Hjortelasagne med blåskimmelost og svampe

hjortelasagneEfter jordskokkesuppen var det selvfølgelig tid til lasagne – hjortelasagne vel at mærke. Som en del af fem retters menuen i lørdags var det oplagt at lave en spændende lasagne, og da jeg havde hakket kronhjortekød tilbage fra vildt-benspændet i december måned, så fik jeg lyst til at eksperimentere med det.

Hjortelasagne

Forret til ca. 8 personer – eller hovedret til 4-5 personer

1 stort rødløg i tynde både
en god klat smør
300 g hakket kronhjortekød
250 g svampe – helst portobello, som du godt kan finde i danskproduceret udgave pt.
3 spsk ribsgelé
2 tsk timian
salt og peber
7-9 lasagneplader
150 blåskimmelost – gerne gorgonzola eller lignende
3 dl piskefløde
1-1½ dl revet pecorino

Svits løget i smør i en gryde og tilsæt det hakkede kød. Lad det brune, inden du hakker svampene fint og hælder dem ned til kødet. Rør godt rundt. Efter fem minutter tilsætter du ribsgelé og timian og lader så kødsaucen simrer videre i 10-15 minutter. Tilsæt lidt vand hvis det er ved at blive for tørt. Smag til med salt og peber.

Smelt blåskimmelosten i en kasserolle sammen med fløden. Læg lasagnen sammen (først lidt ostesauce, så kød, så lasagneplader osv.) og slut af med lasagneplader og derpå pecorino. Sørg for, at de sidste lasagneplader har fået lov til at trække i nykogt vand i mindst fem minutter, inden du bruger dem – ellers kan overfladen af lasagnen godt blive lige lovlig sprød.

Bag lasagnen i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time.

Lige inden serveringen blev hver tallerken penslet med lidt glaze, inden et stykke hjortelasagne blev sat oven på. Lidt fintsnittet hvidkål udgjorde det sunde tilbehør – og lidt surtsyltede stikkelsbær det sure.

Note: Dette er en ret interessant udgave af lasagne. Kødet smager kraftigere end oksekød, så det er en mørkere og mere intens smag, du arbejder med. Derfor brugte jeg rødløg og ribsgelé, da det supplerede vildtkødet godt. Jeg overvejede kraftigt at bruge allehånde eller enebær til at krydre lasagnen med – men turde ikke helt. Det vil jeg dog gøre en anden god gang, for det tror jeg godt, at lasagnen kan bære. Blåskimmelosten gør sig rigtig godt sammen med vildtkødet – noget jeg også eksperimenterede med til gemalens fødselsdag for to år siden. Den kommer dog ikke til at virke så kraftig i lasagnen, da vildtkødet også smager godt igennem, og lasagnen endte med at have en rigtig god balance.

Kyllingelasagne og islasagne

kyllingelasagne, lasagne, kylling, spinat, lasagneplader, fløde, mozzarella, baconI søndags fik vi lasagne to gange i løbet af aftenen – både som hovedret og dessert! Hovedretten bestod af kyllingelasagne med spinat, bacon og mozzarella. Netop kombinationen af kylling og spinat er i lasagne-sammenhæng ret almindeligt, men jeg valgte at bruge det alligevel, eftersom det er alt for sjældent, at vi får spinat, og det er en dejlig let måde at få sneget mere grønt ind i maden.

En af mine læsere – Fru Winther – har tidligere nævnt, at hun tit bruger bacon til at dække lasagnen med, og den idé tog jeg straks til mig!

Kyllingelasagne med spinat
ca. 5 personerkyllingelasagne, lasagne, kylling, spinat, lasagneplader, fløde, mozzarella, bacon

400-500 g kyllingekød skåret i mundrette stykker
1 stort løg skåret i tynde både
olivenolie
1 dåse flåede tomater
basilikum, oregano og timian
salt og peber
450 g hakket spinat (frost)
1 dl vand
2-3 dl piskefløde
2 kugler mozzarella i vand
1 pakke bacon

9 fuldkornspastaplader

Svits løgbådene i olie og tilsæt kyllingekødet. Når det er brunet på alle sider, tilsætter du tomatsaucen og basilikum, oregano og timian (en halv tsk af hver). Lad det simre ved lav varme.

Tag tre pastaplader fra og læg dem i et dybt fad – for eksempel det du skal lave lasagnen i – og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå og trække, mens du laver resten færdig.

Hæld spinaten i en gryde sammen vand og varm det op sammen med fløden. Rør godt rundt, og når det har kogt nogle minutter, tager du gryden af varmen. Smid baconskiverne på en pande og steg dem i kort tid på hver side. De skal ikke færdigsteges – kun gøres klar til, at de skal på lasagnen.

Læg pastapladerne, som du overhældte med kogende vand, på en tallerken. Smør lidt af spinatsaucen i bunden af lasagnefadet og læg så et lag lasagneplader. Fordel halvdelen af kyllingesaucen ud over det, inden du hælder lidt mere af spinatsaucen i fadet. Skær den ene mozzarellakugle i skiver og fordel dem ud over spinatsaucen. Læg et lag lasagneplader, derefter resten af kyllingesaucen og spinatsaucen, inden du skærer den anden mozzarellakugle i skiver og fordeler ud over fyldet. Læg til sidst de pastaplader, der blev overhældt med kogende vand, oven på lasagnen (har du lidt ekstra spinatsauce, som du kan fordele ud over, vil der være perfekt) og fordel så baconen på overfladen.

Sæt lasagnen i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time.

Note: Det er en ret god lasagnevariant, hvor du faktisk får sneget en del grønt ind i retten. Den er ikke særlig køn, når man skærer den i stykker, men den smager heldigvis fremragende. Husk at kombinere den med en frisk salat.

islasagne, dessertlasagne, lasagne, is, vaniljeis, rabarberkompot, vanilje, rabarber, dessertTil dessert fik vi som sagt også lasagne – i dette tilfælde en islasagne, som jeg fandt på. I princippet er det jo bare en kombination af to klassiske desserter – regnbueisen fra 1980’erne og Viennetta-isen fra 1990’erne!

chokoladeklat, mørk chokoladeDu starter med at tage noget god, mørk chokolade (jeg brugte en af Valrhona-varianterne), hakker det grundigt og smelter det over et vandbad.

chokoladeSmør den smeltede chokolade ud på et stykke bagepapir med en paletkniv.

chokoladepladeNår chokoladen er næsten størknet, skærer du den ud med en skarp kniv. Venter du for længe, knækker chokoladen uregelmæssigt.

rabarberkompot, rabarber, kompot, rabarbergrødFind en pose frosne rabarber frem fra fryseren og kog en kompot af det (for eksempel som i denne opskrift). Har du ikke rabarber, kan du i stedet bruge hindbær eller jordbær.

isFind dernæst en eller to gode is-varianter frem. Da jeg ikke har en ismaskine, valgte jeg at købe mig til en god vanilje- og chokoladeis.

Læg nu et tyndt lag flødeis og fordel lidt af rabarberkompotten ud over den. Læg en chokoladeplade oven på, inden du lægger et nyt lag flødeis over. Put atter en omgang kompot ud over isen og slut af med endnu en chokoladeplade. Tryk den forsigtigt ned på isen.

Stil isen i fryseren i mindst en time og husk at tage den ud mindst et kvarter før, at den skal serveres.

islasagne, dessertlasagne, lasagne, is, vaniljeis, rabarberkompot, vanilje, rabarber, dessert

Lasagne galore

lasagnenMånedens benspænd skal selvfølgelig starte med en klassisk lasagne – en med oksekødssauce, ostesauce og pastaplader. Den kan varieres i det uendelige, og der er rigtig mange holdninger til, hvordan en rigtig lasagne skal være. Personligt ynder jeg at skære lidt ned på kødet og i stedet øge mængden af grøntsager – for eksempel små tern af gulerødder. Jeg valgte dog at lave en mere traditionel udgave, men så blev der også kælet for detaljerne, og alt skulle naturligvis være hjemmelavet.

Denne lasagne er til ca. fire personer.

kødsauceStart med at lave kødsaucen. Den må nemlig godt stå og simre i et par timer.

Kødsauce

1 stort løg, finthakket
2-3 fed hvidløg, finthakket
olivenolie
1½ dåse flåede tomater
400 g hakket oksekød
1½-2 dl italiensk rødvin
basilikum, oregano og timian
salt og peber

Svits løg og hvidløg i olivenolie i en gryde. Tilsæt oksekødet, og når det er brunet, tilsætter du hakkede tomater, rødvin og en tsk af både basilikum, oregano og timian. Skru ned for varmen og lad kødsaucen simre et par timer. Rør i den af og til og tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis den er ved at koge tør. Smag til med krydderier.

lasagnepladedejNår kødsaucen er sat over, kan du meget passende kaste dig over lasagnepladerne. De er superenkle at lave, for du skal blot lave en almindelig pastadej, som skal hvile i mindst en time, inden du ruller den ud. Følg anvisningen i linket.

ostesauceOstesaucen skal laves lige inden, at lasagnen skal lægges sammen. Jeg lavede en bechamelsauce og tilsatte revet ost til sidst, så den fik en god, fyldig ostesmag. Bechamelsauce laves på mælk, men det havde jeg ikke. Jeg havde til gengæld en rest fløde, så jeg lavede en kombination. Samtidig har jeg på et tidspunkt fået anbefalet, at mælken er varm, når man pisker saucen sammen, så det tip brugte jeg undervejs.

Ostesauce

2 spsk smør
2 spsk hvedemel
2 dl piskefløde
2 dl meget varmt vand
muskatnød
4-5 spsk fintrevet mellemstærk ost – jeg brugte Vendsysselost
salt og peber

Smelt smørret i en lille gryde og pisk melet i. Brug et lille handy piskeris og sørg for, at temperaturen er på middelvarme. Bland fløde og vand sammen i en skål og tilsæt en smule til melblandingen. Pisk grundigt, tilsæt mere væde og fortsæt således, indtil al væden er pisket ind i saucen. Varm saucen langsomt op, indtil det bobler. Tilsæt osten og pisk den ind i saucen og smag så til med muskatnød, salt og peber.

klar til ovnDerefter skal lasagnen lægges sammen. Jeg plejer at starte med et tyndt lag ostesauce, derefter en smule kødsauce og så et lag lasagneplader. Så kommer ostesauce, kødsauce og sådan fortsætter jeg, indtil jeg slutter af med et lag lasagneplader og den sidste rest ostesauce. Lidt revet ost bliver drysset på overfladen, inden lasagnen kommer i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time.

lasagne… og så er der serveret! Jeg spiser altid lasagne sammen med en salat, men nu hvor det er vinter, er det oplagt at bruge kål. Jeg brugte fintsnittet spidskål, der blev krammet med lidt god, frisk olivenolie og en lille smule salt.