynde skiver.

Flæk dine miniburgerboller og smør hver halvdel med karrymayo. Læg lidt fintsnittet hvidkål på den nederste del af bollen og derefter et par skiver andebryst. Læg den øverste del af bollen ovenpå, og tadaaa – du har nu en slider med and!

Note: Min slider med and viste sig at være en lille sag med masser af smag! Det er især marineringen af andekødet, der giver den krydrede smag, selvom karrymayoen nu også gør sig godt både mht. den krydrede smag samt en god saftighed til miniburgeren. En kæk lille servering hvis du vil prøve en alternativ burgerservering.

Græskarpizza med ricotta og bacon

græskarpizza, pizza, græskar, hokkaido græskar, hvedemel, durummel, gær, bacon, ricotta, olivenolie, grill, timianDenne græskarpizza bagte vi faktisk sidste weekend, da vi eksperimenterede med hjemmelavet calzone. Det er en hvid pizza – eller en bianco, som det nok ville hedde hos pizzeriaet – eftersom tomatsaucen er udskiftet med ricotta. Det er en superenkel pizza, hvor du skal bruge følgende:

Græskarpizza med ricotta og bacon
til 1 person

1/4 portion pizzadej
125 g ricotta
1 spsk olivenolie
1 tsk timian
3-4 meget tynde skiver hokkaido græskar
ca. 75 god bacon i skiver

Pizzadejen æltes sammen dagen før. Varm grillen op. OBS – denne græskarpizza kan bages både i ovnen og på grillen, og vi tog som sagt sidstnævnte.

Steg baconen mør men ikke sprød.

Rul pizzadejen ud. Rør ricotta og olie sammen og smør den på dejen. Drys timian over. Hvis din bacon ikke er så salt, så drys også lidt salt på pizzaen. Læg græskarskiver på pizzaen og drys bacon over. Bag din græskarpizza på grillen (eller i ovnen) til bunden er sprød.

Note: Rigtig fin kombination af ricotta, græskar og bacon. Jeg tror, denne pizza vil indgå i vores repertoire af efterårs- og vinterpizzaer fremover 🙂

Fiskehotdog med dildsauce

fiskehotdog, hotdog, fisk, torsk, rugmel, dild, mayonnaise, græsk yoghurt, kapers, syltede agurker, sennep, brød, hvedemel, gær, gurkemejeKan man lave hotdogs med fisk? Selvfølgelig! Her får du mit bud på en fiskehotdog. Månedens mad med dej-benspænd er nemlig en glimrende undskyldning for at lege med nogle fastfood klassikere, og her stod hotdogs for skud den anden dag. Jeg kan i øvrigt røbe, at jeg leger videre med denne kategori i den kommende tid.

Men altså – denne fiskehotdog består af hjemmelavet hotdogbrød, et stykke rugmelspaneret torsk samt en tartarsauce-inspireret dildsauce.

Til fire hotdogs skal du bruge:
4 hjemmebagte hotdogbrød – jeg brugte denne opskrift og tilføjede 1 tsk gurkemeje for at give brødene en smuk gul farve
200 g torskefilet, skåret i smalle stykker
1 dl rugmel
smør til stegning
dildsauce – se opskrift længere nede i dette blogindlæg

Start med at bage hotdogbrødene og lad dem køle af. Rør derefter dildsaucen sammen:

Dildsauce
til fire hotdogs

2 spsk mayonnaise
1 spsk græsk yoghurt
1 spsk kapers, finthakkede
2 spsk dild, finthakket
2 syltede agurker, finthakket
1 tsk stærk sennep
salt og peber
evt. lidt citronsaft

Rør mayonnaise, yoghurt, kapers, dild, agurker og sennep sammen. Smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft.

Nu mangler du blot selve fisken til din fiskehotdog. Jeg har som sagt brugt torsk, men du kan også bruge andre hvide fisk.

Vend torskestykkerne i rugmel. Smelt en god klat smør på en stor pande og steg torskestykkerne i et par minutter på hver side. Vend dem forsigtigt – torsk er en skrøbelig fisk, når den er mør. Tag panden af komfuret.

Og nu… er det tid til at samle en fiskehotdog!

Skær en dyb revne i et hotdogbrød og smør indersiderne med lidt dildsauce. Put forsigtigt et stykke paneret torsk ned i brødet – panik ikke, hvis torskestykket brækker i flere stykker – de kan sagtens bruges i hotdoggen. Top din fiskehotdog med to-tre tsk dildsauce.

Note: Kombinationen af paneret fisk og dildsauce er skøn! Vær opmærksom på, at denne fiskehotdog er en ret mættende sag – først og fremmest på grund af de hjemmebagte hotdogbrød – men det er en ret funky og festlig fortolkning af hotdoggen.

Hjemmelavet calzone

hjemmelavet calzone, pizza, italiensk, grill, hvedemel, gær, skinke, svinekød, svampe, mozzarella, ost, parmesan, PrimaDonna, ricotta, tomater, tomatsauceHjemmelavet calzone er virkelig let at lave, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor jeg har ventet så lang tid med det! Jeg har godt nok overvejet det mange gange, men af ukendte årsager ventede jeg med det til indtil sidste weekend, hvor jeg ENDELIG fik eksperimenteret med hjemmelavet calzone.

En calzone er en lukket pizza, og den findes i et utal af variationer. Jeg ville gerne lave en, der var tæt på den originale calzone, så fyldet i min udgave blev skinke, ricotta, mozzarella og PrimaDonna (i stedet for parmesan). Jeg sneg dog også champignons med i fyldet – for det kan jeg godt lide – og så blev tomatsaucen selvfølgelig serveret ved siden af.

Hjemmelavet calzone
2 personer

1 portion pizzadej
100 g skinke
200 g champignons
125 g ricotta
1 mozarella-kugle
50-60 g friskrevet hård salt ost – enten parmesan eller PrimaDonna
1 spsk olivenolie

Tomatsauce
til 2-3 stk. calzone

et løg, skåret i tern
2 fed hvidløg, pressede
en klat smør
1 dåse flåede tomater
1 dl kraftig rødvin
1 spsk oregano
salt og peber

Start med at lave dejen dagen før – se føromtalte link til pizzadej.

Gå i gang med tomatsaucen 1½ time før, at du skal bruge den. Fremgangsmåden er ganske simpel. Smelt smør i en gryde og svits løg og hvidløg ved middelvarme i et til to minutter – løgene skal ikke tage farve. Tilsæt oregano og rør godt rundt, inden du tilsætter tomater og rødvin. Læg låg på gryden og lad det simre videre ved lav varme i en times tid. Smag til med salt og peber.

Rens svampene og skær dem i skiver. Rist dem på en pande i en klat smør, indtil de er møre og bløde.

Skær skinken i strimler.

Skær mozzarellaen i små tern og rør den sammen med ricotta, olivenolie og den friskrevne hårde ost.

Selve pizzabagningen:
Vi plejer at bage pizzaer på grill, og det gjorde vi også, da jeg eksperimenterede med hjemmelavet calzone. Du kan dog også sagtens bage calzone i ovnen – så skal den typisk bages ved 250 grader i 15-20 minutter. Har du en grill, hvor du kan styre temperaturen, så fyr den gerne op på 300 grader. Vi plejer at bruge en glat flise (uden glasur) fra byggemarkedet til at bage pizzaer på, men da den er ved at være slidt op, havde vi købt en bagesten til grillen.

Del pizzadejen i to lige store kugler og rul dem ud på et meldrysset bord. Fordel halvdelen af ostefyldet på den ene halvdel af pizzadejen – sørg for, at de yderste 3-4 cm dej holdes fri fra fyld, så det er muligt at lukke pizzaen bagefter. Put skinke og champignons oven på ostefyldet og fugt derefter pizzakanten med lidt vand, inden du folder den anden halvdel af pizzadejen over, så pizzaen nu har form som en halvmåne. Klem pizzaens kant sammen og lav små folder hele vejen rundt. Bag din calzone – er det på grill ved 300 grader, så skal den have 5-7 minutter.

Servér din calzone med lun tomatsauce og et glas rødvin til!

Note: Som sagt – hjemmelavet calzone er virkelig godt! Mmmm… Hvis jeg skulle ændre noget i ovenstående opskrift, så ville jeg skære en smule ned på ricottaen og skrue lidt op for mængden af frisk mozzarella, men det er også det eneste. Det er en skøn og ret mættende pizza.

hjemmelavet calzone, pizza, italiensk, grill, hvedemel, gær, skinke, svinekød, svampe, mozzarella, ost, parmesan, PrimaDonna, ricotta, tomater, tomatsauce