Sunde müsliboller

müsliboller, boller, kerneboller, abrikoser, havregryn, solskikkekerner, hasselnødderJeg vågnede tidligt her til morgen, men mente helt bestemt, at det måtte være en fejl. De insisterende solstråler lyste dog soveværelset så meget op, at det var helt umuligt at ignorere, så til sidst stod jeg op og satte de boller over, som vi skal have med senere i dag, når vi besøger et vennepar. Opskriften er – igen – fra “Varm på brød og lun på boller”, og jeg valgte at lave halv portion, da der stod, at den ville give 20 store boller. Deeet er så nok en sandhed med modifikationer, men nu skriver jeg opskriften på den udgave, jeg lavede, og så kommenterer jeg på den til sidst.

Sunde müsliboller
7-8 store boller

250-300 g hvedemel
2½ dl vand
25 g gær
ca. 7 g salt
10 g sukker
100 g groft valsede havregryn
75 g solsikkekerner
60 g hasselnødder
80 g tørrede, hakkede abrikoser

Vand, gær, salt og sukker blandes. Resten af ingredienserne røres i. Dejen køres med dejkrogene/æltes ca. fem minutter, indtil dejen slipper skålen. Dejen skal hvile, gerne tildækket af et viskestykke en halv time, og derefter formes eller skæres ud til boller.

Müslibollerne sættes på plader og pensles med æggestrygelse. Efterhæver en halv time, gerne lidt lunt, eller sæt pladen i ovnen ved 50 grader, og tag dem ud efter fem minutter. Skru ovnen op på 225 grader. Bollerne bages ved 225 grader i ca. 12 minutter.

Note: Nu lavede jeg for nylig kerneboller, hvor portionen blev noget større, end jeg havde forventet, så når der i denne opskrift stod, at der ville blive 20 store boller, troede jeg på det, og halverede derfor portionen. Jeg endte dog med at få syv boller i almindelig størrelse – måske kunne jeg have fået en eller to mere, hvis jeg ellers havde mulighed for at bruge så meget mel, som opskriften lægger op til (jeg endte med kun at bruge 2/3-del af det, da dejen ikke kunne optage mere. Jeg tror, det skyldes havregrynene, som jeg brugte i stedet for rugflagerne, for de sugede en del vand). Desuden brugte jeg tørrede og hakkede abrikoser, da gemalen ikke bryder sig om varme rosiner (og så kan jeg vældig godt lide tørrede abrikoser).

Eftersom portionen ikke blev så stor, så tager jeg nogle af kernebollerne fra den anden dag med (som jeg frøs ned efter endt bagning). Det gav så også lige mulighed for at smage på en enkelt af müslibollerne, og selvom dejen som sagt opførte sig lidt anderledes end ventet, så fejler smagen absolut ikke noget 🙂

2 thoughts on “Sunde müsliboller

  1. De ser gode de boller. Jeg får helt lyst til at bage noget mere – rugbrødene står og hæver, men måske man godt lige kunne bage portion kanel,æble,gulerod,kerne-nogetboller i løbet af weekenden.
    Ha’ en dejlig dag.
    Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *